Affald satte gang i fjernvarmen i Danmark

Der var bestemt et behov for varme på Frederiksberg tilbage omkring århundredeskiftet for 120 år siden, men det var ikke den primære årsag til, at der kom fjernvarme. Det handlede nemlig om affald, og at man havde stigende problemer med at få deponeret de stadigt voksende mængder af affald. Det skulle der findes en løsning på, og det blev begyndelsen på, at fjernvarmen opstod.

I september 2023 er det så 120 år siden, man for første gang tændte op i den splinternye forbrændingsanstalt, som det hed dengang. Det var med inspiration fra Tyskland, fremgår det af historiske kilder, at man byggede selve forbrændingsanstalten, der skulle hjælpe Frederiksberg af med de bjerge af affald, som den hastigt stigende befolkning producerede.

Der var voldsom mangel på lossepladser, og med en stigende befolkning – omkring 1900 var der anslået 75.000 indbyggere på Frederiksberg – kunne politikerne se i møde, at der måtte findes en løsning. Og løsningen kunne tilmed også bruges til at producere varme til fx hospitaler og andre institutioner.

Forbrændingsanstalten blev anlagt på Fabrikvej 8 – i dag Stæhr Johansens Vej 38 – på Frederiksberg. Affaldet blev transporteret til anstalten i hestevogne og op ad en rampe til 1. sals højde, hvor det blev læsset over i ovnene. Varmen blev i form af damp via tunneller ført til bl.a. Københavns Amtshospital på Nyelandsvej og et børnehjem samt et fattighus.

Alt blev brændt af

I modsætning til i dag, så var der tilbage i begyndelsen af 1900-tallet hverken affaldssortering inden afhentning af affaldet endsige opdeling af affaldet på forbrændingsanstalten. Alt der kom ind til anstalten blev brændt, lyder det fra Egon Erlandsen, der var specialkonsulent i Frederiksberg Forsyning.

- Der var ingen grænser for, hvad der røg i ovnene, fortæller Egon Erlandsen til hjemmesiden hos Frederiksberg Forsyning:

- Man brændte alting dengang: Møbler, døde hunde, bilbatterier, hele ugebladsoplag med forkert angivet køn i forbindelse med en kongelig fødsel og tonsvis af påskeæg efter en brand på Toms Fabrikker. Man brændte også tobak og andre afgiftspligtige varer under toldvæsenets kontrol.

Måske netop det, at man brændte alt, var årsagen til, at forbrændingsanlægget i hvert fald i de første år lå helt alene uden naboer. Luften fra anlægget må til tider have været ganske kraftig og – ud fra blandingen af affald, der blev brændt – næppe særlig rar at indånde.

Varmeproduktionen bestod af damp, der blev ”transporteret” i ledninger via tunneller. Og ledningerne til damp var både holdbare og så gode, at de sidste dampledninger først blev taget ud af brug omkring år 2000 og erstattet med varmtvandsledninger. Selv tunnellerne, som fjernvarmeledningerne løb i, findes stadig den dag i dag.

Som nævnt var det blandt andet hospitaler, der i de første åringer nød godt af varmen i form af damp, og dampen bidrog til øget hygiejne på hospitalerne. Pludselig kunne man desinficere madrasser og operationsudstyr, og i den store epidemi- og tuberkuloseafdeling var det vigtigt med et sterilt miljø.

Nyt anlæg i 1930'erne

I slutningen af 1920'erne var de oprindelige ovne forældede, så i 1932 besluttede kommunen at opføre et helt nyt forbrændingsanlæg på Fabrikvej 8. Anlægget blev udstyret med de bedste rotérovne og dampkedler, der kunne opdrives på den tid, så anlægget var et af de mest moderne i verden, og branchefolk fra Japan og andre eksotiske egne valfartede til Frederiksberg for at se vidunderet.

Mens varmeproduktionen således tog et skridt frem, så foregik indsamlingen af affald fortsat på samme manér som hidtil: 12 hestetrukne vogne kørte ca. 92 kilometer 3 gange om ugen og tømte ca. 11.400 skarnkasser fra kommunen, som blev afleveret på forbrændingsanstalten.

Først midt i 1960’erne skete der for alvor noget for fjernvarmen i Danmark. Der var fuld kraft på industrialiseringen, og byggeriet af flere og flere huse til danskerne – og meget større produktionsanlæg – stillede krav om endnu mere varmeproduktion. Fjernvarme var nu også en opvarmningsform, der i stigende grad dækkede behovet i private boliger.

På Frederiksberg betød det, at man i 1971 kunne indvi et helt nyt varmeværk med en kapacitet på 150 tons damp pr. time. Forbrændingsanlægget overlevede nogle år endnu. Men med først en varmeplan og stiftelsen af CTR i 1984 var vejen frem for anlægget angivet.

Af fjernvarmeværket fra 1903 er det kun bygningen og den gamle skorsten, der endnu er tilbage som et monument over Danmarks første fjernvarmeværk. I dag er bygningen ombygget til kulturelle formål, og i dag spiller de frederiksbergske skoleelever bl.a. badminton og volleyball i de tidligere fjernvarmebygninger.