Gå til hovedindhold
Biomasse
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

Ny politisk aftale skærper bæredygtighedskrav til biomasse

Den 10. oktober meldte Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ud, at regeringen vil skærpe kravene til biomassens bæredygtighed og samtidig omfatte flere selskaber af kravene. Dansk Fjernvarme giver overblik over ændringerne.

22. okt. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Regeringen har nu besluttet, hvordan kravene til bæredygtig biomasse fra EU’s opdaterede direktiv for vedvarende energi (VE-direktivet) skal implementeres i Danmark. Det reviderede VE-direktiv (VEDIII) trådte i kraft i november 2023, hvor EU har skærpet bæredygtighedskravene. De opdaterede krav fra EU skal være implementeret i dansk lovgivning senest 21. maj 2025.

    I samme ombæring har regeringen fulgt op på den politiske aftale om træbiomasse, der blev indgået i oktober 2020. Det er besluttet, at Danmark fortsat skal gå længere i sine bæredygtighedskrav end VEDIII-direktivet (der kan betragtes som minimumskrav), ligesom man i Danmark vil lade endnu flere selskaber blive omfattet af kravene.

    Hvad ligger der i de nye bæredygtighedskrav?

    De nye bæredygtighedskrav drejer sig blandt andet om, at selskaber fremover skal kunne dokumentere, at det såkaldte ’kaskadeprincip’ er overholdt – dvs. at den anvendte træbiomasse ikke kunne have været anvendt til et formål med højere økonomisk eller miljømæssig værdi. Derudover kommer der nye krav til, hvor stor en andel af biomassen, der må komme fra såkaldt ’renafdrift’ (grænser for hvor store samlede områder af træer, der må fældes på én gang) samt krav til hvor meget dødt ved, der skal efterlades i skovbunden. Desuden udvides de såkaldte ’no go-områder’ til også at omfatte gammelgroede skove og heder i rækken af naturområder, som biomassen ikke må komme fra. Dette krav vil som noget nyt også gælde for skovbiomasse.

    Hvordan ovenstående konkret vil blive implementeret, samt hvilken form for dokumentation, der vil kunne anvendes, er fortsat uklart, men vil blive beskrevet, når Energistyrelsen sender den opdaterede bæredygtighedsbekendtgørelse og håndbogsbekendtgørelse i høring. Dette forventes at ske omkring årsskiftet. Energistyrelsen oplyser, at de certificeringsordninger, der i dag er godkendt af EU-kommissionen, vurderes at kunne opfylde kravene. Dertil forventes de varianter af FSC og PEFC, som i dag er godkendt af Energistyrelsen, også at kunne leve op til de kommende krav i opdateringen af direktivet.

    Anlæg ned til 1 MW omfattes af kravene

    Udover at kravene skærpes for de selskaber, der allerede er omfattet af bæredygtighedskrav, så er der også truffet beslutning om, at Danmark vil gå længere end kravene i VEDIII-direktivet og omfatte flere selskaber af kravene (både de eksisterende og de nye krav). Dermed vil anlæg helt ned til 1 MW blive omfattet af bæredygtighedskravene. For allerede omfattede selskaber (dvs. over 2,5 MW for træbiomasse) vil kravene gælde fra 21. maj 2025. For at give selskaber under 2,5 MW, der ikke tidligere har været omfattet af bæredygtighedslovgivningen, tilstrækkelig tid til at implementere bæredygtighedsrapporteringen, vil kravene for de nye selskaber dog først gælde fra 2028.

    Udover sænkelsen af anlægsgrænsen ved anvendelse af træbiomasse, vil anlægsgrænsen for landbrugsbiomasse samt træ- og biomasseaffald blive sænket fra de nuværende 20 MW til 7,5 MW. Skærpelsen fører til, at den andel af halmforbruget til forbrænding, som er omfattet af kravene, øges fra 60 pct. til 83 pct. Den omfattede andel af træ- og biomasseaffald øges fra 76 pct. til 90 pct.

    Den videre proces

    Energistyrelsen forventer at sende forslag til opdaterede bekendtgørelser i høring omkring årsskiftet, således at de kan være endeligt opdateret og trådt i kraft inden 21. maj 2025, hvor kravene ifølge EU-reglerne senest skal være implementeret i medlemslandenes lovgivning (med undtagelse af anlæg på mellem 1 - 2,5 MW, som først omfattes fra 2028).

    Derudover vil Energistyrelsen indkalde til en teknisk gennemgang af de kommende ændringer af bæredygtighedskravene på baggrund af den politiske beslutning. Mødet forventes at blive afholdt 7. november. Mere information følger på Energistyrelsens hjemmeside.

    Læs mere her.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...