Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Cybersikkerhed & Beredskab
Medlemmer

Fjernvarmeselskaber skal ikke investere i nødstrømsgeneratorer

BEREDSKAB: Forsvarsministerens varsel om behov for, at danskerne skal kunne klare sig uden varme, vand og el i flere dage, gælder ikke for elforsyningen til fjernvarmeselskaber.

26. jun. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Nogle fjernvarmeselskaber er – med rette – blevet foruroligede af de udmeldinger, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen fremsatte på Folkemødet 2024, hvor han opfordrede danskerne til at forberede sig på, at de kan stå uden varme, vand og el i flere dage.

    Spørgsmålet som driftsledere spørger sig selv er, at hvorvidt den manglende el også rammer dem, og om de fx skal have nødstrømsgeneratorer klar til at kunne holde varmepumper og andet i gang.

    Svaret er ganske enkelt: Nej!

    - Meldingen fra forsvarsministeren er møntet på alle danskere, men ikke samfundskritisk infrastruktur som fx fjernvarmeselskaber. Fjernvarmen er ganske vist – som danskerne – afhængige af, at der er strøm i stikkontakten, men det er altså elselskabernes beredskab, der skal håndtere situationen med fortsat elforsyning, hvis beredskabet kræver det, forklarer projekt- og udviklingskonsulent i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.

    Sagt med andre ord, så er det fint, hvis et fjernvarmeselskab allerede har en nødstrømsgenerator som en del af inventaret, men der er altså hverken krav om eller behov for, at selskaberne nu investerer i nødstrømsgeneratorer.

    Kim Behnke understreger, at den danske elforsyning er ganske robust, og at anbefalingen fra Dansk Fjernvarme til sine medlemmer derfor er, at der ikke er behov for at investere i større nødstrømsanlæg.

    - Der skal være UPS-anlæg med batterier osv. til sikring af kontrolleret nedlukning af IT og OT systemer, så de hurtigt kan komme i drift igen. Men egentlige nødstrømsanlæg skal være meget store, hvis de skal dække fjernvarmeværkets behov for el til alle værkets enheder, pumper ude i byen osv. Og helt absurd bliver det ved dækning af el-behov til store varmepumper, lyder det fra Kim Behnke.

    Kraftvarmeværker har særlig forpligtigelse

    Han gør dog opmærksom på, at en særlig ”type” af fjernvarmeanlæg har en forpligtigelse – nemlig kraftvarmeanlæggene, som netop skal kunne levere ind til elforsyningen i tilfælde af mangel på el – om det så er naturligt eller grundet uheld eller angreb.

    - Kraftvarmeanlæggene har en særlig forpligtigelse og et særligt beredskab, som de opererer under, og derfor skal de selvfølgelig kunne levere el, når det er påkrævet, siger Kim Behnke.

    Og hvis et fjernvarmeselskab har nødstrømsgeneratorer, så er det vigtigste nok i øvrigt at sørge for, at man har det nødvendige brændstof til rådighed og klar, hvis generatoren skal i drift.

    - Fjernvarmeselskaber skal have tiltro til, at elselskaberne sørger for, at deres beredskab er på plads, hvis der skal opstå situationer, hvor forsyningen af strøm bliver truet eller falder ud, slår Kim Behnke fast.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...