Gå til hovedindhold

Gasforbruget faldt med 23,4 procent i 2022

Evida har gjort op, at det samlede gasforbrug fra gasdistributionsnettet i 2022 faldt med omkring en fjerdedel sammenlignet med 2021. Varmeforsyningen har bidraget mest til faldet.

27. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energikrisen satte i 2022 sine klare spor i forbruget af gas fra gasdistributionsnettet – det viser opgørelsen over forbruget i 2022 fra Evida. Det samlede forbrug er således faldet med 23,4 procent, hvis man sammenligner med 2021.

    En del af faldet i gasforbruget kan tilskrives, at 2022 var varmere end 2021, hvormed behovet for opvarmning har været mindre. Det varmere vejr kan forklare 4,7 procent af faldet, men selv efter en korrektion for graddage, er der altså stadig sket et fald på 18,7 procent i 2022, fremgår det af en pressemeddelelse fra Evida.

    - Biogassen fortrænger naturgas og sammen med et faldende gasforbrug, betyder det, at vi bliver mindre og mindre afhængige af naturgas – både den vi selv kan producere i Nordsøen, og den vi importerer. Det er positivt for den grønne omstilling, siger Sune Holm, der er driftsdirektør i Evida.

    Det er alle kundegrupper hos Evida, der i 2022 brugte mindre gas end 2021, men den største reduktion i forbruget står varmeforsyningen for med et fald på 24 procent korrigeret for graddage. Det skal sammenholdes med et samlet fald på 18,7 procent efter korrektion for graddage.

    Herefter følger øvrige store erhverv, typisk industrivirksomheder, hvor gasforbruget er faldet med 19 procent. Endelig har husholdningerne og de mindre erhvervsvirksomheder reduceret forbruget med 15 procent, når der tages hensyn til udetemperaturen.

    Udviklingen gennem kvartalerne
    Udviklingen i gasforbruget gennem 2022 viser, at faldet i det samlede forbrug fra 2021 til 2022 lå næsten konstant kvartal for kvartal med fald på henholdsvis 24, 22, 24 og 23 procent.

    Samtidig kan man se, at gasforbruget i husholdningerne og de mindre erhvervsvirksomheder samt de store erhverv falder mere i løbet af året.

    Der kan være flere forklaringer på, at forbruget af gas er faldet. Noget af faldet skyldes, at nogle kunder er gået over til en anden varmekilde end gas. Evida afkoblede i 2022 mere end 21.000 gasforbrugere, som er skiftet til anden varmekilde. Men krigen i Ukraine og den stigende gaspris har sandsynligvis spillet en central rolle.

    - Faldet i gasforbruget er større end konverteringen af forbrugere til andre energikilder alene kan forklare. De meget høje gaspriser i store dele af året er givetvis en stor del af forklaringen på de fald i gasforbruget, vi kan konstatere, siger Sune Holm.

    GRADDAGE

    Graddagetallet regnes som afvigelsen i forhold til udetemperatur på 17 grader f.eks. vil der på en dag med gennemsnitligt 7 grader være (17-7) 10 graddage. Hvis udetemperaturen i gennemsnit er 17 grader eller derover, så vil graddagetallet være nul.

    Se også