Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Medlemmer
Varmekilder

LM2023: Hvordan kommer vi på 100 % grøn varme?

Landsmøde 2023 forsøger at finde svarene på, hvordan fjernvarmesektoren mest optimalt og hurtigst kommer det sidste stykke vej til 100 procent grøn varme.

27. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Allerede på førstedagen af Landsmøde 2023 i Aalborg Kongres & Kultur Center får deltagerne lejlighed til at blive engageret i spændende oplæg, når der i den store slag bliver budt på indlæg og debat under overskriften ”Vejen til de 100 procent”.

    De ”100 procent” henviser til, at fjernvarmen i fremtiden skal basere sig på et 100 procent grønt energisystem, der giver 100 procent grøn varme til de mange fjernvarmekunder. Spørgsmålet – som Dansk Fjernvarme forsøger at finde svar på – er, hvordan det kan ske så det både sker så snart som muligt og så optimalt som muligt.

    - Vi forsøger både med de valgte indlæg og den debat, der skal være at finde svarene på, hvilke brændsler, anlæg og systemer, der kommer til at få en central rolle i den fortsatte omstilling, som fjernvarmeselskaberne allerede i stort omfang har givet sig ud på, forklarer Katrine Fugl, der er kommunikationskonsulent og programansvarlig for Landsmøde 2023 i Dansk Fjernvarme.

    Hun fortsætter:

    - Og det måske vigtigste spørgsmål at få svar på er, hvordan vores medlemmer samtidig sikrer sig, at de kan levere billig og forsyningssikker varme til forbrugerne. Det er trolds alt fortsat den forventning, som kunderne har til deres fjernvarmeselskab.

    Indlæg og debat

    Emnet bliver foldet ud gennem oplæg og debat. Det ene indlæg bliver leveret af Anne Højer Simonsen, der er vicedirektør i Dansk Industri – DI – med ansvar for klimapolitik. Hun har med sin funktion i DI øje for, hvordan vi får implementeret de grønne ambitioner i virkeligheden. 

    Der er også et oplæg fra direktør i tænketanken Concito, Christian Ibsen, der ikke mindst har gjort sig til fortaler for, hvordan Danmark kan få en nøglerolle som grønt foregangsland i forhold til de øvrige EU-lande – herunder også hvordan fjernvarmen kan bidrage til det scenarie.

    Der kommer også to medlemmer på banen, når såvel Anne Højer Simonsen som Christian Ibsen skal udfordres på deres holdninger. Det er direktør for ARC, Jakob Simonsen, samt Louise Langbak Hansen, Vestforsyning, hvor hun er udviklingschef.

    - Vi har også en keynote-taler på vej, men det bliver først annonceret senere, hvem det bliver, der skal sætte hele temaet i gang. Det kan man holde sig orienteret om via vores hjemmeside og i nyhedsbrevene de kommende uger, siger Katrine Fugl.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...