Gå til hovedindhold
Konverteringer

Næstved klar med fjernvarme til 4.900 ejendomme

Det er planen, at fjernvarmenettet skal udrulles over fem år fra 2024 til 2028. Samtidig skal der etableres ekstra produktionskapacitet.

27. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Næstved Fjernvarme er klar til at sikre fjernvarme til næsten 5.000 boliger over de kommende år. Selskabet har sendt et projektforslag til godkendelse i kommunen, der både vil give selskabet sin egen produktionskapacitet og sikre et bedre mix i varmeproduktionen.

    Den samlede investering løber op i 900 mio. kroner fremgår det af en pressemeddelelse fra Næstved Fjernvarme, der regner med, at udrulningen af fjernvarme kan begynde i 2024 og afsluttes i løbet af 2028.

    - Vi er glade for at Næstved Fjernvarme kan bidrage til den grønne omstilling væk fra fossilt brændsel og afhængighed af gas, udtaler bestyrelsesformand Kristoffer Petersen i forbindelse med pressemeddelelsen.

    Han fortsætter:

    - Med dette projekt får vi også en langt større diversitet i vores varmeproduktion, hvor vi får flere strenge at spille på i form af el, halm og affald, hvor vi i dag kun har affald og gas. Det betyder, at vi fremadrettet er mindre sårbare overfor prisudsving på de forskellige brændsler.

    Konkret har Næstved Fjernvarme ønske om at etablere produktionskapacitet i form af to halmkedler på tilsammen 26 MW, én el-kedel på 30 MW og to varmeakkumuleringstanke på hver 2.000 m3. Det nye produktionsanlæg placeres i det nye erhvervsområde Øverup Krog i det nordøstlige Næstved.

    Når de formelle myndighedsgodkendelser er på plads, udrulles fjernvarme i de enkelte områder når mindst 60 procent af husstandene har sagt ja-tak til fjernvarme.

    Udover de produktionsenheder der er nævnt, arbejder Næstved Fjernvarme også på etablering af en vindmølle, som også kan indgå i det samlede produktionsmix. Det betyder, at Næstved Fjernvarme kan aftage strøm og gemme energien i akkumuleringstankene, når vindmøllerne producerer for meget.

    Næstved Fjernvarme vil snarest indkalde til et informationsmøde for alle interesserede, hvor planen og betingelser for at modtage fjernvarme vil blive gennemgået nærmere. Når salgsarbejdet til de enkelte områder starter, afholdes der ligeledes informationsmøder.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...