Skattereform øger incitament til negativ udledning og CCS
Dansk Fjernvarme er generelt positiv over regeringens skatteudspil, der giver afklaring på afgiftsmæssige rammer.
Afgiftssystemet, som vi kender det i dag, kommer til at se markant anderledes ud, efter Regeringen onsdag den 20. april præsenterede deres udspil til en Grøn Skattereform, der skal reducere CO2-udledning og fremme den grønne omstilling.
Ifølge Regeringen skal CO2-udledningen reduceres med 9,4 mio. ton CO2 for at nå 2030-målet. I det netop fremlagte udspil kan der cirka hentes 3,7 mio. ton CO2-reduktioner. Det lægger Regeringen blandt op til skal gøres med en CO2-afgift på 750 kr. for virksomheder ikke omfattet af kvotesystemet og 1.125 kr. for kvote-virksomheder. På rumvarme vil de kvoteomfattede virksomheder dog ligge på 1.500 kr., idet der ikke gives afslag for kvoteprisen i CO2-afgiften på rumvarme.
Som noget nyt i forhold til ekspertgruppens model 2 foreslår regeringen desuden, at der lægges en såkaldt ”bundpris” ind i modellen, som indebærer et samlet minimumsniveau af afgift og kvote for de kvoteomfattede, svarende til at hvis kvoten falder, så vil CO2-afgiften stige tilsvarende
- Hvis Danmark skal nå i mål med den grønne omstilling, skal det være dyrere at forurene, og dyrere at udlede CO2. Derfor er vi positive overfor en CO2-afgift på 750 kroner, der skal øge incitamentet i vores sektor til at udlede mindre CO2 og arbejdet med fangst og lagring. En lidt højere afgift kunne have sat mere tempo på den grønne omstilling, men vi anerkender, at det er vigtigt at finde den rette balance mellem samfundsøkonomi og risiko for lækage, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Dansk Fjernvarme noterer da også, at det er ærgerligt, at regeringen ikke lægger op til, at CO2-afgiften på rumvarme afpasses, så der tages højde for, at nogle selskaber skal betale for CO2-kvoter, mens andre ikke skal. Dobbeltbeskatning skal undgås. Samtidig skaber den dobbelte beskatning ulige vilkår (incitamenter) i forhold til CO2-fangst.
Negativ CO2-afgift på op til 850 kr. per ton
I udspillet lægger regeringen op til, at der skal gives tilskud for CO2-fangst og lagring af biogen CO2 med op til 850 kr. per ton negativ CO2-udledning, med yderligere 3 mia. kroner fra Grøn Fond øremærket investeringer i fangst og lagring af CO2 (CCS) i perioden 2023-2030.
- Flere af vores medlemmer, en række af de danske energiselskaber, har store ambitioner og arbejder allerede på at fange, lagre og udnytte CO2, så det kan bidrage positivt til at indfri de fælles danske klimamål. En negativ CO2-afgift på fangst og lagring af biogen CO2 på op mod 850 kr. pr. ton vil gøre det endnu mere attraktivt at arbejde med dette, siger Kim Mortensen, Dansk Fjernvarme.
Biomasse og biogent affald undtages for CO2-afgift
Både biomasse og biogent affald foreslås undtaget for CO2-afgift, hvilket på affalds-energianlæg kan betyde en samlet lavere afgift, såfremt de biogene affaldsfraktioner kommer til at fylde markant mere end de gør i dag.
- Der er fortsat en række forhold på affaldsområdet, som ikke er afklarede med den fremlagte model, herunder hvordan de nuværende afgifter skal omlægges til CO2-afgift. Dansk Fjernvarme ser frem til hurtig afklaring af, hvordan afgiftsystemet tænkes indrettet på affaldsområdet fremover, oplyser Dansk Fjernvarme.
Skriv kommentar