Gå til hovedindhold
Konverteringer
Rammevilkår & Regulering

Høje Taastrup Fjernvarme indgår samarbejde på tværs af kommunegrænser

Høje Taastrup Fjernvarme har indgået et samarbejde med Høje Taastrup Kommune og Greve Kommune, som skal sikre at landsbyer på tværs af de to kommuner kan få tilbuddet om fjernvarme.

1. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
Høje Taastrup Fjernvarmes tidligere direktør Astrid Birnbaum foran selskabets store varmepumpe

Direktør i Høje Taastrup Fjernvarme, Astrid Birnbaum, kan glæde sig over, at de nu skal løse en fjernvarmekonvertering på tværs af kommunegrænserne. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Et nyt samarbejde på tværs af kommunegrænserne gør, at Høje Taastrup Kommune og Greve Kommune, i samarbejde med Høje Taastrup Fjernvarme nu melder, at landsbyerne Reerslev, Stærkende og Tune kan få fjernvarme.  

    Dermed kan Høje Taastrup Fjernvarme glæde sig over, at de som det første forbrugerejet fjernvarmeselskab går på tværs af kommunegrænser, og derfor kan tilbyde fjernvarme til landsbyer i to kommuner. Det nye og unikke samarbejde gør at ca. 6.000 borgere på tværs af de tre landsbyer, nu kan se frem til tilbuddet om fjernvarme. 

    Bestyrelsesformand i Høje Taastrup Fjernvarme, Nils Olsen, udtrykker både glæde og stolthed over samarbejdet på tværs af kommunegrænser, som han ser som et vigtigt træk i udfasningen af fossil naturgas: 

    - Jeg er stolt over, at vi som forbrugerejet selskab viser vejen, og ikke er bange for at give plads til nye andelshavere – også nogle fra en anden kommune. Høje Taastrup Fjernvarme har med gaskonverteringerne i Hedehusene, Fløng og Sengeløse vist, at vi bidrager til at fjerne fossil naturgas fra forsyningspaletten. Det gør vi gerne også andre steder, når business-casen er positiv for både eksisterende og nye kunder, som det er tilfældet med Reerslev, Stærkende og Tune, forklarer Nils Olsen.  

    I Høje-Taastrup Kommune glæder borgmester Michael Ziegler sig over, at stadig flere borgere i kommunen tilbydes fjernvarme:   

    - Vi har et særligt godt samarbejde med Høje Taastrup Fjernvarme, som betyder, at vi allerede er langt med olie- og gaskonvertering i kommunen. Med den nye aftale og samarbejde over kommunegrænsen får yderligere to landsbyer i kommunen nu tilbudt fjernvarme, fortæller Michael Ziegler.  

    Også hos Greve Kommune er man tilfreds med aftalen, som nu sikrer at yderområderne i kommunen kommer med ind i fjernvarmenettet: 

    - I Greve Kommune arbejder vi for, at alle borgere får en bæredygtig hverdag. Derfor er jeg glad for at vi med dette nyskabende samarbejde kan tilbyde Tune-borgerne fjernvarme, siger borgmester Pernille Beckmann.   

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...