Lovforslag om affaldsenergi bliver dyrt for Danmark
Økonom vurderer, at regeringens lovforslag for affaldsforbrændingsanlæg vil føre til, at affaldsimporten vil stige, at danskerne skal betale mere for deres affald, og at det sker på bekostning af klimaet.

En ny vurdering af regeringens lovforslag om en ny konkurrencemodel for forbrændingsegnet affald sætter effekten af forslaget i perspektiv. Vurderingen er lavet af konkurrenceøkonom Torben Thorø Pedersen fra Bruun & Hjejle efter ønske fra Dansk Fjernvarme, og konklusionen er helt klar. Effekten af lovforslaget, hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form, vil være:
- at importen af forbrændingsegnet affald øges betydeligt.
- at forbrugerpriserne på forbrænding af affald stiger.
- at lovforslaget vil skade anlæggenes incitamenter til at investere i CO2-fangst.
Det konkrete lovforslag, og den usikkerhed det medfører for både forbrugerne og for selskaberne, møder kritik fra Dansk Fjernvarme, der er brancheorganisation for forsyningssektoren.
- Inflationen er høj, vi mærker stadig efterveerne af de høje energipriser i efteråret, og klimamålene står for alvor og banker på vores dør. Derfor virker det helt ude af trit med virkeligheden at fremsætte et lovforslag, der har som konsekvens at øge forbrugerpriserne og fjerne mulighederne for at investere i klimarigtige løsninger, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.
Økonom: Forslag er et selvmål
Dansk Fjernvarme har bedt konkurrenceøkonomen Torben Thorø Pedersen vurdere tre virkninger ved konkurrencemodellen i regeringens lovforslag. Det gælder en vurdering af de sandsynlige virkninger for importen og priserne, en vurdering af de konkrete virkninger for selskabernes omkostninger og indtægter og en vurdering af modellens virkninger ift. investeringer i CO2-fangst.
- Hvis der er nogle, som undrer sig over, hvorfor Folketinget nu skal tage stilling til et lovforslag, der peger i den forkerte retning på snart alle de parametre, vi har kæmpet for at sikre de seneste år, så kan jeg godt forstå dem. Vi har brug for lavere energipriser, forsyningssikkerhed og mere grøn omstilling. Med dette lovforslag får vi, desværre, det stik modsatte, og det synes jeg, at både Folketinget og regeringen skylder at forholde sig til. Så kan de derefter med åbne øjne sige, at det netop var deres mål – selvom energisektoren har advaret om, at det vil være et selvmål, siger Rune Moesgaard.
Dansk Fjernvarme har tidligere, sammen med Dansk Affaldsforening, opfordret Folketinget og regeringen at lave en uafhængig vurdering af konsekvenserne ved lovforslag.
Skriv kommentar