Gå til hovedindhold
Jura
Projekter & Planlægning

KL vil stoppe kirkers særret til indsigelser mod vindmøller

Kirkerne skal fortsat have en særret til indsigelse mod opførelse af vindmøller og solcelleanlæg på land, og det møder kritik fra KL.

18. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Regeringen lægger op til, at de danske kirker også i fremtiden skal have særret til indsigelse mod opførelse af vindmøller og solcelleanlæg rundt om i landet. Ifølge en opgørelse fra KL – Kommunernes Landsforening – betyder det, at kirkerne har en særlig ret til indsigelse på et areal, der udgør over halvdelen af landets areal.

    Det møder nu voldsom kritik fra KL, der påpeger, at det allerede går for langsomt med at få rullet grøn strøm ud til danskerne, og at den særlige ret, som regeringen altså vil fastholde for kirkerne, kan true den grønne omstilling.

    - Det siger sig selv, at det ikke er en gangbar vej, at regeringen lægger op til at give kirker vetoret til at bekæmpe vindmøller over halvdelen af landets areal. Særligt nu, hvor det er afgørende at sikre momentum i den grønne omstilling, er det i den grad på tide at få stoppet kirkers særret mod opførelse af vedvarende energi, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, i en pressemeddelelse.

    KL har bearbejdet tal fra Kirkeministeriet, og de viser, at stifterne med den nye lov kan nedlægge veto mod al vedvarende energi inden for en kilometers afstand fra en kirkebygning. For vindmøller på 250 meter har kirkernes stifter vetoret op til to kilometer fra kirkens arealer. Det svarer til halvdelen af Danmarks samlede areal.

    - Derfor har vi også sendt et fælles brev til kirkeministeren og klimaministeren, hvor vi kraftigt opfordrer regeringen til at overveje konsekvenserne af lovforslaget, der netop har været i høring, siger Birgit S. Hansen.

    Det er første gang, der fastsættes en konkret afgrænsning af, hvor store arealer kirker kan bestemme over.

    - Kirkers konkrete særret er stort set dét eneste konkrete initiativ, vi har set fra regeringen, siden kommunerne for halvandet år siden blev bedt om at firedoble grøn strøm på land. En ret som tilmed spænder ben for den grønne omstilling og hører fortiden til, slår Birgit S. Hansen fast og fortsætter:

    - Der er faktisk flere statslige love og nationale interesser, der forhindrer, at vi hurtigst muligt får markant flere solceller og vindmøller. Derfor skal der nye og bedre rammer til, hvis kommunerne skal stå på mål for Folketingets energimål. Og her er kirkers vetoret et stort skridt i den forkerte retning.

    Også Dansk Industri vil gerne af med kirkernes særret mod opgørelse af vedvarende energi. Det oplyser erhvervsorganisationen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    - Det har i mange år bremset udbygning af sol- og vindenergi til den grønne omstilling, og derfor er det helt rimeligt at se på, om der skal være en særret for kirkerne, som andre bygninger og institutioner ikke har, siger underdirektør for miljøpolitik og cirkulær økonomi i Dansk Industri Karin Klitgaard.

    Kirkeministeriet oplyser, at der siden 2017 har været ti indsigelser fra folkekirken.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...