Energistyrelsen: Vi skal blive ved med at spare på gassen
Energistyrelsen gav på Energipolitisk Konference 2023 en status og fremtidsperspektiver på det danske energisystem set i lyset af energikrisen.

Siden marts 2022 har danskerne brugt 21 procent mindre gas end normalt.
Kombineret med nedsat forbrug i resten af EU har det spillet en stor rolle i, at vi i dag har reduceret gasimporten fra Rusland markant og står med historisk fyldte gaslagre.
Faktisk er der blevet sparet så meget på gassen, at Evida for nylig måtte hæve deres tariffer som resultat af faldende indtægter.
Der er med andre ord blevet ydet en massiv spareindsats. Og skal vi sikre gasleveringen til hele den kommende vinter, er det en indsats, som er nødt til at fortsætte året ud.
Det har de europæiske energiministre slået fast for nylig – og det slog Energistyrelsen endnu engang fast på Energipolitisk Konference 2023, som blev afholdt den 30. marts i Den Sorte Diamant.
Vi har godt fyldte gaslagre nu – men de er forholdsvis små, og derfor må vi ikke tømme dem i utide
Vi kan ikke regne med at være heldige til næste vinter
På konference deltog både Energistyrelsens vicedirektør Martin Hansen og specialkonsulent – tidligere kontorchef for beredskab – Malene Hein Nybroe fra Energistyrelsen. Og et af hovedbudskaberne i begges oplæg var netop, at gasforbruget ikke må stige, hvis vi skal have nok til en kold vinter.
- Besparelserne på naturgas og de mange fjernvarmekonverteringer sidste år har gjort, at vi i dag bruger langt mindre russisk gas. Det er ret fantastisk, hvad vi har nået på EU-plan på kun ét år. Vi er gået fra at importere 155 milliarder kubikmeter russisk gas fra 2016-2021 og til en forventet import på kun 15 milliarder kubikmeter i 2023, fortæller Malene Hein Nybroe og fortsætter:
- Men vi har også været heldige med en forholdsvis varm vinter og store mængder kinesisk LNG, som EU kunne aftage, fordi Kina var lukket ned af COVID-19. Og vi kan ikke kalkulere med at være lige så heldige til næste vinter. Vi har godt fyldte gaslagre nu – men de er forholdsvis små, og derfor må vi ikke tømme dem i utide, lyder advarslen.
Krisen har rykket ved ’energiens trilemma’
Og det er ikke kun forsyningssikkerheden, som bliver påvirket, hvis vi øger forbruget af naturgas. Et lavere gasforbrug har nemlig også bidraget til det prisfald, vi har set på naturgas i de seneste måneder.
Stiger forbruget, vil prisen derfor også med al sandsynlighed følge med.
Under alle omstændigheder, er prisen i dag fortsat langt højere end før energikrisen. Noget, der ifølge Energistyrelsens vicedirektør Martin Hansen kan eksemplificeres med den måde, hvorpå krisen har påvirket ’energiens trilemma’.
- Vores energisystem skal balancere mellem den grønne omstilling, høj forsyningssikkerhed og en pris, der er til at betale for alle. De hjørner har energikrisen skubbet til. Forsyningssikkerheden faldt – og priserne steg, forklarer han og tilføjer:
- Her har fjernvarmen og ikke mindst sektorintegration vist sig som gode løsninger. For vi lever i en kompliceret virkelighed, hvor alle vores energisystemer hænger sammen.
Vores energisystem skal balancere mellem den grønne omstilling, høj forsyningssikkerhed og en pris, der er til at betale for alle. De hjørner har energikrisen skubbet til.
NEKST skal sikre den grønne varmeforsyning
Hvordan de tre ben i energiens trilemma helt konkret skal sikres i fremtiden, er noget af det, man vil se på med regeringens Nationale Energikrisestab (NEKST).
Derfor håber Martin Hansen også på, at man om ni måneder står med nogle konkrete svar på, hvordan man på effektiv vis udruller de rigtige varmeløsninger – de rigtige steder.
- Vi skal have projekterne på plads i år. Varmeplanerne skal fastslås, og der skal gives klar besked til forbrugere. Dernæst skal vi sikre en effektiv udrulning af fjernvarmen. Og her bliver arbejdskraften en af de afgørende faktorer, siger vicedirektøren og fortsætter:
- Men vi skal ikke have fjernvarme alle steder. Nogle steder er individuelle løsninger bedre, og derfor skal vi hele tiden holde fast i en god balance i hastigheden på udrulningen af varmepumper og fjernvarme. Vi kommer derfor også til at kigge på konkurrenceforholdet mellem de to løsninger – for der er bestemt nogle fordele ved fjernvarmen, som varmepumper ikke har.
Skriv kommentar