Gå til hovedindhold
Kundeforhold
Rammevilkår & Regulering

Fjernvarmekunder: Meget få har brugt indefrysningsordning

Blot 15 fjernvarmekunder har siden ordningen trådte i kraft ved årsskiftet bedt om at få indefrosset deres varmebetaling, lyder status fra Dansk Fjernvarme.

2. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er kun 15 fjernvarmekunder i hele Danmark, der har valgt at gøre brug af indefrysningsordningen, der blev lanceret ved årsskiftet for at hjælpe fjernvarmekunder, der havde svært ved at klare udgifterne. I alt 22 fjernvarmeselskaber har været omfattet af ordningen, oplyser Dansk Fjernvarme.

    De ganske få, der har valgt at gøre brug af ordningen, udgør blot 0,008 promille af alle fjernvarmekunder i Danmark.

    - Vi vidste på forhånd, at det ville være relativt få forbrugere, der ville være berettiget til at søge, fordi grænsen blev sat på 26.000 kroner. Det har så efterfølgende vist sig at være meget få af dem, der så også har valgt at gøre brug af ordningen, konstaterer Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    Grænsen, som han henviser til, betød, at det alene var fjernvarmeselskaber med en årlig varmepris over 26.000 kroner – eller 1,44 kroner pr. KWh - der kunne tilbyde sine kunder indefrysning af deres varmebetaling.

    En anden løsning

    Samtidig er det ingen hemmelighed, at Dansk Fjernvarme og deres medlemmer hellere havde set en anden løsning på udfordringerne for kunderne. Ikke mindst fordi særligt de mindre selskaber ikke havde de administrative ressourcer, der ville være nødvendige for at kunne håndtere ordningen.

    - Dansk Fjernvarme har respekt for det politiske ønske, der var i efteråret om at hjælpe forbrugerne på grund af de voldsomme energipriser, men vi havde valgt at gøre det på en anden måde, hvis det var os, der skulle bestemme, siger Rune Moesgaard og uddyber:

    - Vores udgangspunkt var dengang, at bankerne havde det nødvendige overblik over folks økonomi. Så hvis man skulle have lavet en anden løsning, som krævede færre IT-løsninger, så skulle man være gået den vej, forklarer Rune Moesgaard.

    Samtidig kan han også finde noget positivt i, at det er endt med at være en ordning, der kun er benyttet af 15 fjernvarmekunder.

    - Det vidner alt andet lige om, at varmepriserne ikke har været højere, end at kunderne har klaret sig igennem – måske i samarbejde med fjernvarmeselskaberne – og så har varmekunderne naturligvis også været hjulpet på vej af, at det har været en mild vinter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...