Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Ledelse & Bestyrelse

Fjernvarmebranchen: Bedre rekruttering og nye kræfter skaber diversitet

Der skal skabes mere mangfoldighed i fjernvarmebranchen og gøres oprør mod fordommen om, at der i fjernvarmebranchen kun er hvide mænd med ingeniør baggrund, påpeger politiker og bestyrelsesmedlem i CTR, Rasmus Steenberger.

08. maj 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

- Jeg synes, man skulle turde at ansætte nogle nye kompetencer, som bidrager med ny viden og kommer med et nyt perspektiv på fjernvarmebranchen, siger Rasmus Steenberg - bestyrelsesmedlem i CTR.

  • Læs op

Indhold

    Da SF politiker Rasmus Steenberger i  januar 2022 blev genvalgt for Københavns Kommune til at sidde med i fjernvarmeselskabet CTR’s bestyrelse, som borgerrepræsentationsmedlem, gik han til opgaven med stor interesse og motivation.  

    - Set med mine øjne er det en af de poster, som er mest attraktiv. Det er en drømmeposition, fordi CTR har mange muskler at spille med, når det gælder fjernvarme og den grønne omstilling.

    Udover at være bestyrelsesmedlem i CTR, arbejder Rasmus Steenberger til daglig i Frederiksberg Kommune som projektleder. Selvom han ikke direkte har fingrene i kagedejen ude hos fjernvarmeselskaberne, er Rasmus Steenberger blev bekræftet i nogle fordomme, han har om fjernvarmebranchen.

    - Den klassiske fordom om fjernvarmebranchen er, at der er en overvægt af hvide mænd med ingeniør baggrund. Vi ser færre kvinder i branchen. Vi ser sjældent minoriteter. 

    - Det skal der ændres på. Ved at vi gør fjernvarmeselskabernes rekruttering mere mangfoldig, derved skabes der mere diversitet.

    Og tilføjer:

    - Jeg synes, man skulle turde at ansætte nogle nye kompetencer, som bidrager med ny viden og kommer med et nyt perspektiv på fjernvarmebranchen.

    Det er vigtigt for Rasmus Steenberger at påpege, at fjernvarmeselskaberne ikke skal gå ud og ansætte en kandidat med en profil, som kun bliver ansat for at skabe mere diversitet. Der  skal være en konkret plan og vedkommende skal være kvalificeret.

    Blinde vinkler

    En anden observation Rasmus Steenberger har gjort sig, når det drejer sig om diversitet i fjernvarmebranchen er, at fjernvarmeselskaberne ikke er bevidste om deres egne blinde vinkler.

    - Der er behov for, at bestyrelserne i fjernvarmebranchen er mere opmærksomme på deres egne blinde vinkler. Vi bliver nødt til at kompetencedække, hvad vi hver især i bestyrelsen er gode til og mindre gode til.

    Det kan ifølge Rasmus Steenberger være kommunikationen med borgerne og brugere eller udsmykning af den decentrale varmeproduktion.

    - Vi kunne som bestyrelse godt blive bedre til at dække flere facetter, således vi er de gode sparringspartnere for direktionen. Derved skaber mere værdi for byen og borgerne.

    Rasmus Steenberger vurderer, at nutidens billede af fjernvarmebranchens ansatte kommer til at se anderledes ud om 10 år.

    - Vi kommer til at se en anden kønsmæssig og etnisk repræsentation, som følger med nogle af de kompetencer, vi mangler i dag, fordi vi skal følge med tiden.

    Og tilføjer:

    - Der kommer til at være flere fagområder, som fremadrettet fylder mere end de gør lige nu for eksempelvis kommunikation.

    Reserver to stole

    Rasmus Steenberger har også et konkret forslag til, hvordan de fjernvarmeselskaber, som har en forbrugervalgt bestyrelse, opnår mere diversitet.

    - Man kunne vælge at reservere to stole i bestyrelsen til eksterne kandidater. Til de to stole vælger man målrettet at rekruttere efter særlige kompetencer, som mangler i bestyrelsen. Men som er vigtige for strategien.

    Selvom det er Rasmus Steenbergers forhåbning, at fjernvarmeselskaberne lykkes med at gøre oprør mod fordommene om branchen, er det vigtigste, at branchen rekrutterer og ansætter den kandidat, som er mest kompetent.

    - Vi skal ikke begynde at rekruttere alene efter køn eller hudfarve, men vi skal række ud efter nye kompetencer og turde tage nogle chancer.

    Andre klikkede på...