Gå til hovedindhold
Produktion
Varmekilder

Grønt partnerskab sender overskudsvarme til Sorø

Sorø Fjernvarme har netop indgået et partnerskab med Hørkram Foodservice, der skal sende virksomhedens overskudsvarme ud i det lokale fjernvarmenet og ind til forbrugerne i Sorø.

16. maj 2023
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Overskudsvarmen fra Hørkram Foodservice kan dække 20 procent af varmeproduktionen fra Sorø Bioenergi. Foto: Sorø Fjernvarme.

  • Læs op

Indhold

    Overskudsvarmen var lige på den anden side af vejen. Og nu er det lykkedes at etablere et samarbejde i Sorø, så den kan blive udnyttet.

    Genboerne Sorø Fjernvarme og Hørkram Foodservice er nemlig netop blevet enige om, at overskudsvarmen fra Hørkrams logistikcenter fremover skal ledes over til Sorø Bioenergi, hvor en stor del af fjernvarmen til Sorøs forbrugere produceres. Det skriver de to samarbejdspartnere i en pressemeddelelse.

    Og det glæder energichef i Sorø Fjernvarme, Ole J. Andersen, at man nu er lykkedes med at få samarbejdet stablet på benene. Fremover betyder det nemlig, at hele 20 procent af Sorø Bioenergis produktion kan udgøres af overskudsvarmen fra Hørkram:

    - Gennem hele processen har vi haft et godt og konstruktivt samarbejde. Et partnerskab som dette giver rigtig god mening, og her er virkelig tale om win-win! Hørkram ønskede at nyttiggøre deres energi, og den type energi til fjernvarme er set med miljøbriller den absolut bedste, siger energichefen og tilføjer:

    - Energien er skabt, miljøpåvirkningen er sket, og nu bliver den udnyttet så godt som muligt.

    Stolte samarbejdspartnere

    Hørkram har i et stykke tid været på jagt efter en aftager til overskudsvarmen fra deres logistikcenter i Sorø, som blev udvidet i 2018. Dengang blev der blandt andet opført en ny og moderne kølecentral, men på trods af de moderne faciliteter, udledes der i dag stadig en del overskudsvarme.

    Og da man har arbejdet meget målrettet på at opnå energineutral drift af det 62.000 kvadratmeter store køle- og frostlager i Sorø, er begejstringen for projektet da heller ikke til at tage fejl af.

    - Vi er meget glade for og stolte over, at det lykkes at realisere det ambitiøse projekt. I 2018-2020 var vores årlige forbrug af naturgas mere end 2.600.000 kWh. Med vores varmegenvindingsprojekt, hvor overskudsvarmen fremadrettet udnyttes til at dække vores varmebehov, sparer vi miljøet for konsekvenserne af dette forbrug, fortæller Centerdirektør i Hørkrams Sorø-afdeling, Claus Bredvig.

    Rørføringen og det tekniske anlæg forventes at være klar i starten af 2024, hvorefter overskudsvarmen ender i Sorøs fjernvarmerør.

    Andre klikkede på...