AffaldPlus vil i gang med at fange CO2
Det vestsjællandske affaldsselskab, AffaldPlus, planlægger at søge midler fra CCS-puljen, når den åbner i 2025. Håbet er at etablere et CCS-anlæg, der kan fange op mod 180.000 tons CO2 om året og både omstille og sikre affaldsforbrændingen økonomisk i fremtiden.
180.000 tons CO2.
Så meget vil AffaldPlus potentielt kunne fange og lagre hvert år, hvis affaldsselskabet lykkes med at etablere et CCS-anlæg i det vestsjællandske.
Og lige nu er man i fuld gang med at forberede et projektforslag, så man til næste år kan søge om at få del i de i alt 28 milliarder fra CCS-puljen, der sendes i udbud i 2025.
Helt konkret er der to årsager til, at AffaldPlus vil være med i kapløbet om at fange CO2, fortæller direktør Rikke Saltoft:
- Vi vil gerne være frontløbere på den grønne omstilling, og derfor har vi også et mål om at levere CO2-fri varme fra 2030. Skal vi nå det, er det helt oplagt at gå i gang med at fange den CO2, vi udleder i dag, siger hun og fortsætter:
- Samtidig går 48 procent af vores nuværende omkostninger til CO2-afgifter. Der kommer et tipping point rent økonomisk, hvor det ikke kan svare sig andet end at omstille. Det vil vi gerne komme i forkøbet. Så selvom investeringen i CCS er dyr, er den også nødvendig – og med tiden vil det blive billigere for kunderne, fordi vi ikke længere har udgifterne til dyre CO2-kvoter.
De nemme ting er taget
Lige nu er AffaldPlus i gang med det meget indledende forarbejde til et eventuelt CCS-anlæg, fortæller Rikke Saltoft.
Men man skal rykke ret hurtigt på sagen, for allerede i januar næste år forventer man at søge puljen. Først og fremmest med henblik på at blive prækvalificeret til den videre proces.
- Selvfølgelig er vi under tidspres, og det gør også, at vi i direktionen og bestyrelsen er meget optaget af CO2-fangst for tiden. Indtil videre har vi sikret os de rette kompetencer med nogle af de dygtigste på området som rådgivere – og nu mangler vi så den funding, der skal til for at komme i mål, forklarer hun og fortsætter:
- Hvor stor investeringen bliver, ved vi simpelthen ikke endnu. Indtil videre har vi været ude og afsøge markedet og har talt med andre, der arbejder på lignende projekter. Jeg kan sige, at det ikke bliver billigt, men man skal jo også huske på, at grøn omstilling ikke er gratis. De nemme ting er taget, så nu skal vi have fat i det svære – heriblandt CO2-fangsten. Og det er enormt spændende, synes jeg.
Kollegaer bliver til konkurrenter
Det er ikke kun CO2-fangst, der fylder hos AffaldPlus for tiden. Netop på affaldsforbrændingsområdet venter en konkurrenceudsættelse nemlig lige om lidt.
Inden årsskiftet skal Næstved Affaldsenergi derfor udskilles i et separat selskab – og det er altså i det selskab, at investeringerne i CO2-fangst skal foretages.
- Det er to meget store opgaver på én gang, som begge kræver mange ressourcer og kompetencer. Det tror jeg også er oplevelsen hos mange andre af vores kollegaer i branchen – som jo nu bliver vores konkurrenter, siger Rikke Saltoft og fortsætter:
- Heldigvis er der en grundkultur i branchen, hvor man deler viden med hinanden, men godt nok slet ikke det omfang, vi har gjort. Der er mange udfordringer og problematikker, som jeg gerne ville vidensdele om med de andre affaldsselskaber, men det kan man ikke med alt længere. Til gengæld har vi været vant til at dele ting med hinanden, så der er stadig områder, hvor vi kan tale sammen og lære af hinanden. Bare ikke når det gælder det rent kommercielle.
Skal fange CO2 fra 2030
Lykkes det AffaldPlus at få del i de mange milliarder fra CCS-puljen, skal selskabet senest kunne levere CO2-reduktioner fra et kommende CCS-anlæg i 2030.
Energistyrelsen har selv meldt ud, at man forventer at tildele kontrakter i april 2026 efter en prækvalifikations- og forhandlingsrunde, så der går altså godt og vel halvandet år, før AffaldPlus eventuelt vil kunne sætte gang i arbejdet.
Spændende at følge planer hos AffaldPlus
Områdechef for CCUS og PtX i Dansk Fjernvarmes, Jannick H. Buhl, ser frem til at høre mere om CO2-fangst-planerne hos AffaldPlus:
- Det er rigtig spændende at høre om AffaldPlus’ planer om CO₂-fangst på deres affaldsenergianlæg i Næstved, siger han og uddyber:
- Fjernvarmesektoren kan bidrage med store CO₂-reduktioner til de danske klimamål, og det er derfor gode nyheder, at AffaldPlus nu også viser, at de er engageret i udviklingen og undersøger, om det kan lade sig gøre hos dem. Men som Rikke Saltoft siger, så er det en stor og kompleks opgave, de kaster sig ud i. Jeg ser frem til at følge med i projektet.
Dansk Fjernvarme og CCUS
CCUS - eller Carbon Capture Utilization and Storage - er en central teknologi for, at vi når målet om 70 procents reduktion af vores CO2-udslip i 2030.
Bliv klogere på hvad Dansk Fjernvarme mener om CCUS – klik her.
Giv os klare rammer - så leverer vi på klimamålene – debatindlæg fra Jannick H. Buhl, marts 2024.
Skriv kommentar