Ansøgning om gratiskvoter skal ske nu i foråret
Der kan i år ansøges om gratiskvoter for perioden 2026-2030. Den 17. april afholder Dansk Fjernvarme webinar om, hvordan man ansøger.

Dansk Fjernvarme tilbyder et medlemswebinar, hvor der bliver orienteret om ansøgning af gratiskvoter for perioden 2026-2030. Webinaret bliver afholdt den 17. april, og på mødet deltager ekspert på kvoteområdet Pia Clausen fra NIRAS.
Ansøgningsfristen for gratistildelingen af CO2-kvoter i perioden 2026-2030 er fredag den 14. juni 2024.
På webinaret bliver ansøgningsskemaerne og de procedurer, som ligger til grund gennemgået. Herunder overvågningsmetodeplan og basisdatarapport, og hvad man skal være opmærksom på.
Tilmeld dig webinaret her: Webinar: Ansøgning om gratiskvoter 2024 | Danskfjernvarme
På webinaret kan du bl.a. høre:
- Nyt om ansøgning om gratiskvoter
- Hvordan indberetningsskemaerne fra EU udfyldes korrekt
- Hvad vi i fjernvarmen særligt skal være opmærksomme på i ansøgningsprocessen
Webinaret henvender sig til medlemmer, der skal til at søge om gratiskvotetildeling for den kommende periode 2026-2030. Alle deltagere vil få adgang til en optagelse af webinaret og de anvendte slides helt frem til ansøgningsfristen den 14. juni 2024.
Det betyder, at du - selvom du ikke har mulighed for at deltage i selve webinaret - via din tilmelding kan se optagelsen på et andet tidspunkt.
Ansøgning om gratiskvoter for perioden 2026-2030
Fjerde kvotehandelsperiode er inddelt i to tildelingsperioder – 2021-2025 og 2026-2030. For at kunne modtage gratiskvoter skal driftsledere søge om gratistildeling for hver tildelingsperiode. Ansøgningsrunden for 2021-2025 fandt sted i sommeren 2019 og er afsluttet.
Fristen for ansøgning om gratiskvoter til den næste periode er d. 14. juni 2024. Ansøger man ikke inden denne frist, er det ikke muligt at ansøge senere i denne 5-års periode. Dog gælder særlige regler for nytilkomne til ETS, som har mulighed for at søge i løbet af den femårige periode.
Kvoter købt i indeværende kvotetildelingsperiode kan fortsat anvendes i 2026-2030, da vi stadig er i samme kvotehandelsperiode.
Ansøgning om gratiskvoter skal indeholde en basisdatarapport (BDR), og en overvågningsmetodeplan (MMP). Sidstnævnte er ikke det samme som den overvågningsplan, der ligger til grund for de årlige rapporteringer, men der skal naturligvis være overensstemmelse imellem de to dokumenter.
Både basisdatarapport (BDR) og overvågningsmetodeplan (MMP) uploades i EDO i et fast defineret Excel format fra EU-kommissionen, som oversættes til dansk. Energistyrelsen har udsendt besked til de forpligtede selskaber om, at skabelonerne nu foreligger i engelsk version her Free allocation - European Commission (europa.eu) under ”Phase 4, (allocation period 2026-2030)”.
Husk at ansøgning om gratiskvoter skal verificeres af jeres kvote-verifikator på samme måde som jeres årlige udledninger. Der er derfor tale om en ekstra omgang verifikation ud over den sædvanlig årlige i februar/marts.
Verifikationsrapporten for gratiskvoteansøgningen skal være positiv for at opnå ret til gratiskvoter. Er der anmærkninger, skal disse udbedres, og der kan evt. være krav om fornyet verifikation. Dette er nyt, og det gælder både basisdatarapporten (BDR) og overvågningsmetodeplanen (MMP). Vær derfor opmærksom på at påbegynde arbejdet i god tid.
