Gå til hovedindhold
Energipriser

Assens Fjernvarme ser sig nødsaget til at hæve varmeprisen

Fra den 1. oktober stiger varmeprisen i Assens med godt 24 procent. Prisstigningen kommer i kølvandet på faldende elpriser og stigende priser på træflis, oplyser Assens Fjernvarme, som desuden understreger, at den nye varmepris stadig ligger under landsgennemsnittet.

01. jul. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Assens Fjernvarme kan ikke holde fjernvarmeprisen nede på det nuværende niveau.

    Det må det vestfynske fjernvarmeselskab indse, efter man i første halvdel af 2024 ikke har haft samme indtjening på salg af el fra selskabets kraftværk, vindmølle og solceller.

    I samme ombæring er prisen på flis steget – og da størstedelen af varmeproduktionen i Assens er baseret på netop træflis. Derfor ser man sig nødsaget til at hæve varmeprisen fra 1. oktober med cirka 24 procent for et standardhus, skriver varmeselskabet i en nyhed på deres hjemmeside.

    - Vi har gjort alt for at fastholde den nuværende pris, men af flere grunde er dette desværre ikke muligt for hele 2024, skriver Assens Fjernvarme.

    At varmeprisen allerede stiger fra oktober er et bevidst valg og et spørgsmål om rettidig omhu, oplyser Assens Fjernvarme. Man kunne godt have valgt at vente med stigningen til 2025, men ved at hæve prisen allerede i år, undgår man en opbygning af underskud, som kunne have ført til en større stigning næste år.

    Det gør også, at varmeselskabet allerede nu melder ud til forbrugerne, at man forventer at fastholde de kommende priser i 2025.

    Den nye pris er stadig under landsgennemsnittet

    For blot et par år siden kunne Assens Fjernvarme skilte med, at man havde en af landets laveste varmepriser. Det skyldtes primært de store udsving i elmarkedet, som var kendetegnene for energikrisens absolutte top i 2021 og 2022.

    Assens Fjernvarmes fleksible produktion og muligheden for at sælge el ud på markedet gjorde, at man kunne levere langt billigere varme til forbrugerne end hidtil.

    Med et mere normaliseret elmarked er prisen på fjernvarme i Assens steget frem mod 2024 – og gør det altså igen nu. Til gengæld ligger den nye pris på 15.182 kroner om året for et standardhus stadig under landsgennemsnittet.

    - Selvom vi er kede af prisjusteringen, er vi glade for at kunne meddele, at vores priser stadig ligger under landsgennemsnittet, skriver Assens Fjernvarme i nyheden.

    Den seneste nye udgave af Forsyningstilsynets prisstatistik for fjernvarme viser, at den gennemsnitlige fjernvarmepris i Danmark lå på 15.971 kroner for et standardhus i slutningen af januar 2024.

    Det er en lille stigning på 3,7 procent sammenlignet med januar 2023.

    Flere kunder gør det lettere at tilbyde varme til fornuftige priser

    Assens Fjernvarme er lige nu i fuld gang med et større konverteringsprojekt, der skal sikre fjernvarme til op mod 2.000 nye varmekunder i Aarup og landsbyerne nord for Assens. Derudover er man i gang med at undersøge mulighederne for at fusionere med nabovarmeværket i Gelsted.

    Udvidelserne er forbundet med store investeringer – og derfor understreger Assens Fjernvarme også overfor deres forbrugere, at projektet ikke er medvirkende til prisstigningen.

    Tværtimod. Når man bliver flere til at deles om de faste omkostninger, bliver det lettere at holde varmeprisen nede på et fornuftigt niveau, skriver varmeselskabet.

    Andre klikkede på...