Fjernvarmens fremtid kom på tale, da Lars Aagaard besøgte Ribe
Under et besøg hos Ribe Fjernvarme fortalte Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard om sit syn på fjernvarmens fremtid – mens han også fik indblik i de udfordringer, man i dag møder, når man vil udrulle fjernvarme i en fart.

- Jeg tror ikke, at fjernvarmen går af mode lige foreløbig.
Det konstaterede klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard ovenpå sit besøg hos Ribe Fjernvarme.
Her slog han vejen forbi den 7. marts sammen med Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen, da de vendte retur fra indvielsen af det banebrydende CCS-projekt i Esbjerg, Project Greensand.
I Danmarks ældste by fik ministeren derfor et godt indblik i hverdagen og de aktuelle udfordringer på et moderne fjernvarmeværk.
Og det var en yderst positivt stemt minister, der samlede op på sine oplevelser efter en rundvisning på værket:
- Værket i Ribe er jo et minikosmos, som viser, hvad fjernvarmen kan i dag. Kombinationen af mange teknologier giver gode optimeringsmuligheder og er i virkeligheden også en risikoafdækning mod en fremtid med energipriser, som de seneste par år for alvor har lært os kan stikke af og gå i meget uforudsigelige retninger, siger han og tilføjer:
- Det var spændende og ret sejt at opleve, at man trods alt i et mindre bysamfund med omkring 2.500 andelshavere, kan have den bredde i produktionen, som jeg har set i dag. Og så glæder jeg mig også over det samspil, man i Ribe har med borgerne og nogle af de forsyninger samt kommuner, som ligger i nærheden. Man kan høste erfaringer fra hinanden, og det er fedt at se.
Fjernvarmen er ikke til at komme udenom i fremtidens energisystem
At Lars Aagaard oplevede fjernvarmeværket i Ribe som veldrevet med en bred produktion, taler til fulde ind i det billede, som Kim Mortensen håbede, ministeren ville tage med sig fra besøget:
- Her i Ribe har de en lav varmepris. Det har de, fordi de har mange forskellige brændselskilder til deres opvarmning. Det viser netop, hvor fleksibelt et system, fjernvarmen er. Det er også grunden til, at fjernvarmen i fremtiden bliver et nøgleværktøj til at udnytte banebrydende teknologier som geotermi, CCUS og power-to-x, siger Dansk Fjernvarmes direktør.
Og netop fjernvarmens fremtidige vigtige rolle i det danske energisystem, er ikke til at komme udenom, hvis man spørger Lars Aagaard. Han lægger blandt andet særligt vægt på, at den med tiden vil kunne udfylde en mere avanceret brobyggerrolle.
- Fjernvarmen kan jo noget i forhold til at udnytte de forskellige prissvingninger, vi i dag har i el- og gasmarkedet og på biomasse. Den har gode akkumuleringsmuligheder, og nogle steder vil man også have adgang til konkurrencedygtig overskudsvarme, som kan føde ind i systemet, siger ministeren og fortsætter:
- Derfor skal vi have fjernvarmen rullet ud de steder, hvor det er den mest ansvarlige måde at varme et hus op på. Så jeg ser en stor fremtid for fjernvarmen – men jeg tror samtidig, at den bliver lidt mere kompleks med tiden.
Nedsætter en Energikrisestab
Hvordan fjernvarmens rolle i det fremtidige energisystem helt præcist skal udmøntes i praksis, er som bekendt noget af det, der i løbet af det seneste års tid er kommet fokus på i samfundsdebatten.
Senest har landets kommuner sendt breve ud til borgerne i de naturgasfyrede områder med klar besked om, hvorvidt og hvornår de kan få fjernvarme. Og i det hele taget er der lige nu et enormt pres på for at få skabt en nødvendig forandring i de energikilder, vi bruger til boligopvarmning.
For at understøtte den, bliver regeringens næste skridt at nedsætte en National Energikrisestab – NEKST – som samler myndigheder, interessenter – blandt andet Dansk Fjernvarme – og eksperter for at vurdere, hvordan man bedst faciliterer udviklingen af det danske energisystem, fortæller Lars Aagaard.
- Heri vil vi udvælge forskellige problemstillinger og se på, hvor vi kan optimere på reglerne, rammerne og myndighedernes rolle. Uden at afsløre for meget, tror jeg godt, at man i fjernvarmebranchen kan regne med, at udfasningen af gas vil være et af de temaer, der ligger ret højt i bunken af det, vi skal have kigget på, siger han.
Dansk Fjernvarme vil have fokus på barriererne
Kim Mortensen ser frem til at bidrage med fjernvarmesektorens perspektiv, når NEKST lanceres. For der er ifølge ham en lang række forhold, som netop bør optimeres på, hvis udrulningen af fjernvarmen skal ske med den fart, regeringen har lagt op til.
