Gå til hovedindhold
Varmekilder
Rammevilkår & Regulering

København: Borgmestre vil forbyde gamle brændeovne

3.200 brændeovne i Københavns Kommune kan ende med at skulle udskiftes eller skrottes med nyt forslag, der skal modvirke luftforurening i hovedstaden.

30. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Politikerne i København lægger op til, at over 3000 brændeovne fra før 2008 skal forbydes. Foto: Colourbox.

  • Læs op

Indhold

    Luftforurening er fortsat en stor udfordring i København. En del af forureningen stammer fra ældre brændeovne, som ikke er blevet udskiftet eller sløjfet og derfor udleder mere forurening. Det er baggrunden for, at Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en ny forskrift for brændeovne, som nu skal behandles politisk.

    Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune vil kommunen fremover – hvis forslaget går igennem – kunne kræve, at ældre brændeovne fra før 2008 skal udskiftes eller sløjfes, hvis boligen er beliggende i et område med kollektiv varmeforsyning. Det nye tiltag vurderes at ramme omkring 3.200 brændeovne i Københavns Kommune.

    Umiddelbart er to borgmestre i København bag forslaget, fremgår det af Ritzau.

    - Der kommer mere og mere viden om, hvor farlig luftforurening er for mennesker, og hvor mange der bliver syge og dør for tidligt på grund af luftforurening, siger Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod, der nævner, at brændeovne – i den forbindelse – er en af de ting, som politikerne kan gøre noget ved.

    Indsatsen har været en politisk prioritet i en længere periode, inden forvaltningerne nu er klar med et konkret forslag, og det glæder SF's sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

    - Jeg har arbejdet for et forbud, siden jeg blev borgmester. Nu kan vi endelig tage første skridt i opgøret med de forurenende brændeovne, siger hun i en pressemeddelelse.

    Det er særligt sundhedshensyn, der ligger til grund for tiltaget. Brændeovne kan stå for en væsentlig luftforurening.

    - Alt for mange københavnere bliver syge og dør for tidligt som følge af sundhedsskadelig luft. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at man risikerer at blive syg af at trække vejret i vores by, siger Sisse Marie Welling videre i meddelelsen.

    Forslaget fra de to borgmestre skal have flertal på Københavns Rådhus. Hvis det er tilfældet, skal det sendes i høring i otte uger, for at politikerne derefter skal drøfte de indsendte kommentarer. Hvis det godkendes endeligt, vil det fungere med virkning fra udgangen af 2025.

    Andre klikkede på...