For få har tilmeldt sig: Nu udskydes fjernvarmen i Assentoft
På trods af tidligere stor lokal interesse for at få fjernvarme, er det endnu ikke lykkedes at samle underskrifter nok i Assentoft. Udrulningen er nu udskudt, mens man forsøger at få de sidste 140 forbrugere med.

Det er TLV Forsyning, der skal forsyne Assentoft med fjernvarme, hvis projektet når i mål. Det er dog op ad bakke, mener direktør Michael Meldgaard. Foto: Jesper Voldgaard.
Der mangler opbakning til fjernvarmen i Assentoft. Så kort kan det siges.
For med 720 af de påkrævede 859 tilmeldinger, må det nyopstartede Assentoft Forsyning nu indse, at fjernvarmeudrulningen til byen ikke kan gå i gang til foråret næste år, som det oprindeligt var planlagt.
I december måned sidste år så udsigterne til fjernvarme ellers rigtigt gode ud i byen lidt uden for Randers. Hele 70 procent – svarende til omkring 1.000 af de lokale forbrugere – havde nemlig tilkendegivet deres interesse for fjernvarmen. Og det var mere end rigeligt til, at et fjernvarmeprojekt kunne hænge sammen.
Med TLV Forsyning i ryggen fik man derfor indsendt et projektforslag til Randers Kommune og kunne i maj måned gå i gang med at indsamle bindende tilmeldinger. Håbet var, at opbakningen ville komme lige så hurtigt, som den gjorde i 2022 – men sådan skulle det desværre ikke gå.
I dag mangler man stadig 140 underskrifter, og det betyder, at fjernvarmeudrulningen må udskydes, indtil de sidste forhåbentlig har meldt sig til. Et af kravene for, at Randers Kommune vil finansiere projektet, er nemlig, at man har samlet alle 859 tilmeldinger, før man kan gå i gang.
Kogt helt ind til benet er udfordringen ganske enkelt, at der med den lave gaspris i øjeblikket ikke er lige så stort incitament til at tilmelde sig fjernvarme, som der har været
Svært at få de sidste med
Og det er op ad bakke at få de sidste tilmeldinger i hus, fortæller Michael Meldgaard. Han er direktør i TLV Forsyning, som står for etablering og drift af tre nye mindre fjernvarmeværker på Randers-egnen – heriblandt Assentoft.
- Jeg krydser selvfølgelig fingre for, at projektet kommer i mål – men jeg er ikke sikker. For kogt helt ind til benet er udfordringen ganske enkelt, at der med den lave gaspris i øjeblikket ikke er lige så stort incitament til at tilmelde sig fjernvarme, som der har været, forklarer direktøren og fortsætter:
- Desuden har mere end 60 forbrugere fået installeret en varmepumpe, selvom der var et godkendt projektforslag på fjernvarme, mens mange af dem, der ikke har tilmeldt sig endnu, har et nyere gasfyr. Og det er jo naturligt nok, at man ikke har lyst til at skrotte sådan et, hvis man lige har investeret i det.
I det hele taget har folk svært ved at forstå, at fjernvarmeudrulning er infrastruktur der indebærer store projekter, som strækker sig over længere tid, mener Michael Meldgaard. Det resulterer i, at nogle forbrugere måske hellere vil se tiden lidt an, før de tager en beslutning.
- Og så trækker det ud. Samtidig fornemmer vi også, at der lidt er en forskel i mentaliteten mellem de helt små og de lidt større byer som Assentoft, siger han og henviser til Spentrup og Øster Bjerregrav, hvor TLV Forsyning og de lokale varmegrupper allerede er lykkedes med at skabe opbakning til fjernvarme.
- Der er fuld fart på, og rådgiverne er i gang med udbud. Det kører bare på skinner, og vi regner med at kunne gå i gang her til foråret. Assentoft er derimod en lidt større by, og der er man måske ikke på samme måde vant til, at der kun sker noget, hvis alle går sammen, forklarer Michael Meldgaard.
Jeg krydser selvfølgelig fingre for, at projektet kommer i mål, men man skal bruge lidt over en tredjedel af de 400 forbrugere, der er tilbage
De største tvivlere er tilbage
Assentoft Forsyning har nu valgt at forlænge tilmeldingsindsamlingen til midt i foråret i håb om, at man kan få de sidste tvivlere med på vognen. Dermed er der godt og vel et halvt år til at skubbe projektet det sidste stykke mod målstregen.
Og selvom det bestemt er god tid, vil Michael Meldgaard ikke nødvendigvis sige, at bolden nok skal blive sparket ind.
- Jeg krydser selvfølgelig fingre for, at projektet kommer i mål, men man skal bruge lidt over en tredjedel af de 400 forbrugere, der er tilbage – og det er de største tvivlere, vi har at gøre med nu, siger han og tilføjer:
- Men hvis gasprisen stiger, når vi nok i mål. Jeg ønsker selvfølgelig ikke for dem med gasfyr, at det sker, så det er lidt underligt at tænke på, at det skal være den afgørende faktor.

Sådan arbejder TLV Forsyning med fjernvarmeprojekter
TLV Forsyning er et fælles driftsfællesskab, som varetager driften af fjernvarme- og vandforsyninger – i øjeblikket i 10 byer på Djursland.
Selskabet er stiftet af Trustrup-Lyngby Varmeværk med udgangspunkt i et ønske om at kunne udrulle fjernvarme til så mange byer som muligt – også selvom de ikke ligger tæt på ledningsnettet i Trustrup-Lyngby. Konceptet kaldes også ’ø-varme’ idet man etablerer adskilte, mindre fjernvarmenet i de enkelte byer.
I øjeblikket er TLV Forsyning i gang med projekter i Assentoft, Spentrup og Øster Bjerregrav, og der er planer om at tilbyde ø-varme til endnu flere østjyske byer i fremtiden.
Skriv kommentar