Spørgeskema om prisloft på overskudsvarme sendt til medlemmer
Dansk Fjernvarme efterlyser eksempler og input omkring prisloft på overskudsvarme fra sine medlemmer. Spørgeskema er netop sendt ud til medlemmerne.
Fra den 1. januar 2023 træder en ny bekendtgørelse i kraft, der ændrer rammevilkårene for udnyttelse af overskudsvarme for medlemmerne af Dansk Fjernvarme. Tidligere fastsatte prisloftet, hvor meget et varmeværk måtte købe overskudsvarmen for – med den nye bekendtgørelse fastsætter prisloftet, hvor meget varmeværket må tage for at levere varmen til forbrugeren.
Den ændring har stor betydning for fjernvarmeselskaberne, og Dansk Fjernvarme har sammen med Fjernvarme Fyn været i dialog med Energistyrelsen siden foråret 2022 for at påvirke bekendtgørelsen, inden den kom i høring.
- Energistyrelsen har været samarbejdsvillige, men fordi prisloftet er indskrevet i loven, har de ikke bemyndigelse til at fjerne prisloftet, men blot indføre bekendtgørelser, der kommer med undtagelser, forklarer Casper Andersen, der er konsulent i Varmefaglig Afdeling under Dansk Fjernvarme.
Det betyder i Dansk Fjernvarmes optik, at den bedste løsning for fjernvarmeselskaberne vil være helt at få ophævet prisloftet. Derfor retter Dansk Fjernvarme nu sin opmærksomhed mod de politiske partiers energi- og klimaordførere.
Og, forklarer Casper Andersen, det er årsagen til, at Dansk Fjernvarme netop har sendt et spørgeskema ud til sine medlemmer for at få dem til at beskrive omfanget af de udfordringer, som den nye bekendtgørelse vil give dem.
- Vi har ganske enkelt brug for medlemmernes konkrete eksempler på, hvordan prisloftet påvirker deres udnyttelse af overskudsvarme. De input fra medlemmerne kan vi så bruge i vores dialog med energi- og klimaordførerne, fortæller Casper Andersen.
Spørgeskemaet er sendt ud til alle medlemmer tirsdag den 13. december. Spørgeskemaet indeholder et link til SurveyXact, hvor medlemmerne bliver bedt om at svare på en række spørgsmål omkring overskudsvarme og det nye prisloft.
- Eftersom bekendtgørelsen træder i kraft allerede fra årsskiftet, har vi selvfølgelig brug for medlemmernes svar så snart som muligt, slutter Casper Andersen.