Viborg: Milliardinvestering i fjernvarme er på vej
Overskudsvarme fra Apple, op mod 3.000 naturgaskonverteringer, udfasning af naturgas og et opgraderet ledningsnet. Alt det er på tapetet hos Viborg Varme, som vil investere en lille milliard i fjernvarme frem mod 2031.
Med de op mod 250.000 danskere, som med fordel kan konverteres til fjernvarme i de kommende år, kommer man ikke udenom, at fjernvarmebranchen kigger ind i store investeringer for fremtiden.
Hos Viborg Varme har man allerede nu sat pris på, hvad den grønne omstilling og gaskonverteringer kommer til at koste frem mod 2031. Der er tale om en lille milliard – nærmere betegnet 950 millioner kroner – og Morten Abildgaard, der er direktør i Viborg Varme, kalder udmeldingen om den langsigtede investeringsplan for ”yderst ansvarlig”.
- Vi har fremlagt planen på vores generalforsamling, hvor den er blevet godkendt. Vi ønsker at have mandatet til vores investeringer hos vores nuværende forbrugere og vil ikke planlægge at bruge så mange penge, uden at de har sagt god for det, fortæller han.
Og det var ikke småting, som blev fremlagt på Viborg Varmes generalforsamling i slutningen af april. Man kigger nemlig blandt andet ind i en mere eller mindre total udfasning af naturgassen i Viborg. Forventningen er, at 95 procent af fjernvarmen allerede i 2026 er omstillet til vedvarende og CO2-fri energi.
Derudover skal der konverteres op mod 3.000 husstande til fjernvarme, og så er man ikke mindst i gang med en indledende dialog med Apple om overskudsvarme fra deres massive datacenter lidt uden for Viborg. Her er håbet, at man kan lande en aftale, som på sigt kontinuerligt kan levere den fulde effekt, byen skal bruge.
Som om det ikke var nok, er en gennemgribende renovering og energioptimering af Viborg Varmes ledningsnet også en del af planerne. Målet her er blandt andet at reducere ledningstabet fra 18 til 10 procent.
Vil af med naturgassen
Morten Abildgaard understreger, at det er vigtigt at forstå tidsperspektivet i de 950 millioner. Pengene skal nemlig fordeles ud over næsten 10 år og kommer til at gå til en række forskellige projekter. Og den helt store post bliver at få omstillet hele Viborg Varmes produktionsapparat til vedvarende energi.
I dag er fjernvarmeselskabet et kraftvarmeværk med en produktion, der er baseret på 99,5 procent naturgas – og det ønsker man at gøre op med.
- De 480 millioner går blandt andet til at installere to luft til vand-varmepumper og en elkedel på 50 MW. Derudover forventer vi også investere i en varmepumpe, som er baseret på søvand og grundvand. De sidste penge skal bruges til at etablere produktionsapparat og transmission, som gør det muligt for os at udnytte overskudsvarmen fra Apple, fortæller Morten Abildgaard og opsummerer:
- Alt i alt skal der bruges en halv milliard med henblik på at få udskiftet den samlede varmeproduktion i Viborg fra naturgas til vedvarende energi.
Direktøren regner med, at de to luft til vand-varmepumper står klar næste år, og at man dermed allerede om kort tid får udfaset 38 procent af naturgassen.
Opgradering af ledningsnet og fjernvarmekonverteringer er på bordet
Den anden halvdel af Viborg Varmes planlagte investeringer skal gå til fjernvarmedistribution. Og her kan man overordnet tale om to hoveddele af investeringsplanerne. Den ene del er et ikke-ubetydeligt grundlag for at konvertere op mod 3.000 gaskunder, som rækker frem mod 2030, forklarer Morten Abildgaard.
- Det går der et fornuftigt trecifret millionbeløb til, siger han og fortsætter:
- Som den anden store klump kigger vi ind i en renovering af vores ledningsnet Det er ikke baseret på, at vi kan konstatere tæring. Men samlet set med 50 år gamle ledninger og isoleringen i nye ledninger betyder det, at vi kan lave en god business-case ved at investere i det, lyder forklaringen.
Direktøren understreger, at selvom man både investerer i gaskonverteringer og de nye fjernvarmekunder, som kommer med den løbende byudvikling, har man stadig stor fokus på at investere i det eksisterende fjernvarmenet.
- Det er en utrolig stor og vigtig del af diskussionen. Det hjælper ikke noget at udvide fjernvarmenettet, hvis man ikke får vedligeholdt på det, man har. Det er de eksisterende forbrugere, som tager risikoen, og det skal man altså huske på, forklarer han.
