Tyskland vil fjerne moms på energi
Energikrisen får et stadigt stærkere tag i Tyskland, der nu formelt har bedt EU om at kunne sænke moms på energi for at hjælpe tyskerne gennem efteråret og vinteren.
De fortsat stigende energipriser kradser mere og mere i Europa. Så sent som mandag landede gasprisen på lige under 20 kroner pr. Nm3, og der er ikke udsigt til, at prisen falder i de kommende uger og måneder – nok snarere tværtimod.
Den tyske regering er derfor begyndt at se på, hvordan man kan afhjælpe ikke mindst de mange tyskere, der bruger naturgas til opvarmning af deres boliger. Det seneste træk er ifølge Reuters, at den tyske regering formelt beder EU om lov til at sænke momsen på energi ganske betragteligt.
Det skal angiveligt være et midlertidigt indgreb, og det skal alene kunne benyttes for el og naturgas, skriver Reuters. Men hvis EU giver Tyskland lov til det, så bliver det også en mulighed for de øvrige lande i EU.
- Med en godkendelse fra EU bliver det naturligvis også interessant for Danmark, fordi det så også kan være et værktøj, der kan tages i brug i Danmark til at afhjælpe prisstigningerne på energi. For fjernvarmeselskaberne vil det være interessant, fordi varmekunder kan reducere deres varmeregning med 20 % og derved skulle betale en lavere pris for varmen, forklarer udviklingschef i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.
Ny afgift på vej i Tyskland
Men det er ikke alene momsen, som den tyske regering har fokus på. Mandag kom det frem, at den tyske regering indfører en ny statslig afgift på 2,419 cent per kWh. Det er en afgift, som alle gasforbrugere skal betale for at imødekomme gasimportørernes stigende omkostninger, fremgår det af bl.a. Flensborg Avis.
En husstand i et parcelhus og et årligt forbrug på 20.000 kWh får dermed ekstra omkostninger på rundt regnet 484 euro eller omregnet godt 3600 kroner om året. Reglen træder i kraft fra begyndelsen af oktober.
Samtidig er Tyskland nu nået til en fyldningsgrad på 75 procent i deres gaslagre, og dermed er de tilbage på planen. Det sker efter en periode, hvor Tyskland har været bagud grundet den reducerede import fra Nord Stream 1, fremgår det af Reuters.
Skriv kommentar