Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler
Forsyningssikkerhed
Elmarked & Eltariffer

HOFOR: Varmepumpe udnytter overskudsvarme fra køleproduktion

En innovativ varmepumpe, som udnytter overskudsvarmen fra produktionen af fjernkøling, står nu som den første klar i København.

2. sep. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Den tidligere forsyningsbygningen på Tietgensgade i København huser nu den første af en række af varmepumper, der skal udnytte grøn strøm til fordel for fjernvarmekunderne og CO2-udledning. Foto: Hofor.

Indhold

    HOFOR er nu klar til at udnytte overskudsvarme til fjernkøling, der kan sende varme ud til knap 3.000 boliger i København. Varmepumpen er placeret i Tietgensgade i hjertet af København, hvor den skal udnytte overskudsvarme fra godt 120 fjernkølingskunder.

    - Vi udnytter overskudsvarmen fra vores fjernkølingsanlæg. Ligesom et almindeligt køleskab, der bliver varmt bagpå, så laver vores fjernkølingsanlæg også overskudsvarme, og vi har derfor etableret denne varmepumpe til at udnytte den varme, der ellers blot ville gå til spilde, siger Gorm Elikofer, direktør for Energi i HOFOR.

    Varmepumpen er den første af ti store varmepumper, som HOFOR planlægger at sætte op i hovedstadsområdet for at udnytte grøn strøm fra sol- og vindenergi. HOFOR følger dermed sin plan om at investere 3-5 mia. kr. over de næste år for at lave el-baseret varme til københavnerne.

    - Vi vil rigtig gerne bidrage til den grønne omstilling, og med disse store varmepumper, som vi desuden supplerer med elkedler, så kan vi udnytte grøn strøm fra sol- og vindenergi. Vi forventer at kunne reducere brugen af biomasse med op til 30-35 procent. Ligesom vi også kan reducere brugen af fossile brændsler som gas og olie, siger Gorm Elikofer.

    Meget skal falde på plads

    Planen om de ti varmepumper bygger dog på, at el-nettet bliver udvidet, så sol- og vindenergi kan bruges i de nye anlæg. Uden det, vil projektet ikke kunne realiseres fuldt ud, slår HOFOR fast.

    - Vi følger vores plan, men der er flere faktorer, som er afgørende for, at vi lykkes. Dels skal vi finde plads til anlæggene, og det ser heldigvis ud til at lykkes i god dialog med Københavns Kommune, men for at lykkes kræver det, at der er adgang til grøn strøm i hovedstadsområdet og et udbygget elnet. Og her er der lidt, der skal falde på plads for at imødekomme den stigende efterspørgsel, siger Gorm Elikofer.

    Den næste varmepumpe i rækken er en spildevandsvarmepumpe ved Kløvermarken på Amager, som er fem-seks gange større end den i Tietgensgade. Derudover kommer der en havvandsvarmepumpe i Kranparken i Nordhavn, som er fire gange større end varmepumpen i Tietgensgade.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...