Gå til hovedindhold

Datacentre: Fjern prisloftet og lad os udnytte varmen fra dansk AI-satsning

Prisloftet på overskudsvarme har sat en afgørende stopper for arbejdet med at sikre lokale samarbejder mellem datacentre og fjernvarmeselskaber. Og det kan i sidste ende påvirke klimaaftrykket fra digitalisering og AI, mener datacenterindustrien.

31. oktober 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk
direktør i datacenter industrien henrik hansen

Prisloftet på overskudsvarme spænder ben for, at datacentre og fjernvarmeselskaber i Danmark kan samarbejde om at udnytte energien bedst muligt, siger Henrik Hansen, direktør i Datacenter Industrien. Pressefoto

  • Læs op

Indhold

    I Danmark har vi alle forudsætningerne for at blive en vigtig, global spiller, når det kommer til digitale teknologier – og i særdeleshed AI.

    Teknologien, der i de seneste par år har taget verden med storm, er nemlig mildest talt lidt af en energisluger. Og derfor er det nødvendigt at kunne understøtte den på en bæredygtig og effektiv måde.

    Det skriver Henrik Hansen, direktør i datacenterindustriens brancheforening, i et debatindlæg i Børsen.

    En stærk digital infrastruktur, grønne energikilder og mulighed for at udnytte overskudsvarmen fra de store datacentre, der skal drive den kunstige intelligens, er helt afgørende, mener han. Og alt det har vi allerede i Danmark:

    - Vi har adgang til grøn energi fra vind, sol og biogas samt muligheden for at udnytte overskudsvarmen fra datacentre til fjernvarme og andre relevante formål, hvilket ikke blot reducerer energispild men også styrker den grønne omstilling på en økonomisk hensigtsmæssig måde, forklarer direktøren.

    Forudsætningerne er med andre ord på plads. Lige bortset fra, at et prisloft på overskudsvarme spænder ben for, at vi kan udnytte varmen fra datacentrenes køleprocesser til boligopvarmning.

    Og det får Henrik Hansen til en sende en opfordring til den danske Klima-, Energi- og Forsyningsminister:

    - Lars Aagaard bør tage initiativ til at afskaffe prisloftet, så flere projekter kan komme i gang, og vi kan få maksimal gavn af vores energi. Når vi kan bruge energien to gange – først til datacentre og derefter til varme – skaber vi en win-win-situation for både økonomi og klima.

    Vi må bare konstatere, at prisloftet er et stort bump på vejen.

    Henrik Hansen, Direktør i Datacenter Industrien

    Datacentrene vil gerne sende varme ud i lokalområdet

    Blandt Datacenter Industriens medlemmer er der ifølge Henrik Hansen et klart ønske om at samarbejde med de danske fjernvarmeselskaber.

    Og det bliver kun mere relevant at få udnyttet datacentrenes overskudsvarme, i takt med at væksten stiger i de kommende år, siger han:

    - Der vil være mere og mere varme at hente i fremtiden, og det giver en brændende platform for at intensivere anvendelsen af overskudsvarme. Som industri har vi derfor en interesse i, at det lykkes, forklarer han og fortsætter:

    - Der skal selvfølgelig afklares både forretningsmodel, ejerskab og investeringer – men de fleste, jeg taler med, vil gerne sende overskudsvarme ud i lokalområdet. Og de er sådan set også pålagt at undersøge mulighederne af EU. Men vi må bare konstatere, at prisloftet er et stort bump på vejen.

    Mulighed for sektorintegration er afgørende

    Faktisk har muligheden for sektorintegration med fjernvarmen for nogle datacentre haft stor betydning for, at man i første omgang valgte at etablere sig i Danmark, siger direktøren.

    Ligesom så mange andre virksomheder har datacenteroperatørerne nemlig et ønske om at sænke deres klimaaftryk så meget som muligt.

    - Jeg tror faktisk, at det var en af de afgørende faktorer i, at vi overhovedet fik datacentre i Danmark – det er jo ikke set mange andre steder, at man har den unikke mulighed, siger han og fortsætter:

    - Vi har flere eksempler på, at det godt kan lade sig gøre at etablere samarbejder. Nu mangler vi så bare at få det skaleret og udbredt langt mere. Men alt andet lige tror jeg desværre, at prisloftet lige nu kølner interessen på begge sider af bordet.

    Prisloft sætter udviklingen på pause

    En undersøgelse lavet af Rambøll for Dansk Industri i 2022 viser, at der i industri og erhverv er et uudnyttet overskudsvarmepotentiale på 60 procent.

    Det svarer til en varmemængde, der kan dække cirka 100.000 parcelhuses behov. Hertil kommer et stort potentiale fra blandt andet datacentre – og spørger man Henrik Hansen, kan potentialet godt være endnu større.

    Især hvis vi i Danmark formår at stille os stærkt i en global konkurrence, når det kommer til at understøtte udviklingen indenfor AI.

    Det kræver selvfølgelig, at datacentrene ligger i nærheden af større byer, så der er nogen til at aftage varmen. Og så skal der ikke mindst lægges kræfter i, hvis man skal indfri potentialet.

    - Vi skal have udviklet nogle modeller, som er nemme at implementere for både fjernvarmeselskab og datacenteroperatør – i stedet for at man skal opfinde den dybe tallerken, hver gang der skal etableres et overskudsvarmesamarbejde, siger Henrik Hansen og fortsætter:

    - Prisloftet gør desværre bare, at det arbejde lige nu står i stampe. Det er en helt grundlæggende faktor for udviklingen, at vi får det fjernet.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...