Gå til hovedindhold
Medlemmer
Energipriser
Elmarked & Eltariffer

Kredsløb varsler prisstigning fra årsskiftet

Efter to år uden prisstigninger melder Kredsløb i Aarhus nu ud om prisstigninger fra årsskiftet. Prisstigningen begrundes med lavere indtjening.

26. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De seneste to år er Kredsløb lykkedes med at holde fjernvarmeprisen i ro til trods for generelle prisstigninger og inflation, der prægede stort set alle dele af samfundsøkonomien. Men nu er Kredsløb nødsaget til at sætte prisen for fjernvarme op fra årsskiftet.

    For et standardhus på 130 kvadratmeter og et varmeforbrug på 18.100 kWh betyder det, at den årlige fjernvarmepris stiger med cirka 3.300 kroner. For en lejlighed på 80 kvadratmeter og et varmeforbrug på 8.000 kWh giver det stigning på cirka 1.400 kroner om året, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kredsløb.

    -Vi har de seneste år, på trods af de generelle samfundstendenser, helt ekstraordinært haft mulighed for at holde prisen på fjernvarme i ro. Vi havde naturligvis gerne set samme mulighed for påvirke priserne positivt, men den faldende elpris gør, at inflationen, brændselspriser på bl.a. træpiller og øgede omkostninger til materialer, der steg markant i 2022, simpelthen skaber en situation, hvor det er uundgåeligt med en prisstigning på fjernvarmen, udtaler økonomidirektør i Kredsløb, Thomas Elgaard.

    -Vi anerkender selvfølgelig, at prisstigninger ikke er det, kunderne håber på, og derfor informerer vi kunderne i god tid. Faktum er dog, at det er blevet dyrere at sikre grøn og stabil forsyning med fjernvarme, fortæller han videre.

    Særligt for 2022 valgte Kredsløb trods den store inflation og stigende priser på brændsel at holde prisen i bero for at skåne kunderne i et ellers meget turbulent år. Den markant stigende elpris i 2022 gjorde det muligt at fastholde varmeprisen i 2023 på samme niveau som i 2022, fordi Kredsløb havde en ekstraordinær stor indtjening på el i 2022, som kunne overføres til 2023.

    I 2023 er elprisen til gengæld faldet over 70 pct, og det gør det derfor umuligt at undgå en prisstigning på fjernvarmen.

    - Som forsyningsselskab er vi selvfølgelig i høj grad afhængige af energipriserne, så når elprisen falder så markant, bliver vores indtjening på salg af engrosstrøm fra kraftvarme selvfølgelig også meget mindre, forklarer Thomas Elgaard.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...