Gå til hovedindhold

Er der brug for en digital løsning til faktureringsoplysninger?

Dansk Fjernvarme efterlyser medlemmer, der vil medvirke til at arbejde med en digital løsning for fakturerings- og forbrugeroplysninger.

12. apr. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fjernvarmeselskaber er – som mange andre virksomheder – forpligtet til en større gennemsigtighed omkring fakturering. For fjernvarmeselskaberne handler det bl.a. om varmeforbruget ved at oplyse slutkunder og slutbrugere om deres energiforbrug, fakturering i medfør heraf samt andre faktureringsoplysninger.

    Det får nu Dansk Fjernvarme til at efterlyse medlemmer, der vil medvirke til at definere brugerkategorier samt lave landsgennemsnit for de samme brugerkategorier i forbindelse med netop fakturering og forbrugeroplysninger.

    - Jeg forestiller mig, at vi i første omgang afholder et onlinemøde fx via Teams, hvor vi fokuserer på, om der er en interesse for at gå i gang med arbejdet, fortæller seniorkonsulent John Elmertoft fra Dansk Fjernvarme.

    Han beskriver målet – som medlemmerne skal bidrage til, hvis der er interesse for det – som en digital løsning, der kan informere en slutkunde om, hvordan de er placeret i forhold til en gennemsnitlig slutkunde i samme kategori.

    Mange parametre

    Konkret vil der således være lagt op til, at kategorierne er opdelt i branchekoder og for at finde frem til indholdet eller data i en sådan tabel, skal der kigges forskellige parametre.

    - Det vil være oplagt at se på kvadratmeter og byggeår, men der vil også være andre faktorer, der kommer i spil, hvis vi skal være så præcise som muligt rent referencemæssigt, siger John Elmertoft og nævner, at det også kan omfatte energimærke, antal beboere, renoveringer, det opvarmede areal etc.

    Nogle af disse parametre findes allerede i BBR, men datakvaliteten er ikke god nok – som det fx senest har været tilfældet med den såkaldte Varmecheck. Der står fx opgivet et areal for boligen, men ikke det opvarmede areal. Derfor tæller areal for kældre og tilbygninger med i det samlede areal, selvom det måske ikke er opvarmet.

    Nogle ejendomme og bygninger har et samlet areal indtastet i BBR i stedet for et areal for den enkelte adresse. Derudover kan man kun finde energimærke på boliger, hvis der er en energimærkningsrapport til rådighed. Og det er der kun, hvis en ejendom sælges, udlejes helt eller delvist, og når en andel, anpart eller aktie i en ejendom overdrages.

    - Det er udfordringer, der ender med at have en vildledende løsning snarere end reelt vejledende overfor slutkunder. Der mangler ganske enkelt data til, at vi vil kunne give et svar, der imødekomme kunden bedst muligt, slår John Elmertoft fast.

    En national løsning
    Det mest optimale vil selvfølgelig være, at BBR bliver opdateret med de korrekte og tilstrækkelige data. Men det løser ikke udfordringen med, at der stadig skal udarbejdes en referencetabel for alle branchekoder. Og det er her, der bliver nødvendigt, at medlemmerne melder sig på banen.

    - Hvis vi skal i mål, så skal der være tale om en national løsning i samarbejde med flere forsyningsselskaber baseret på kundedata/målerdata. Og først når disse referencetabeller er udarbejdet, kan man udvikle på en digital løsning, der tager kundens BBR data, og derefter giver et svar tilbage til kunden baseret på m2, byggeår og branchekode, forklarer John Elmertoft.

    På den baggrund opfordrer han medlemmer af Dansk Fjernvarme til at tage kontakt og meddele, om de har interesse for at medvirke til initiativet.

    Her er der link til: Bekendtgørelse om energivirksomheder og bygningsejeres oplysningsforpligtelser overfor slutkunder om energiforbrug og fakturering. Se §14, stk. 3, punkt 6.

    John Elmertoft beder om, at medlemmer henvender sig til ham, hvis de har interesse, og at det sker senest med udgangen af april måned 2023.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...