Venstre: Vi hopper med på en ja-tak ordning
Hvordan og hvor hurtigt kan vi slippe af med den russiske gas? Det blev debatteret under Dansk Fjernvarmes konference, Energi på Toppen, hvor bl.a. Venstres energiordfører meldte ud, at de støtter en ja-tak til fjernvarme ordning.
Venstres energiordfører Carsten Kissmeyer mødte Enhedslisten energiordfører, Søren Egge Rasmussen i en debat om tempoet på den grønne omstilling og vores mulighed for hurtigt at udfase den russiske gas. Selvom de to partier sædvanevis sjældent er enige om ret meget, så var der på flere punkter meget bred enighed blandt de to folketingsmedlemmer.
Ja tak til ja-tak ordning
Det gælder blandt i spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres en såkaldt ja-tak til fjernvarme ordning. En ordning, hvor boligejere med et gasfyr automatisk har sagt ja tak til fjernvarme, hvis kommunen og det lokale fjernvarmeselskab har besluttet det konkrete område udlagt til fjernvarme. Dermed kan der spares mange måneder og i nogle tilfælde flere år på at få udfaset den russiske gas.
- Vi sagde under da vi sidst sad i regering, at det med tilslutningspligt det gjorde vi op med. Men nu er situationen en anden. Og vi har behov for at få sat tempo på omstillingen. Derfor kan jeg også godt sige, at den der ja tak ordning, den hopper vi i Venstre med på, sagde Carsten Kissmeyer, MF og Energiordfører for Venstre.
Samtidig understregede ordføreren, at der fortsat er en bekymring i forhold til at beskytte de eksisterende kunder i et fjernvarmeselskab. Det skal der også fokus på, mener Kissmeyer.
- Det der er øvelsen lige nu er, at de eksisterende forbrugere hos de danske fjernvarmeselskaber, de skal have sikkerhed for de investeringer de skal lave i at udvide deres fjernvarmenet, sagde Carsten Kissmeyer.
Ø: Der skal konkrete værktøjer på bordet
Enhedslistens ordfører, Søren Egge Rasmussen, understregede, at nu hvor de netop sidder i forhandlinger om udfasning af naturgas, så er det afgørende, at de bliver enige om konkrete værktøjer, som energiselskaber, kommuner og andre aktører kan gøre brug af. Det er tilsyneladende ikke helt tilfældet i de udkast der netop forhandles om.
- Regeringen har meldt ud at de vil have kommunerne til at sende et brev til alle landet boligejere med naturgas, hvor de vil gøre det klart for dem om de kan forvente der kommer fjernvarme eller om de skal ud og købe en anden løsning. Det er selvsagt sympatisk og velmenende. Men et brev i sig selv løser ikke ret meget, sagde Søren Egge Rasmussen, energiordfører hos Enhedslisten.
I det hele taget mener ordføreren, at den kritiske situation bør give anledning til at vi revurdere, hvordan vi har indrettet vores energisystem.
- Vi bør bruge den nuværende situation ti at få trimmet vores energisystem. Her skal vi også have bragt energieffektivisering i spil. Det er helt afgørende. Samtidig med at vi skal udbygge med meget mere ved vedvarende energi, sagde Søren Egge Rasmussen, der fortsatte:
- Lige om lidt skal jeg over i Folketinget og diskutere atomkraft i Danmark. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi skal bruge tid på det. Det bør være geotermi der er grundlast i vores energisystem og ikke atomkraft.
Der forhandles fortsat blandet partierne på Christiansborg go det er endnu uvist, hvilke værktøjer fjernvarmeselskaberne kan tage i anvendelse for at sætte tempo på udfasningen af naturgas hos de cirka 260.000 boliger, der ifølge Varmeplan Danmark bør skifte til grøn fjernvarme.
Skriv kommentar