Gå til hovedindhold
Medlemmer

Temadag gav inspiration til videre arbejde med Tarifvejledningen

Dansk Fjernvarme præsenterede Tarifvejledningen tidligere i denne uge – det gav inspiration til det videre arbejde inden den sendes til Forsyningstilsynet.

25. maj 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den seneste version af Tarifvejledningen – version 3.0 – blev offentliggjort for nylig, og mandag i denne uge blev den præsenteret og diskuteret på en temadag i Fjernvarmens Hus. Økonomisk konsulent Anders Jespersen fik mange brugbare input med fra mødet.

    - Der var en række ønsker fra deltagerne – bl.a. om flere eksempler i forhold til, hvordan de forskellige tarifmodeller kan udmøntes samt forslag til, hvordan mindre selskaber kan sammensætte deres tariffer. Endelig var der også et ønske om at inddrage, hvordan tarifferne i højere grad kan motivere til energirenoveringer ude i de enkelte husstande, fortæller Anders Jespersen.

    Ønskerne kom bl.a. i stand via de arbejdsgrupper, der blev nedsat på selve temadagen. Her skulle deltagerne på temadagen komme med forslag til, hvordan Dansk Fjernvarme skal arbejde videre med tarifvejledningen.

    Dansk Fjernvarme har som nævnt gjort Tarifvejledningen tilgængelig via sin hjemmeside. Men vejledningen er endnu sendt til gennemsyn hos Forsyningstilsynet, så derfor vil Anders Jespersen i den kommende måned indarbejde de medlemsforslag i vejledningen, som hurtigt kan indarbejdes.

    - Derefter gør vi Tarifvejledningen version 3.1 tilgængelig på hjemmesiden. Den version vil kun indeholde de opdateringer, der tydeliggør de eksisterende tarifmodeller, som vejledningen i dag lægger op til. Når vi er færdige med det, vil den opdaterede tarifvejledning blive offentliggjort og sendt til Forsyningstilsynet, forklarer Anders Jespersen.

    Årsagen til denne proces er, at Forsyningstilsynet i øjeblikket har meget lange sagsbehandlingstider for denne type af opgaver. Det er ikke formålstjenligt for medlemmerne af Dansk Fjernvarme, at skulle vente på Forsyningstilsynet, før de anvender de forskellige tarifmodeller, mener Anders Jespersen.

    - Når version 3.1 af tarifvejledningen er offentliggjort og indsendt til Forsyningstilsynet vil Dansk Fjernvarme begynde at indarbejde de forslag, som medlemmerne kom med på temadagen, men som kræver lidt mere arbejde. Så på et tidspunkt efter årsskiftet kommer der en version 4.0 af tarifvejledningen, siger Anders Jespersen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...