Gå til hovedindhold

Udskyder projekt: Kampen mod naturgassen fortsætter på Mors

Manglende opbakning til et stort fjernvarmeprojekt i Nykøbing Mors har fået Morsø Varme til at udskyde tilmeldingsfristen for de 1.800 potentielle forbrugere. Man har dog på ingen måde opgivet projektet.

28. nov. 2023
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Selvom Morsø Varme har været nødt til at udskyde fjernvarmeprojektet i Nykøbing Mors, er man stadig optimistiske omkring mulighederne for at komme af med naturgassen.

Indhold

    - Den ligger lige til højrebenet.

    Tilbage i juli måned var det sådan, bestyrelsesformand i Morsø Varme, Peter Therkildsen, beskrev udsigterne til at udrulle fjernvarme til op mod 1.800 forbrugere i Nykøbing Mors.

    Han var dengang godt klar over, at der skulle benarbejde til, hvis man skulle nå fristen for minimum 60 procent tilmeldte den 1. oktober.

    At man var nødt til at udskyde tilmeldingsfristen og dermed også projektet, havde han dog ikke forudset. Ikke desto mindre stod det klart, da man kun havde fået lidt under 500 tilmeldinger – godt halvdelen af dem, der skal bruges – da vi gik ind i oktober.

    På trods af den haltende opbakning til fjernvarmen, har man til gengæld ikke givet op i Morsø Varme, som er datterselskab af det kommunalt ejede Morsø Forsyning. Tilmeldingsfristen i projektet er nu forlænget til den 1. marts 2024, og i mellemtiden vil man forsøge at gøre fjernvarmen mere konkret overfor de borgere, som mangler at tilmelde sig.

    Flere ting spænder ben

    Det skulle da også være muligt at få samlet de tilmeldinger, der skal til. Langt størstedelen af de tre områder, som projektet udgør, kan nemlig kort sagt beskrives som tætbebyggede villakvarterer med gamle, udtjente gas- og oliefyr.

    Og det lyder jo som ren guf for en fjernvarmeforsyning med udvidelsesplaner. For meget mere oplagt til fjernvarme bliver et område vel næppe. Derfor mener Peter Therkildsen også, at forklaringen på den manglende opbakning skal findes et andet sted.

    - Jeg tror blandt andet, det hænger lidt sammen med, at gaspriserne har stabiliseret sig – og så kom regeringen med en ny melding, hvad angår udfasningen af naturgas. Nu snakker man jo om 2035 i stedet for 2030. Det har gjort, at folk træder lidt vande og afventer, hvad der sker, siger han og fortsætter:

    - Så er der også det, at vi endnu ikke har fået struktureret planlægningen af projektet og derfor ikke har kunnet melde en tidsplan ud. Og endeligt arbejder vi lige nu med en fusion af tre varmeværker på Mors, som efter planen skal blive til ét, forbrugerejet selskab.

    Alt sammen noget, der er med til at skabe støj omkring Morsø Varmes konverteringsprojekt.

    Vores målsætning er helt klar: Vi skal have udrullet fjernvarme til hele det område i Nykøbing Mors, som er dækket af projektforslaget.

    Peter Therkildsen, Bestyrelsesformand i Morsø Varme

    Vil skabe klarhed om projektet

    Og den støj vil man i de kommende måneder gøre en stor indsats for at få bugt med, fortæller Peter Therkildsen.

    Blandt andet har man valgt at indhente hjælp fra en ekstern konsulentvirksomhed, ligesom der også er planer om at få ansat en projektleder, der skal styre fjernvarmen i mål.

    - Vi tager ud og holder garagemøder, vi går i gang med at stemme dørklokker, og vi får gjort det helt klart, hvad det indebærer at få fjernvarme. Hvad koster tilslutningen, hvad skal man selv gøre, og hvornår skal man forvente, at vi kommer ud? Alt det skal vi have svar på, siger han og fortsætter:

    - Når vi har det, er vi klar til at melde ud om projektet – blandt andet med en foreløbig tidsplan. Kort sagt er tanken, at det hele skal være langt mere konkret. Det mener vi, vil gøre at folk ser en mening i projektet.

    Udover Morsø Varmes egen opgave – at få fjernvarmeprojektet i mål – mener Peter Therkildsen også, at der er en helt klar politisk opgave, som skal løses, hvis fjernvarmeudrulningen skal lykkes.

    Helt konkret mener han, at det politiske mål om at fjernvarmeudrulningen skal være færdig i 2028, er urealistisk.

    - Jeg er ikke i tvivl om, at der lige nu bliver sat så mange projekter i gang, at vi skaber en flaskehals for både arbejdskraft og materiale. Når jeg taler med entreprenører og rørleverandører kan de ikke garantere, at de kan levere – og samtidig er vi jo afhængige af, at vi får de rette priser hjem, når vi sender et projekt i udbud, siger han og fortsætter:

    - I det hele taget tager processen med at udrulle fjernvarme bare lang tid. Man slår ikke sådan et projekt op fra den ene dag til den anden, når man både skal skaffe varmekilder, fastlægge hvilke områder der skal forsynes og gå igennem den politiske proces med at få lavet nye varmeplaner.

    Håber på, at tiden modner interessen

    Hos Morsø Varme er der en stor tro på, at det nok skal lykkes at få skiftet naturgassen i Nykøbing Mors ud med fjernvarme. Om man lige når det inden 2028 tør Peter Therkildsen dog ikke love – og det er også derfor, han beder om en længere tidsfrist.

    - Vi har den erfaring, at tiden kan være med til at modne interessen for et projekt som fjernvarmen, der jo i sidste ende er på frivillig basis. Og det er jo klart, at det skaber incitament for at komme med på fjernvarmen, når man ser naboerne få lavere varmeomkostninger ved at skifte, siger han.

    Netop derfor forklarer formanden, at man også kunne løse den manglende opbakning i nogle områder ved at dele projektet op og udrulle der, hvor tilslutningen er størst.

    - Vi har nogle områder, der er mere oplagte til fjernvarme end andre – blandt andet fordi der er bedre plads til at grave rør ned i gaderne. Og det er jo noget af det, vi må vurdere hen ad vejen. Der skal jo også være fornuft i at vælge nogle områder fra i første omgang, siger han og slår så fast:

    - Men vores målsætning er helt klar: Vi skal have udrullet fjernvarme til hele det område i Nykøbing Mors, som er dækket af projektforslaget.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...