Generationsskiftet er ikke til at overse i fjernvarmesektoren
Dansk Fjernvarme, Danske Vandværker, GF forsikring og Tænketanken Demokratisk Erhverv afholdt den 2. marts erhvervsdemokratisk festival “Folkeeje” med et uhyre oplyst publikum.

I samarbejde med Danske Vandværker, GF forsikring og Tænketanken Demokratisk Erhverv afholdt Dansk Fjernvarme den 2. marts den anden udgave af den erhvervsdemokratiske festival Folkeeje på det innovative studenterhus Station på Frederiksberg.
Her samledes et, med direktør Magnus Skovrind Pedersens ord, uhyre oplyst publikum, der alle har en interesse i demokratisk ejede virksomheder, til debat og netværk.
- Er demokratisk ejede virksomheder noget, der hører fortiden eller fremtiden til? Hånden op hvis i mener at det er en del af fremtiden.
Det var ordene fra Demokratisk Erhvervs anden direktør Andreas Pindstrup Jørgensen, der åbnede Folkeeje – en aften i erhvervsdemokratiets tegn. En skov af strakte hænder strøg op blandt de fremmødte. Opbakningen til den demokratiske erhvervsform var til at få øje på i salen.
Dansk Fjernvarme var repræsenteret ved konsulent Søren Magnussen, der til dagligt arbejder med nystartede fjernvarmeselskaber og gaskonverteringer rundt omkring i kommunerne. Magnus Skovrind Pedersen åbnede debatten med at understrege, hvordan fjernvarmen på sin vis altid er demokratisk ejet. De kommunale selskaber lidt mere indirekte end landets mange a.m.b.a. selskaber.
Men hvordan ser det ud med den demokratiske tilslutning ude i nogle af de demokratiske virksomheder, som vi ikke kan undvære: Forsyningsselskaberne.
Sammen med Susan Münster, direktør i Danske Vandværker og Tobias Simonsen, Ungeminister i Coop, kom panelet omkring det generationsskifte nogle sektorer står overfor hvis vi fortsat skal eje vores forsyning i fællesskab.
- Vi kan leve med at den lokale bordtennisklubs bestyrelse ikke overlever et generationsskifte, men vores forsyningssektor er nødt til at sikre at nogen vil engagere sig i forsyning i fremtiden, lød det fra Søren Magnussen.
Der var bred enighed i panelet om at bestyrelserne rundt omkring i de demokratiske selskaber vil have gavn af en øget diversitet blandt bestyrelsesmedlemmerne. Det synes dog også lettere sagt end gjort.
For Ungeminister i Coop Tobias Sørensen stod det klart at to ting gjorde sig gældende, i hvert fald for den unge generation:
- De unge vil gerne have kompetencer, men hvad de laver er ikke nødvendigvis afgørende – det er personerne de gør det med.
Dyk ned i programmet for aftenen her og læs vores kodeks for godt bestyrelsesarbejde her.
Skriv kommentar