Over 2.000 forbrugere i Tune får nu tilbudt fjernvarme
Efter en intens kamp for at komme af med naturgassen i Tune, er det lykkedes lokale initiativtagere at få en aftale i stand med Høje Taastrup Fjernvarme. Og det betyder, at mere end 2.000 lokale forbrugere nu kan se frem til et fjernvarmetilbud.

Den lokale kirke i Tune kan se frem til at blive varmet op med varmt vand fra Høje Taastrup, hvis fjernvarmen kommer til byen. Foto: Jan Rasmussen.
Et byområde med over 2.000 potentielle forbrugere er vist det, de fleste varmeplanlæggere ville betegne som “oplagt til fjernvarme”.
Og når man som byen Tune i udkanten af Greve Kommune tilmed ligger som en smørklat mellem hele tre eksisterende fjernvarmenet – Roskilde, Greve og Høje Taastrup – ville nogle måske tænke, at det var ligetil at få fjernvarme til byen.
Ikke desto mindre har det været lidt af en kamp for de lokale at få landet en aftale med et af områdets tre fjernvarmeselskaber. Lige indtil Høje Taastrup Fjernvarme kom med det svar, man havde håbet på: Jo, de kunne godt levere fjernvarme til Tune.
En nyhed, direktør i Høje Taastrup Fjernvarme, Astrid Birnbaum, var glad for at kunne overlevere.
- Efter at have kigget på vores muligheder for at forsyne Tune med fjernvarme kom vi frem til, at projektet ville give god mening. Ikke mindst fordi det betyder, at vi samtidig kan forsyne to mindre olielandsbyer i Høje Taastrup – Stærkende med 100 boliger og Reerslev med 200, fortæller hun og fortsætter:
- Vi har derfor ændret vores vedtægter, så vi også kan forsyne Greve Kommune. Og der er nu sendt et projektforslag af sted. Så vi ser frem til at kunne levere grøn og billig varme til Tune, og til at de kommende fjernvarmekunder i Tune, bliver andelshavere i Høje Taastrup Fjernvarme.
At vi nu kan få fjernvarme betyder jo, at vi får omstillet byen fra hovedsageligt naturgas til fjernvarme, som er baseret på mange forskellige varmekilder.
Borgergruppe har kæmpet for fjernvarmen
Bliver projektforslaget fra Høje Taastrup Fjernvarme godkendt, er planen at udrulle fjernvarmen i årene 2025-28.
Og det er noget, der vækker glæde i Tune.
- At vi nu kan få fjernvarme betyder jo, at vi får omstillet byen fra hovedsageligt naturgas til fjernvarme, som er baseret på mange forskellige varmekilder. Det er både almennyttige og offentlige ejendomme, men også mange private husstande, som får en mere prisstabil varme. Og det er vi meget glade for, fortæller Marianne Brink.
Hun er medlem af den borgergruppe, som har kæmpet for at få fjernvarme til byen. Gruppen består blandt andre af repræsentanter fra 11 grundejerforeninger, og ifølge Marianne Brink har deres rolle særligt været at råbe folk op. Både de lokale beboere, men også lokale politikere og beslutningstagere.
- Tune er et stort gasområde, og vi skal have gang i den grønne omstilling. Det er en opgave, vi gerne har villet skabe opmærksomhed omkring. Vi var bange for, at vi ville blive ladt i stikken og kunne sejle i vores egen sø med individuelle varmepumper. For skulle vi fortsætte med at have en god by, skulle vi også have en anden og mere stabil varmeforsyning, siger hun.
Vi vil gerne være behjælpelige med at indfri det politiske mål om at udfase gas og olie. Det synes jeg er vigtigt.
Høje Taastrup har ikke store udvidelsesplaner
At Høje Taastrup Fjernvarme vil udrulle den grønne varme til Tune udenfor kommunegrænsen er ikke et udtryk for, at man har ambitioner om at blive større, understreger Astrid Birnbaum.
For nu hvor langt størstedelen af Høje Taastrup er forsynet med fjernvarme, er målet nærmere at fastholde en stabil forsyning – og udfase olie og gas de få steder, hvor man kan. For eksempel i Vridsløsemagle, hvor man lige nu er i fuld gang med at etablere et termonet.
- Vi vil gerne være behjælpelige med at indfri det politiske mål om at udfase gas og olie. Det synes jeg er vigtigt. Og det er også derfor, vi har sagt ja til at hjælpe Tune med at få fjernvarme, forklarer direktøren, der ikke tør sige, om man kommer ud til flere mindre bysamfund.
Stemning for fjernvarme
Takker tilstrækkeligt mange beboerne i Tune ja til fjernvarmen – 56 procent for at være helt nøjagtig – kan de se frem til at blive forsynet med varme fra VEKS, ligesom Høje Taastrup Fjernvarmes andre andelshavere.
Og spørger man Marianne Brink, er det svært at forestille sig, at det ikke skulle kunne lykkes. Ikke mindst fordi en stor del af byens offentlige bygninger allerede er meldt klar til at komme på fjernvarmen.
- Vi har tre sportshaller, et center, to skoler, 400 almennyttige boliger og et kommende plejecenter, der kommer til at få stor betydning for vores muligheder for fjernvarme. Og i det hele taget er der konstant opmærksomhed på og interesse i projektet. Det er jo super positivt, siger hun.
At man har fået skabt så god en stemning omkring fjernvarmen har dog krævet god timing og hårdt arbejde fra borgergruppen. Særligt lige omkring årsskiftet, hvor landets kommuner skulle sende breve ud til alle gas- og olieopvarmede boliger.
- Det var enormt vigtigt for os, at Tune ikke fik et brev, hvori der stod “I får ikke fjernvarme”. Så vi opfordrede byrådet til at rette skrivelsen, så det fremgik, at vi var i gang med forhandlingerne. Og det lykkedes i sidste øjeblik, forklarer Marianne Brink.
Hun fortæller desuden, at nogle af tiltagene for at sætte fjernvarme på byens dagsorden var et tæt samarbejde med lokalavisen Tuneposten, stor aktivitet på Facebook og borgermøder i den lokale hal. Et af dem mødte der hele 400 mennesker op til.
- Det er et typisk bottom-up projekt drevet af en helt afgørende græsrodsbevægelse, konstaterer den glade tuneborger.
Høje Taastrup Fjernvarme og E.ON er enige
Faktisk er der allerede kollektiv varme i Tune. Energiselskabet E.ON leverer nemlig i dag varme til 215 forbrugere i boligområdet Elkærparken.
E.ON har derfor også været i spil til at levere varme til resten af Tune, men er blevet enige med Høje Taastrup Fjernvarme om, at deres fjernvarmeprojekt er en god løsning for alle parter. Det fortæller selskabet i en pressemeddelelse.
Derfor vil Elkærparken også blive tilsluttet fjernvarmen, når Høje Taastrup Fjernvarme rykker ind i Tune.
- Vi bakker selvfølgelig op om Høje Taastrup Fjernvarmes udvidelse af fjernvarmenettet til Tune, udtaler Bjørk Paamand Olsen, varmechef i E.ON.
Skriv kommentar