Gå til hovedindhold
PtX & CCUS

Sindal: Fjernvarmen har aldrig været en bedre investering

Selvom Sindal Varmeforsyning har lagt ét konverteringsprojekt i graven, mens et andet har oplevet stor succes, er konklusionen alligevel klar: Fjernvarmen er en god investering. I kommende konverteringsprojekter håber man derfor på ikke at blive bremset af ressourcemangel eller overhalet af varmepumper.

30. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Tilbage i november 2021 kunne Sindal Varmeforsyning fortælle, at man nu tilbød fjernvarme til et lokalt industrikvarter samt nabobyen Mosbjerg.

    Selskabet havde overvejet en udvidelse til industriområdet for godt og vel fem år siden – dengang kunne det ikke betale sig, men det fik nye regler om samfundsøkonomi vendt op og ned på. Det var dog ikke den eneste grund til udvidelsen, fortalte driftsleder Jesper Skrubbeltrang i november:

    - Industrikvarteret ligger i samme område som vores biomasseanlæg, hvilket gør det til et oplagt sted at udvide til, forklarede han og fortsatte:

    - Hvad angår Mosbjerg, vil vi gerne konvertere området til fjernvarme, inden forbrugerne skifter fra olieopvarmning til varmepumper som led i den grønne omstilling. Lige nu bliver cirka 50 procent af husstandene i byen nemlig opvarmet af oliefyr. Derfor var tiden inde for projektet nu.

    Når Sindal Varmeforsyning i dag gør status på de to konverteringsprojekter, er det med både begejstring og undren. For på trods af, at efterspørgslen på fjernvarme er eksploderet, siden man søsatte projekterne, er det kun det ene, der er kommet i havn.

    I Mosbjerg lykkedes det nemlig aldrig at skaffe den tilstrækkelige tilslutning, og man måtte derfor lægge projektet endegyldigt i skuffen den 4. maj i år.

    - Det undrer os stadig voldsomt. Der var korte tilbagebetalingstider og mange oliekunder i byen, som kunne konverteres. Med de prisstigninger, vi har set siden opstarten af projektet, kan vi ikke forstå, at der ikke er kommet mere skred i det. Snakken om energiusikkerhed har simpelthen ikke sat skub nok i tingene, siger  en ærgerlig Jesper Skrubbeltrang og fortsætter:

    - Jeg tror, at problemet mange steder er, at man går og håber på, at regeringen melder ud om et tilskud til konverteringer. Folk er bange for at gå glip af noget. Jeg tror ikke på, at der kommer et tilskud, men usikkerheden gør, at det er svært for mange at tage stilling. Det er det, vi mærker.

    Driftslederen mener, at den politiske proces omkring fjernvarmekonverteringer nu er alfa og omega. Som han siger, er det netop derfor, at der skal meldes en langsigtet plan ud omkring tilskudsordninger.

    - Hvorfor skal det offentlige bidrage til tilslutningerne, når det er en god forretning, kan man spørge. Det skal det heller ikke nødvendigvis, men der er bare behov for en afklaring, understreger han.

    Bedre nyheder i industrikvarteret

    Heldigvis er status langt bedre i industrikvarteret i Sindal by. Her har man nemlig opnået den tilstrækkelige tilslutning til at kunne komme i gang. Tilslutningsprocenten er på i omegnen af 70 procent af områdets potentielle varmebehov.

    Lige nu arbejder man derfor med at få bokset projektet endegyldigt på plads og få dimensioneret de rør, der skal bruges, forklarer Jesper Skrubbeltrang, som er glad for, at projektet realiseres.

    Og det er der også god grund til at være, hvis man er en af dem i kvarteret, som snart får tilbudt fjernvarme. Med de tårnhøje naturgaspriser er tilbagebetalingstiden på fjernvarmeinvesteringen nemlig uhørt lav.

    - Ved de hurtigste ejendomme snakker vi helt ned til tre-fire måneder, før deres investering er tilbagebetalt. Det er hovedsageligt industri med store arealer, der skal opvarmes, som tjener investering let ind igen. For de private husstande ligger vi kun på et par år, så bor man derude, er det egentlig bare om at komme i sving og få sagt ja tak, siger driftslederen.

    Og noget tyder på, at flere i industriområdet har fået øjnene op for fjernvarmen. Jesper Skrubbeltrang fortæller nemlig, at han særligt har mærket en stigende interesse i de sidste par uger.

