Regionalmøderne er retur i februar og marts
Det første regionalmøde i 2023 finder sted den 28. februar i Sæby – det ottende og sidste regionalmøde bliver afviklet i Maribo den 15. marts.

Medlemmerne af Dansk Fjernvarme får endnu en gang mulighed for på tæt hold at bliver orienteret om aktuelle fjernvarmeemner og styrke netværket med andre fjernvarmeselskaber, når Regionalmøderne i foråret 2023 bliver afviklet otte forskellige steder i landet.
Dansk Fjernvarme har netop offentliggjort datoerne for de i alt otte regionalmøder. Der bliver lagt fra land i Nordjylland – nærmere bestemt i Sæby – tirsdag den 28. februar, inden det ottende og sidste regionalmøde bliver afholdt i Maribo onsdag den 15. marts.
Fælles for alle regionalmøder er, at der bliver fokuseret både på aktuelle emner og de lidt mere overordnede. Programmet er endnu ikke helt mejslet i sten, men på alle møder vil der blive indledt med fokus på den aktuelle situation for fjernvarmebranchen set fra Dansk Fjernvarmes perspektiv.
Der er også sat tid af til den konverteringsbølge, der ruller over landet, hvor fjernvarmeselskaber har travlt med at konvertere boliger og husstande fra fossil varme til grøn varme. Derudover bliver der også fokuseret meget på eventuelle barrierer for den fysiske udrulning af fjernvarmen.
Fjernvarmeselskabernes beredskab kommer også til debat. I løbet af 2024 bliver der vedtaget lovgivning, der forpligter fjernvarmeselskaber til – på lige god med fx elselskaberne – at have et beredskab klar til akutte krisesituationer. Det bliver der informeret om på regionalmøderne.
Dansk Fjernvarme har åbnet for tilmeldingen til Regionalmøderne. Find information om de enkelte møder her, hvor du også kan melde dig til møderne.
FAKTA
Regionalmøder 2023
28. februar Sæby
1. marts Aarhus
2. marts Esbjerg
7. marts Glyngøre
8. marts Kolding
9. marts Sorø
14. marts Lyngby
15. marts Maribo