Gå til hovedindhold
Energiforbrug

DIN Forsyning: Kunder sænker returtemperaturen

En kampagne fra DIN Forsyning har medvirket til, at returtemperaturen fra varmekundernes installationer er faldet fire grader over de seneste seks år.

15. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    DIN Forsyning roser sine varmekunder for at blevet meget bedre til at sænke returtemperaturen. Siden 2016 er den gennemsnitlige returtemperatur sænket fra 39,9 til 35,9 grader. I januar 2023 har returtemperaturen været rekordlav, nemlig 34,4 grader, fremgår det af en pressemeddelelse.

    - Det er imponerende flot, siger Thomas Bornhøft, som er Genbrugs- og distributionschef i DIN Forsyning.

    - Tallene fortæller deres eget tydelige sprog: vi er simpelthen lykkedes med at få fokus på, at det er kundernes installationer, der afgør, hvor fornuftigt varmen bliver brugt, så vi ikke spilder energi.

    DIN Forsyning har i de seks år holdt skarpt øje med temperaturen hos varmekunderne, og i de tilfælde, hvor temperaturen overskrider 41 grader, sender forsyningsselskabet et brev, hvor kunden opfordres til at få kigget på installationerne i huset. Varmeanlægget skal nemlig være indstillet korrekt for at kunne udnytte varmen effektivt.

    Siden 2019 har kunderne også kunne mærke på deres regninger, hvor på termometeret, returvarmen har ligget. Her indførte DIN Forsyning den såkaldte motivationstarif, som i 2023 belønner kunder med en returtemperatur på under 30 grader, mens de kunder, der slet ikke udnytter energien i varmen og har en returtemperatur på over 41 grader, får en merudgift.

    Det store arbejde med at få sænket returtemperaturen handler om ikke at spilde dyrebare ressourcer, men økonomien spiller også en central rolle, fortæller Thomas Bornhøft:

    - Når returvandet er kølet godt af, giver det en række fordele, som i sidste ende giver mulighed for lavere priser for vores kunder. Det drejer sig bl.a. om mindre varmetab i ledningsnettet, lavere udgifter til pumpning af vand rundt i ledningsnettet, og samtidig er behovet for udbygning af fjernvarmenettet med større rør ikke så stort.

    Den sænkede returtemperatur giver DIN Forsyning nye muligheder – muligheder, som går hånd i hånd med tankerne bag Fremtidens Fjernvarme:

    - Vi kigger nu på, hvordan vi stille og roligt kan sænke fremløbstemperaturen. I vores nye pumpe- og fordelingscentral, ’Ny Krone’ har vi fire strenge, som giver mulighed for at differentiere temperaturen på det vand, vi sender ud til kunderne. Der er fx ikke samme behov for ekstremt varmt vand til dem, der bor tæt på, som der er til dem, der bor så langt væk, at varmetabet i nettet er større. Når man sænker fremløbstemperaturen, er der virkelig mulighed for at spare energi, og det er til gavn for både vores kunders økonomi og for klimaet, lyder det fra Thomas Bornhøft.

    Andre klikkede på...