Leverandører fortæller om IT-platforme
Medlemmer kan møde fem forskellige leverandører af IT-platforme til dataopsamling, dataanalyse og visualisering af fjernaflæste afregningsmålerdata.

Hvilke IT-platforme findes der på markedet i dag, der kan understøtte opsamling, analyse og visualisering af dine afregningsmålerdata, så du hurtigt og med minimale ressourcer kan få et overblik over temperaturer, flow og energiforbrug hos dine kunder?
Det kan du som medlem af Dansk Fjernvarme blive klogere på, når Dansk Fjernvarme den 27. marts afholder temadag i Fjernvarmens Hus i Kolding. Temadagen får besøg af fem leverandører af IT-platforme til dataopsamling, dataanalyse og visualisering af fjernaflæste afregningsmålerdata. Disse data kan, hvis de analyseres og præsenteres nærmere, bruges til meget mere end afregning.
- Derfor har vi også inviteret fem fjernvarmeselskaber, der fortæller om, hvordan de bruger og drager nytte af de mange data til overvågning af kundeinstallationer, afkøling, energiforbrug og meget andet, ved brug af de inviterede leverandørers løsninger, fortælle digitaliseringsekspert i Dansk Fjernvarme, Steen Kramer Jensen.
Temadagen vil introducere deltagerne for de mere grundlæggende IT-platforme, der findes på markedet og som er første skidt på din vej mod data-dreven drift af dit fjernvarmeselskab. Vi får besøg af Kamstrup, Softværket, Diehl Metering, Andel Lumen og Utiliread.
Skriv kommentar