Video: Dan Jørgensen: Der skal fuld fart på fjernvarmen
Flest mulige danskere skal have fjernvarme, så hurtigt som muligt. Sådan lød budskabet fra energiminister Dan Jørgensen, da han mandag besøgte Søndersø på Fyn, hvor flere og flere aktuelt får fjernvarme.
Sommersolen skinnede for fuld knald, da Dan Jørgensens sorte ministerbil mandag ved middagstid rullede ind i det stille boligkvarter på Bøgegårdsvej i Søndersø, nordvest for Odense. De tydelige rød/hvid afspærringer langs vejkanterne i området kan ikke have efterladt megen tvivl hos ministeren, der fra bagsædet kunne konstatere, at han var havnet det rigtige sted, når nu dagens mål var at se fjernvarmen blive rullet ud til flere og flere danskere.
En velkomstkomité bestående af Fjernvarme Fyns direktør Jan Strømvig, forsyningschef Jakob Storm Rasmussen og Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen tog imod den veloplagte minister, der lod til at føle sig velkommen på den egn, hvor han er vokset op.
Repræsentanter fra den fynske presse holdt sig i første omgang pænt i baggrunden, mens en længere dialog mellem ministeren og repræsentanterne fra fjernvarmesektoren tog form. Jan Strømvig præsenterede projektet i Søndersø for ministeren.
I området er interessen for fjernvarmen eksploderet i 2022, hvor flere end 400 ejendomme gerne vil med ombord. Det bringer tilslutningsprocenten i Søndersø op over 90. Søndersø er desuden et glimrende eksempel på en af fjernvarmens styrker, idet byen en stor del af året varmes op ved hjælp af overskudsvarme fra chipsfabrikanten Kim’s. En varme, der ville gå til spilde, hvis ikke fjernvarmen kunne samle den op og udnytte den.
Brevet til danskerne
På villavejen i Søndersø bredte snakken sig hurtigt videre fra det konkrete projekt og over til de mere generelle problemstillinger, blandt andet da Dan Jørgensen spurgte til fjernvarmeselskabets samarbejde med kommunen. Direktør for Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig, kunne oplyse, at selskabet generelt oplever et fint samarbejde med de kommuner, det samarbejder med.
Samtalen faldt også på det ofte omtalte brev, kommunerne er blevet pålagt at sende til danskerne inden årets udgang. Et brev, der skal indeholde oplysninger om udsigterne til at kunne få fjernvarme for den enkelte borger.
Dan Jørgensen fastslog, at han fortsat anser brevet for at være en vellykket idé, fordi det har været med til at sætte skub i kommunernes planlægningsarbejde. Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, kvitterede for idéen, men tilføjede også, at der skal handling til og vilkår, der reelt gør det muligt at oplyse borgerne ikke bare, om de kan få fjernvarme, men også hvornår og til hvilken pris. Og det er ret svært i den nuværende situation, hvor den globale situationen konstant ændrer spillereglerne.
Ja-tak til ja-tak - men...
Kim Mortensen efterlyste - igen - en form for ”ja-tak” ordning, der ville kunne sætte yderligere skub i processen. Dan Jørgensen fastslog, at han fortsat sagtens kan se det fornuftige i en sådan ordning, men at hans jurister indtil nu har vendt tommelfingrene nedad i forhold til, om en ja-tak ordning ville være lovlig i EU.
- Tanken er ikke død, men vi har bare ikke kunnet finde en løsning på den korte bane, oplyste Dan Jørgensen som antydede, at EU-systemet måske også kunne tænkes at se mere pragmatisk på den type nationale initiativer set i lyset af den nuværende situation, hvor alle medlemslande kæmper for at finde løsninger på energikrisen.
Håber, at mange får fjernvarme
Dialogen ved fjernvarmeudgravningen på Bøgegårdsvej i Søndersø fortsatte, nu også mellem ministeren og den fynske presse.
- Jeg håber, at så mange som muligt får fjernvarme. Men dem, der ikke skal have fjernvarme, skal jo have valgt sig noget andet, konstaterede ministeren som svar på spørgsmålet om, hvorfor det er så afgørende, at kommunernes energiplanlægning kommer hurtigt i mål.
Ministeren tilføjede, at han er opmærksom på den problemstilling, der kan ligge gemt i netop ventetiden.
- Fjernvarme tager tid at rulle ud, og vi skal have skabt så meget sikkerhed omkring den, at folk, der gerne vil vælge fjernvarmen, ikke i stedet vælger en varmepumpe, fordi de skal vente på fjernvarmen, lød det fra ministeren, som til spørgsmålet om, hvorvidt der er flere tilskudskroner på vej svarede, at der allerede er afsat et stort milliardbeløb til den grønne omstilling – men at han selvfølgelig var lydhør over for forslag.
Så vidt en varm samtale i et boligkvarter i Søndersø, hvor klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen var ude og se på virkeligheden og fik både viden, gode råd og forslag med hjem fra både Fjernvarme Fyn og fra Dansk Fjernvarme.
Se interview med Dan Jørgensen og Kim Mortensen i videoen her på siden.
Skriv kommentar