    - Vi kan godt fornemme, at der lige er kommet en opkrævning. Det har fået nogle til at tage fat i os nu – og det giver også næsten sig selv, når regningerne på gas kommer. Jeg tror, folk skal se det sort på hvidt, før de for alvor reagerer, siger han.

    Interessen for fjernvarme stiger i lokalområdet

    Selvom Sindal Varmeforsyning altså måtte vinke farvel til konverteringsprojektet i Mosbjerg, er der alligevel overvejende positive tegn at spore i lokalområdet. Man oplever nemlig en stigende interesse for fjernvarme i og omkring Sindal. Blandt andet har en lille by med 75 husstande taget kontakt til selskabet i håb om at få fjernvarme.

    Man er desuden allerede nu i gang at indsamle interessetilkendegivelser fra nabobyen Astrup, hvor 112 ud af 254 forbrugere har takket ja til fjernvarme. Der skal dog flere med på vognen, hvis projektet skal blive til noget i byen, som primært opvarmes med naturgas. Derfor vil Sindal Varmeforsyning forsøge en lidt anden tilgang på et kommende borgermøde, fortæller Jesper Skrubbeltrang:

    - Vi prøver at invitere nogle banker med, så folk kan få en snak om selve investeringen. Derudover kommer der også nogle ejendomsmæglere, som kan fortælle om, hvad det betyder for husets salgsværdi, at man investerer i fjernvarmen. På den måde er det ikke kun os, der taler for fjernvarmen, forklarer driftslederen.

    Ressourcemangel og misvisende markedsføring af varmepumper kan spænde ben

    På trods af de gode udsigter til mere fjernvarme i og omkring Sindal, er der alligevel et par ting, som måske kan stikke en kæp i hjulet.

    - Leveringstiderne på rør stiger, og det samme gør omkostningerne for at få lavet arbejdet. Det er noget af det eneste, som kan bremse projekterne, siger Jesper Skrubbeltrang, der også har øje på varmepumper som en konkurrent til fjernvarmen.

    Han er nemlig bange for, at varmepumperne kan udkonkurrere fjernvarmen hos dem, der får de største varmeregninger. Det tager trods alt lidt længere tid at etablere et ledningsnet, end det gør at installere en varmepumpe. Men det gør ikke varmepumpen til det mere attraktive produkt, pointerer driftslederen.

    - Jeg mener, at fjernvarmen har så mange fordele i forhold til varmepumper. Hvis man vælger en varmepumpe, gentager man fejlen fra tiden med naturgas og lægger alle sine æbler i én kurv. Sælgerne af varmepumper glemmer desuden at fortælle folk om afskrivningerne på varmepumper, siger han og fortsætter:

    - Vi har i hvert fald nogen, der er dygtige til at reklamere for varmepumper. Og her tænker jeg mest af alt, at det er ærgerligt for forbrugeren. Vi skal jo nok klare os som fjernvarmeselskab – vi er sådan set også af den holdning, at kan folk gøre det billigere med en varmepumpe, skal de slet ikke koncentrere sig om fjernvarme. Men det er bare ikke tilfældet.

    Undersøger muligheder for et lokalt CCUS-samarbejde

    Udover de kommende konverteringsprojekter, har Sindal Varmeforsyning også et ønske om at få gjort CCUS til en integreret del af forsyningen. Udenfor byen ligger Nordjyllands største biogasanlæg nemlig, og dem forsøger man at starte et samarbejde op med. De har desuden også planer om at etablere en græsproteinfabrik, som skal bruge en del fjernvarme, fortæller Jesper Skrubbeltrang.

    - Det er på forundersøgelsesstadiet lige nu, og vi forsøger derfor at kigge ind i, om vi kan skabe nogle synergier med dem. Det skulle gerne komme til gavn for nye og eksisterende forbrugere. Vi arbejder jo netop hele tiden med at udvikle, forbedre og sikre vores butik – og det her kunne være et ben mere at stå på, siger driftslederen.

     

    FAKTA

    Vi genbesøger de lokale historier

    Udviklingen i fjernvarmebranchen har for alvor taget fart i 2022. Med forventninger om en hurtig fjernvarmeudrulning, stigende efterspørgsel samt mangel på materialer og arbejdskraft, er der kommet nye vilkår for landets fjernvarmeselskaber – for nogle mere end andre.

    Dansk Fjernvarme genbesøger i løbet af sommeren derfor nogle af de lokale historier, vi bragte inden de nye vilkår var en realitet. Vi spørger fjernvarmeselskaberne, hvordan det er gået siden sidst, og hvordan de har mærket forandringerne i branchen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...