Galten Varmeværk har tæt på fordoblet varmeproduktionen
Et samarbejde med Kredsløb betyder, at Galten Varmeværk nu leverer varme til Skovby, Storring, Stjær og Harlev. Med samarbejdet har man tæt på fordoblet varmeproduktionen, og ikke mindst sikret fjernvarme til omkring 500 nye forbrugere.

Varmeproduktionen på Galten Varmeværk har fået et gevaldigt nøk opad, efter man er begyndt at levere store mængder varme til Kredsløbs ledningsnet. Foto: Galten Varmeværk.
Galten, Skovby, Storring, Stjær og Harlev.
Sådan lyder den efterhånden lange liste over byer, der får varme fra Galten Varmeværk.
For blot et par vintre var listen ellers markant kortere, men et samarbejde med aarhusianske Kredsløb har betydet, at man nu også kan sende varme ud af byen.
På den måde har man sikret fjernvarme til en masse nye borgere, mens den eksisterende produktion er udnyttet til fulde – og der er dermed tale om et noget nært perfekt partnerskab, fortæller Finn G. Sørensen, driftsleder for Galten Varmeværk:
- Samarbejdet kom i stand, fordi Skanderborg Kommunes varmeplanlægning viste, at der var et potentiale for at udrulle fjernvarme til en del af vores nabobyer. Vi havde dog ikke mulighed for at konvertere så store områder på kort tid, og derfor var det naturligt at indlede et samarbejde med Kredsløb, fortæller han og fortsætter:
- Det har jo betydet, at rigtig mange gaskunder i Skovby, Storring, Stjær har kunnet komme over på fjernvarmen, mens vi kan udfase olie fra varmeproduktionen i Harlev. Det gør tilsammen, at vi kan udnytte vores varmepumpeanlæg langt bedre. Vi producerer næsten dobbelt så meget varme som før, og det har anlægget heldigvis været gearet til fra starten.
Det svarer til, at man har haft en taxa til at holde, som kun kører halvdelen af tiden. Nu kommer den til at køre hele tiden.
Øget produktion kommer forbrugerne til gode
Udover at samarbejdet med Kredsløb sikrer fjernvarme til flere, bliver er det også en god forretning for Galten Varmeværks eksisterende kunder, spår Finn G. Sørensen.
Før kørte varmeværket i Galten nemlig kun ved halv kapacitet på en kold vinterdag, mens man nu producerer langt større mængder varme. Hvor produktionen før lå på 48.000 MWh – fordelt på et varmepumpeanlæg og et flisanlæg – forventer man, at den kommer helt op på 80.000 MWh fremover.
- Det svarer til, at man har haft en taxa til at holde, som kun kører halvdelen af tiden. Nu kommer den til at køre hele tiden, og det forventer jeg vil kunne ses på varmepriserne i Galten i løbet af de kommende år, siger driftslederen og tilføjer:
- Når vi skal producere mere varme, bliver reparationsomkostningerne på varmepumpeanlægget selvfølgelig større, men dem tager de fremover del i hos Kredsløb.
Kredsløb klarer administrationen
Som en del af aftalen mellem de to fjernvarmeselskaber har Kredsløb fra årsskiftet overtaget administrationen af Galten Varmeværk. Det betyder, at kundeservice, afregning og selvbetjening klares i Aarhus.
Derudover er man i Galten ved at få udskiftet målerparken, så man kan komme over på Kredsløbs aflæsningssystem, fortæller Finn G. Petersen, som dog understreger, at borgerne i Galten også fremover vil være kunder hos Galten Varmeværk.
- Selvom vi rent forsyningsmæssigt er koblet sammen med Kredsløb, er vi stadigvæk et selvstændigt varmeværk, og det bliver vi ved med, slår han fast.
Skriv kommentar