Fordeling af gratiskvoter: Alle skal indsende en basisdatarapport
Da der i år som nævnt kan søges gratiskvoter til den næste periode 2026-2030, udarbejder EU-kommissionen nye benchmark-værdier for fordeling af den tilgængelige mængde kvoter. Derfor skal alle kvoteomfattede – uanset om man ønsker at søge om gratiskvoter i den kommende periode – i år indsende en basisdatarapport (BDR) for perioden 2019-2023. Ønsker man ikke at søge om gratiskvoter, er der ikke krav om verifikation af basisdatarapporten (BDR). Fristen er den 14. juni 2024.
Kravet om indsendelse af basisdatarapport vil formentlig betyde, at der skal leveres lidt flere data end til den vanlige årlige rapportering, idet der i basisdatarapporten skal oplyses om emissioner på delinstallationsniveau, hvilket i andre sammenhænge har været frivilligt.
Vær opmærksom på, at hvis et anlæg er fyret med mere end 95 % biomasse i perioden 2019-2023, udelukkes anlægget fra kvoteordningen. Det vil således ikke være muligt at ansøge om gratiskvoter for disse anlæg.
Yderligere oplysninger om ansøgningsprocessen kan findes på Energistyrelsens hjemmeside: Tildeling af gratiskvoter 2021-2030 | Energistyrelsen (ens.dk)
Forbedringsrapporter
Mindre anlæg i kategorien A-lav, med en årlig emission på under 25.000 ton CO2 skal jf. MR-forordningens artikel 69 stk. 4. kun indsende forbedringsrapporter til Energistyrelsen (via EDO), hvis der er anmærkninger i verifikationskrapportens bilag 1 som kræver dette.
De er dog uanset forpligtede til at følge evt. anbefalinger i verifikationsrapporten.
For større anlæg skal der jf. artikel 69 stk. 1, indsendes en såkaldt forbedringsrapport med henblik på godkendelse. Der gælder følgende nye frister for forskellige størrelser anlæg:
- for kategori A-anlæg, senest den 30. juni hvert femte år
- for kategori B-anlæg, senest den 30. juni hvert tredje år
- for kategori C-anlæg, senest den 30. juni hvert andet år
Læs yderligere her: Forbedringsrapporter | Energistyrelsen (ens.dk)
Returnering af kvoter
Fristen for returnering af kvoter i Erhvervsstyrelsens portal er rykket til den 30. september 2024. Tidligere har fristen ligget i slutningen af april. Erhvervsstyrelsen planlægger et særskilt infomøde senere på året.
Ny gebyrstruktur i kvoteadministrationen
Der indføres ny gebyrstruktur i kvoteordningen, bl.a. som følge af at flere sektorer omfattes. Fremover bliver gebyret individuelt beregnet pr. udledt ton CO2. Der betales fortsat kun gebyr fra fossile udledninger. Gebyret afhænger ikke af tildelingen af gratiskvoter.
Læs mere herom i bekendtgørelse om CO2-kvoter mv.: Kvotebekendtgørelsen (retsinformation.dk)
Kvoteordningen udvides md ETS2
Udvidelsen vedrører brændstofoperatører, men kan omfatte fjernvarmeselskaber der i dag ikke er kvoteomfattede. Den eksisterende kvoteordning refereres til som ETS1.
Energistyrelsen har udsendt information, og afholder roadshows om ETS2 i april og maj. Dansk Fjernvarme følger udviklingen.
Læs mere om ETS2 her: Brændstofoperatører i CO2-kvoteordningen (EU-ETS-2) | Energistyrelsen (ens.dk)
Nye anlæg kan blive omfattet pr. 1. januar 2026
Biomassekedlers indfyrede effekt medregnes fra 1. januar 2026 i sammentællingen af, hvorvidt der er installeret mere end 20 MW kapacitet på lokationen/anlægget. Det skyldes, at biomassen løbende indfases i kvoteordningen, fra 2023 eksempelvis med bæredygtighedskrav.
Det betyder, at lokationer/anlæg, der ikke i dag er kvoteomfattede, kan blive det fra 2026.
Læs mere om kvoteordningen på Energistyrelsens hjemmeside: Ny i CO2-kvoteordningen | Energistyrelsen (ens.dk)
Webinar: Ansøgning om gratiskvoter 2024
Dansk Fjernvarme afholder medlemswebinar den 17. april kl. 10 til 11.30.
Tilmelding – klik her.
Skriv kommentar