Netop derfor er investeringsplanen ifølge ham et udtryk for, at Viborg Varme agerer hensigtsmæssigt med de eksisterende fjernvarmebrugeres penge. Det gør nemlig, at man er nødt til at afbalancere udviklingen og kan ikke sætte alt på rødt for at konvertere gasområder.
- Det skal også være sådan, at vi gør et ordentligt stykke arbejde i de gaskonverteringer, vi er i gang med nu. Vi er meget bevidste om ikke at tage mere på skuldrene, end vi kan stå på mål for, siger Morten Abildgaard.
Apples datacenter kan potentielt levere hele Viborgs varmebehov
I Viborg Varmes investeringsplan er der sat 200 millioner kroner af til at etablere den infrastruktur, som skal gøre det muligt at udnytte overskudsvarme fra Apples nærliggende datacenter.
Arbejdet med at lande en aftale med Apple er stadig på et indledende stadie, men ifølge Morten Abildgaard har man en klar tilkendegivelse af, at man kan forvente og begynde at planlægge efter at kunne aftage overskudsvarme fra 2024. Og det er egentlig ikke ret langt væk, lyder det.
- Man skal forstå, at vi skal ud og hente varmen hos Apple. Det tager 62 uger at lægge ledninger, som skal helt derud, hvis man svejser fra begge ender. Fra Viborg og til Apple er der tale om cirka 10 kilometer, så det er ikke noget, man bare gør, forklarer han.
På sigt forventer og håber Morten Abildgaard på, at Apple kan levere den fulde effekt af Viborgs varmebehov. I første omgang vil potentialet dog være mellem 10 og 20 MW, som derefter vil kunne stige i takt med, at Apple udbygger deres datacenter.
- Vi har en break-even på den investering, som ligger på 3-4 MW. Så der er et godt ræsonnement i at investere i forhold til, hvad vi kan forvente at få leveret her i runde et, siger han.
Stort konverteringspotentiale
Ligesom i resten af landet har fjernvarmens popularitet fået et markant nøk opad i Viborg i kølvandet på energikrisen og Ruslands invasion af Ukraine. Potentialet for fjernvarmekonverteringer i Viborg og opland ligger på 3.000 husstande i det, de kalder ”det naturlige forsyningsområde”.
- Havde du spurgt mig for et år siden, var det måske halvdelen af dem som blev relevante, men nu bliver vi ringet op af store erhvervsvirksomheder med store lagerbygninger, som gerne vil høre om deres muligheder for fjernvarme. Og i aften skal jeg ud for at holde oplæg om fjernvarme for et af de mindre bysamfund, som ikke gad høre på os dengang, fortæller Morten Abildgaard.
Hvorvidt det kan lade sig gøre for Viborg Varme at få indfriet regeringens mål om udfasning af naturgas inden 2028, er direktøren i tvivl om. Han tror nemlig ikke, at man kan nå at konvertere alle dem, der ønsker det og i hvert fald ikke inden udgangen af 2028.
Det ændrer dog ikke på, at fjernvarmeselskabet vil gøre alt, hvad de kan. Rammevilkårene skal dog være fornuftige, og samtidig kræver det, at man kan være sikre på at få rør, dygtige svejsere og entreprenører til at udføre projekterne, siger han.
Han foreslår blandt andet også, at man fra regeringens side revurderer tilslutningspligten og giver fjernvarmeselskaber mulighed for at have en mere fleksibel tilgang til samfundsøkonomi i forbindelse med projektforslag. Derudover håber han på, at man kan give mulighed for at afskaffe forsyningspligten for gasselskabet i gasområder.
- Hvis der er bare én kunde i et gasområde, som vil blive på gassen, skal vi respektere det og det eksisterende gasnet. Det gør, at det er svært at placere fjernvarmeledninger, når der samtidig ligger el- og vandledninger. Det giver højere anlægsomkostninger og gør det ikke nemmere at konvertere i de områder, siger Morten Abildgaard.
Han mener, at en af de helt åbenbare logikker er, at anlægsarbejde ikke må blive mere kompliceret og fordyrende, fordi man skal holde liv i et gasnet, hvor der eksempelvis kun er 10 kunder tilbage på.
Han konkluderer i det hele taget, at man må bruge sin sunde fornuft, når fjernvarmen nu skal udbredes hurtigst muligt:
- Vi har forstået budskabet om, at det er vigtigt. Vores forbrugere og naturgaskunderne har forstået, at det er vigtigt. Nu handler det om at gøre det klogt, lyder det.
Skriv kommentar