Grenaa Varmeværk: Der er et utrolig højt sikkerhedsniveau i dag
Et skærpet beredskab er kommet for at blive i fjernvarmesektoren. Hos Grenaa Varmeværk består det styrkede beredskab af mange elementer lige fra komplicerede routere til hundepatruljer.
Cyberkrig, sabotage, Kina, Rusland, Ukraine, internationale hackere … og så et helt almindeligt fjernvarmeselskab på Djursland.
Afstanden mellem 2024’s dramatiske verdensorden og den danske fjernvarmesektor er desværre ikke længere så stor og kontrastfyldt, som den ellers kan lyde, når man stiller begreberne over for hinanden.
Om vi vil det eller ej, så er også danske fjernvarmeselskaber blevet en spillebrik, der har interesse for kræfter, der ikke vil os det godt. Den erkendelse er også nået frem til Grenaa Varmeværk, hvor direktør Søren Gertsen ikke behøver mange øjeblikke til at overveje, hvad der potentielt kunne være det værste angreb, hans fjernvarmeselskab kunne blive udsat for.
– Det er hackerangreb, fordi angreb på vores it-systemer kan være store, uoverskuelige og svære at løse. Opstår der en brand i en bygning – det kan vi håndtere og med egne øjne se, hvad der bliver skadet, og hurtigt rette op på det igen, fastslår han og fortsætter:
– Et hackerangreb er mere diffust. Der får hackeren adgang til dine data og til at låse systemet, så det kræver en løsesum at få låst op igen. Det scenarie kan have vidtgående konsekvenser for os som virksomhed.
Hysterisk sikkerhedsniveau
Selvom Grenaa Varmeværk ikke har oplevet hverken cyberangreb eller fysiske forsøg på angreb eller sabotage, så er der hen over de sidste ti år kommet et langt større fokus på at øge sikkerheden hos selskabet.
– Der er sket en stor forandring. Krigen i Europa har kun gjort det endnu mere aktuelt at være opdateret på vores beredskabsplaner, vurderer Søren Gertsen.
Han tilføjer:
– Der er generelt kommet en større opmærksomhed. Jeg vil gå så langt som at sige, at der i dag er et hysterisk højt sikkerhedsniveau.
Se video fra Grenaa Varmeværk med Søren Gertsen. Video: Jesper Voldgaard.
Konkret betyder det eksempelvis, at der overalt på Grenaa Varmeværk i dag er låsesystemer ved alle indgange. Der er desuden sat hegn og videoovervågning op.
– Alle vores hegn er 1,80 meter høje, og de har til formål at holde både dyr og mennesker ude. Vi oplever af og til, at rådyr maser sig under hegnet – så derfor er der skabt passagemulighed for dyrene, fortæller direktøren.
Beredskabsplaner handler dog ikke kun om risiko for indtrængning på grunden. Begrænsning af de skader, en brand – påsat eller ikkepåsat – kan forårsage, står også centralt.
Grenaa Varmeværks bygninger ligger eksempelvis ikke tæt op ad hinanden. Det kræver en kort køretur at komme rundt på hele varmeværket, og det er helt bevidst.
Har selskabet behov for at opføre en ny bygning, placeres den et stykke fra de nuværende bygninger. Skulle der opstå brand, sikrer det, at flammerne ikke spreder sig.
Derudover går Grenaa Varmeværk særligt op i at undgå, at der ligger brændbare effekter op ad varmeværkets vægge.
Hundepatrulje og kompleks router
For at skærpe sikkerheden generelt på varmeværket har Søren Gertsen og hans stab i perioder haft en vagt og en hundepatrulje til at holde øje med området om natten.
Søren Gertsen oplyser, at det i første omgang handlede om at forhindre indbrud og tyveri, men at tiltaget med vagter og patruljer også i fremtiden kan indgå som et værktøj i beredskabskassen – som kan hives frem afhængigt af trusselsbilledet.
Ud over at Grenaa Varmeværk har garderet sig mod fysiske angreb i form af indtrængning på grunden, har varmeværket også investeret i it-udstyr, som skal sikre, at man kan modstå eventuelle cyberangreb.
– Vi har implementeret den mest komplekse router, man overhovedet kan forestille sig at få. Forhåbentlig kan den holde hackere ude af vores systemer, fortæller Søren Gertsen.
Skulle det – trods alle sikkerhedsforanstaltninger – ske, at Grenaa Varmeværk bliver udsat for angreb, skal fjernvarmekunderne i byen ifølge Søren Gertsens vurdering ikke være bekymrede for, om de kan få leveret varme.
– Hvis eksempelvis det store anlæg bliver ramt, så kan vi levere varme til hele byen via decentrale anlæg. Det har vi ret godt styr på.
DENNE ARTIKEL ER TIDLIGERE BRAGT I MAGASINET FJERNVARMEN JUNI 2024.
Vær beredt!
Fjernvarmens rolle som kritisk infrastruktur har fået fornyet opmærksomhed i en tid, hvor hybridkrig, hackere og risiko for sabotage er reelle trusler mod Danmark. Ny beredskabslovgivning er på vej, og Dansk Fjernvarme sætter spot på behovet for skærpet sikkerhed.
Masser af kurser efter sommerferien
Efter sommerferien rykker beredskabskurserne til Sjælland, hvor i alt syv forskellige beredskabskurser bliver udbudt fra september og frem til oktober. Alle kurser bliver afviklet i Glostrup:
- NIS2 – EU-direktiv – 18. september
- CER – EU-direktiv – 19. september
- Risiko- og sårbarhedsanalyse – 23. september
- Klassisk beredskab – 24. september
- IT/IOT – 30. september
- Kontrolrum – 1. oktober
- Brand og sikring – 7. oktober
Senere bliver der yderligere syv kurser, der bliver afholdt i Fjernvarmens Hus i Kolding:
- NIS2 – EU-direktiv – 11 november
- CER – EU-direktiv – 12. november
- Risiko- og sårbarhedsanalyse – 18. november
- Klassisk beredskab – 25. november
- IT/IOT – 26. november
- Kontrolrum – 2. december
- Brand og sikring – 5. december
Fordelsaftaler
Dansk Fjernvarme har via Dansk Fjernvarmes Handelsselskab, DFH, indgået en række fordelsaftaler med forskellige leverandører. Det drejer sig om aftaler med leverandører inden for opfyldelse af de nye krav til beredskab i fjernvarmesektoren.
Medlemmer af DFH vil kunne tilgå de attraktive aftaler uden yderligere omkostninger, mens øvrige medlemmer af Dansk Fjernvarme skal betale et årligt administrationsgebyr for at få adgang til fordelsaftalerne.
Fordelsaftalerne gælder følgende områder:
- Brand og sikring
- Incident Response
- NIS2
- CER
Der vil løbende blive tilføjet flere fordelsaftaler, i takt med at de bliver indgået.
Læs mere: www.dfhservice.dk
Skriv kommentar