Deltagerantallet har rundet 1.500
Der er fortsat stor interesse for Landsmøde 2024, der allerede nu – én måned siden åbningen for salget af billetter – kan melde om over 1.500 tilmeldinger.
Det tog blot mindre end to dage, førend antallet af deltagere på Landsmøde 2024 nåede over 1.000, da Dansk Fjernvarme åbnede for salget af billetter til fjernvarmesektorens største årlige arrangement. Og én måned senere har antallet af deltagere rundet 1.500.
Det går med andre stærkt med at få fjernvarmesektoren til at melde sig til landsmødet, der i år bliver afholdt i Bella Centeret i København fra den 24. til den 25. oktober.
- Jeg er meget overrasket over, at det går så hurtigt frem med deltagerantallet, og jeg er samtidig meget taknemmelig over, at så mange ønsker at være med på Landsmøde 2024, siger leder af Kurser & Events i Dansk Fjernvarme, Lisbeth Aagaard Mountfield og fortsætter:
- Det viser, at der er et behov i fjernvarmebranchen for at kunne mødes, blive inspireret og dyrke netværk med andre kollegaer samt leverandører, og de mener, at det er vi i Dansk Fjernvarme i stand til at levere med landsmøderne.
Og det er såmænd ikke alene antallet af deltagere, der er fart på. Landsmøde 2024 har for længst kunne melde alt udsolgt for stande og træfpunkter – 156 i alt – selv om der i år er udbudt rekordmange stande og træfpunkter.
- Der er en meget stærk opbakning fra leverandørerne til vores medlemmer, og det er meget positivt, når hele fjernvarmebranchen på den måde står sammen om et arrangement som landsmødet. Det viser, at det er det rette sted for alle at mødes, siger Lisbeth Aagaard Mountfield.
Der har aldrig tidligere været tilmeldt så mange til et landsmøde allerede inden den 1. august, og det kan måske tyde på, at den hidtidige deltagerrekord fra 2023 kan blive truet. Sidste år blev der sat deltagerrekord med over 2.300 deltagere, da landsmødet blev afholdt i Aalborg Kongres & Kultur Center.
LM 2024: De gode forbindelser er i centrum
Den kommende udgave af Landsmødet – LM2024 – bliver centreret omkring de gode forbindelser – mellem selskaber og kunder; mellem viden og teknologi.
Læs mere – klik her.
Landsmøde 2024
Dansk Fjernvarme afholder i 2024 landsmøde i Bella Centeret i København. Det sker fra torsdag den 24. oktober til og med fredag den 25. oktober.
Programmet bliver hele tiden udbygget. Du kan få overblik over programmet og praktiske oplysninger – klik her.
Skriv kommentar