Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning

KL: Nu skal der turbo på udrulning af fjernvarme

KL har sendt 670.000 fjernvarmebreve til danskerne. Nu skal der for alvor turbo på udfasning af naturgas, lyder meldingen fra KL, der vil i dialog med regeringen om, hvordan det bedst bliver løst.

26. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De danske kommuner har pr. 1. januar 2023 sendt cirka 670.000 breve ud til ejendomsejere over hele landet med besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller ej. Det viser en ny opgørelse fra KL, der har sendt en pressemeddelelse ud torsdag.

    Nu bliver der lagt op til, at Regeringen og Folketinget skal på banen for at være med til at sætte turbo på den ønskede og nødvendige udfasning af naturgas, mener KL.

    - I kommunerne arbejder vi benhårdt for at få fjernvarme så hurtigt som muligt ud i borgerne. Men vi er ikke i mål, før fjernvarmerørene er i jorden, og varmen når ud i danskernes stuer. Derfor vil vi nu gå til regeringen med en række forslag til, hvordan vi får sat turbo på udrulningen af fjernvarme., lyder budskabet fra formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, Birgit S. Hansen.

    I pressemeddelelsen peger hun i den forbindelse på flere oplagte tiltag:

    - Vi skal have indført en automatisk ”ja tak”-ordning i de områder, hvor der kommer fjernvarme. Vi skal have en fjernvarmepulje med nok midler til, at ingen projekter behøver at blive sat på pause undervejs. Og så skal man fra nationalt hold finde ud af, om der frem mod 2028 er arbejdskraft og materialer nok til opgaven – for hvis ikke, må der findes en løsning, siger hun.

    670.000 breve er sendt ud
    I overensstemmelse med aftalen mellem regeringen og KL har de 670.000 breve indeholdt forskellige beskeder. 32 pct. har fået at vide, at de allerede i dag kan få fjernvarme, eller at der ligger et godkendt projektforslag for fjernvarme i deres område.

    40 pct. har fået besked om, at deres område er udlagt til fjernvarme i varmeplanen, men at det kræver yderligere analyser for at afdække, om ejendomsejerne kan blive tilbudt fjernvarme.

    Og 22 pct. har fået at vide, at der ikke kommer fjernvarme i deres område, og at de derfor bør konvertere til en alternativ varmekilde i stedet for gas. Endelig har 6 pct. fået en fjerde besked – fx om muligheden for fælles mindre varmeløsninger, hvis der ikke kommer fjernvarme i området.

    - Det er rigtig godt, at vi har kunne give mere end 200.000 danskere besked om, at de kan få fjernvarme – enten i dag eller i løbet af de kommende år. På samme måde er det også godt, at mange tusind borgere har fået klarhed om, at fjernvarme ikke er vejen frem for dem, siger Birgit S. Hansen og fortsætter:

    - I den perfekte verden havde alle selvfølgelig fået et soleklart ja eller nej. Men borgerne skal også kunne regne med den besked, de får fra os, og vi vil ikke love nogen noget, der ikke ender med at holde. Fjernvarmeprojekter kræver et enormt forarbejde fra fjernvarmeselskaber og kommuner – og selvom vi skal arbejde så hurtigt som muligt, skal vi også være sikre på, at løsningerne bliver ordentlige. Men vi forventer, at alle får en endelig afklaring i løbet af 2023.

    Se også