Dansk Fjernvarme tog prisloft med til ministeren
Torsdag havde Dansk Fjernvarme møde med klima-, energi- og forsyningsministeren og foretræde for Folketingets Klima-, Energi og Forsyningsudvalg. Temaet for møderne var det det prisloft på udnyttelse af overskudsvarme, der i øjeblikket bremser en række gode og sunde overskudsvarmeprojekter.
I løbet af efteråret har flere og flere fjernvarmeselskaber meldt ud, at deres overskudsvarmeprojekter bliver stoppet på grund af et politisk besluttet prisloft på udnyttelsen af overskudsvarme. Udnyttelse af overskudsvarme i fjernvarmenettet har ellers et stort potentiale for at udfase fossile energikilder og reducere forbruget af biomasse.
Prisloftet bliver derfor en hæmsko for den grønne omstilling, ønsket om øget energieffektivitet og udfasningen af russisk naturgas i Danmark.
Med branchens ønske om at få afskaffet prisloftet på udnyttelse af overskudsvarme holdt direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen og konstitueret direktør i Fjernvarme Fyn, Kim Winther, møde med klima-, energi- og forsyningsministeren Lars Aagaard torsdag den 9. november. Til mødet deltog også Departementschefen, ministerens rådgiver samt kontorchef for varmekontoret.
- Det var et godt og konstruktivt møde, hvor vi havde en god dialog med ministeren, der lyttede til branchens udfordringer og ønsker. Og jeg synes, vi kom godt rundt om de udfordringer, prisloftet giver for stort set alle de projekter, hvori der indgår udnyttelse af overskudsvarme. Jeg fornemmer, at ministeren var interesseret i at finde en løsning, siger Kim Mortensen og uddyber:
- Det er et politisk ønske, også i fremtiden, at udnytte overskudsvarmen fra f.eks. CO2-fangst, PtX-anlæg og flere andre lavtemperatur varmekilder, og det vil ikke ske med det prisloft, der er gældende nu. Det gav Ministeren også udtryk for, at han forstod og ville gøre noget ved, fortæller Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Store udfordringer for Fjernvarme Fyn
I mødet deltog også Kim Winther, konstitueret direktør i Fjernvarme Fyn, der i konkret form fremlagde de udfordringer med prisloftet som selskabet har og som fra nytår vil gælde eksisterende overskudsvarmeanlæg.
Fjernvarme Fyn har samlet investeret 400 mio. kroner i overskudsvarmeanlæg, som kan forsyne op til 11.000 forbrugere og blandt andet udnytter overskudsvarme fra Metas (Facebook) datacenter i Odense. Efter nytår vil prisloftet gør det alt for usikkert at have anlæggene i drift.
Læs Fjernvarme Fyns udfordring her
Udover mødet med ministeren har Dansk Fjernvarme også været til foretræde for Folketinget Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg. Her blev der ligeledes lyttet og taget initiativer til handling, for at sikre, at overskudsvarme kan udnyttes i fjernvarmesektoren.
- Det var en god dialog, vi havde med medlemmerne i Folketinget. Jeg oplevede en meget oprigtig og bred opbakning til at få fjernet de knaster, der hindrer, at vi kan udnytte overskudsvarmen. Og så bed jeg mærke i, at udvalget nu vil etablere en høring, så vi kan få identificeret alle de forhindringer, som i dag står i vejen for udnyttelsen af overskudsvarmen, siger Kim Mortensen.
Skriv kommentar