- Vi håber på at få rettet blikket mod de blokeringer, forhindringer og barrierer, der kan nedbrydes for at vi hurtigere kan få udfaset naturgassen. Vi vil i Dansk Fjernvarme være med til at komme med nogle gode eksempler – ligesom her fra Ribe og en lang række andre steder i landet – som kan anvise, hvilke tiltag der skal til, for at den her udfasning kan komme til at gå hurtigere, lyder det.
Ministeren fik indblik i Ribes udfordringer
Og for netop at vende tilbage til Ribe, er det med barrierer for fjernvarmeudrulningen noget, man i byen har helt konkrete og meget aktuelle erfaringer med.
For nylig var man nemlig nødt til at hæve tilslutningsprisen i igangværende konverteringsprojekter med 25 procent og indsamle tilmeldinger på ny, fordi anlægsprisen og renteudgifterne var steget markant på få måneder.
I dag mangler man stadig tilmeldinger i nogle projektområder, og derfor var det vigtigt for bestyrelsesformand Henrik Holst Elstrøm og driftsleder Richard Boisen at nævne nogle af de udfordringer, man har oplevet, for Lars Aagaard. Begge var derfor glade for at få vist værket frem – og for at få lov til at dele deres erfaringer med ministeren.
- Det har været super fedt at have besøg af Lars Aagaard og opleve hans interesse for, hvordan man arbejder med fjernvarmen i den virkelige verden, fortæller Henrik Holst Elstrøm, som oplevede, at der var en god dialog med ministeren under besøget:
- Vi bragte de stigende priser på banen og den stigende rente, som gør, at projekterne ikke hænger sammen. Når vi kobler det sammen med, at vi ikke får nok opbakning i lokalsamfundene, fordi der er en usikkerhed om, hvornår fjernvarmen kommer, betyder det, at nogle vælger en varmepumpe i stedet for. Og så risikerer vi faktisk, at der er et helt fjernvarmeområde, som ikke bliver til noget. Det er den største udfordring lige nu, lyder bekymringen.
Udrulningen må ikke koste mere for staten
Derfor er det også særligt Lars Aagaards svar på de udfordringer, som formanden har bidt mærke i og udtrykker en vis undren overfor.
- Han understregede, at vi som fjernvarmeværk er ansvarlige for vores egen udvikling. De ordninger, der er til rådighed i dag, er det der kommer. Der er ikke flere penge, og udgangspunktet er, at udrulningen ikke må koste mere for staten, end den gør i dag. Vi skal klare os selv – så det gør vi, siger Henrik Holst Elstrøm og fortsætter:
- Jeg synes sådan set, at han har været lydhør i forhold til vores udfordringer. Vi kom for eksempel med et forslag om en garantiordning eller en forsikring fra staten hvad angår nogle af de investeringer, vi skal foretage. Det lytter han til og tager med hjem. Men udgangspunktet er stadig, at det ikke må koste mere end de ordninger, der er i dag.
Noget andet, der undrer formanden ved snakken, han havde med Lars Aagaard, er at ministeren manede en smule til ro hvad angår den fart, fjernvarmen skal rulles ud med.
- Som jeg forstod det, sagde han, at det ikke er noget, der kommer til at ske i overmorgen. Vi skal have et længere sigte på. Så der er et skisma mellem forbrugerne på den ene side, som gerne vil have det til at ske nu – og så det egentlige politiske ønske, han gav udtryk for i vores snak, lyder det.
Man misser muligheden ved at sætte farten ned
Kim Mortensen deler Henrik Holst Elstrøms bekymringer omkring de udfordringer, fjernvarmeudrulningen møder lige nu – såsom den tomme Fjernvarmepulje.
Han kalder situationen i Ribe for ’en god anskuelighedsundervisning’, idet der er tale om et velfungerende bysamfund med et stort lokalt engagement. Dem findes der mange af i Danmark – men alligevel kan man være udfordret, når den kollektive varme skal ud.
- Det er jo forbundet med en vis økonomi at få transmissionsledningerne gravet ned og få tilslutning nok til fjernvarmeprojekterne. Og det er jo noget af det, vi skal være med til at understøtte i Dansk Fjernvarme – for eksempel ved at skaffe risikoafdækning eller finansiering til det, så der er flere af de her projekter, som kan få en sund økonomi, siger han og bakkes op af Henrik Holst Elstrøm:
- Som samfund har vi en ekstraordinær mulighed nu. Det er nu, der skal smedes, for står vi her om fire-fem år, er jeg sikker på, at rigtig mange har valgt andre og mindre fordelagtige løsninger end fjernvarmen. Og så kommer den ikke, siger han og tilføjer:
- Den mulighed synes jeg faktisk, at man misser ved at sætte farten ned – hvis jeg skal være helt ærlig.
Skriv kommentar