Nyt udspil skyder eventyr om CO2-fangst i gang
Dansk Fjernvarme roser den nye aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst, transport, lagring og udnyttelse. Affaldsenergi- og fjernvarmeselskaber kan indfange op til 5,9 mio. tons CO2; et af de væsentligste bidrag til at opfylde Danmarks klimamål.

- Det er meget positivt, at regeringen har lyttet til sektoren og sikret, at det bliver muligt at lave et anlæg til CO2-fangst i samme selskab som kraftvarmeproduktionen (herunder affaldsenergianlæg, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen. Foto: Jesper Voldgaard.
Regeringens udspil om CO2-fangst bidrager til at sikre bedre langsigtede rammevilkår for CO2-fangst, transport, lagring og udnyttelse ved at fjerne en række af de usikkerheder, der er forbundet med investering i teknologien.
Dermed er udspillet et godt bidrag til opnåelse af klimamålene i 2030, mener Dansk Fjernvarme, der repræsenterer de danske fjernvarme- og affaldsenergianlæg. Organisationen glæder sig ved, at oplægget rydder flere barrierer af vejen, så potentialet for CCS kan være med til at sikre CO2-reduktioner.
- Vi hæfter os særligt ved, at når et anlæg sparer omkostninger til CO2-kvoter og afgifter ved at fange CO2, kan værdien af de sparede afgifter og kvoter anvendes til at finansiere CO2-fangst. Det er et rigtig godt initiativ, som sektoren har efterspurgt længe, og det er et vigtigt bidrag til, at det kan blive muligt at etablere CO2-fangst anlæg i Danmark, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme og brancheorganisation for alle landets fjernvarmeselskaber, kraftvarmeværker og affaldsenergianlæg.
- Det er meget positivt, at regeringen har lyttet til sektoren og sikret, at det bliver muligt at lave et anlæg til CO2-fangst i samme selskab som (kraft) varmeproduktionen (herunder affaldsenergianlæg). Det har hidtil ikke været en mulighed, og men der er flere fordele ved det og for mange selskaber er det et essentielt element i at kunne etablere et fangst-anlæg.
Giv medbestemmelse til ejerne og hæv ambitionerne
Selv om oplægget indeholder flere gode elementer, ser Dansk Fjernvarme, at ambitionerne kan hæves yderligere og udnytte, at fjernvarmen i Danmark har rødder i et demokratisk ejerskab, med borgere og kommuner som ejere. Det er ejere, som gerne vil tage et klimaansvar på sig og bidrage til, at Danmark kan nå klimamålene.
- Det kan bringe os tættere på klimamålene at indføre en mulighed for, at et fjernvarmeselskab på frivillig basis kan indgå en aftale med en varmeproducent om at etablere et CO2-fangstanlæg. Varmeforbrugerne er i sidste ende ejere af fjernvarmen, og derfor bør de selv kunne vælge, om de ønsker, at CO2’en skal fanges og dermed få et grønnere produkt. Vi tror på, at mange fjernvarmeselskaber ønsker at gå denne vej og derigennem bidrage til opfyldelse af klimamålene, siger Kim Mortensen.
- Forbrugerbeskyttelse er et grundelement i fjernvarmen, og derfor skal modellen også være aftalebaseret, så den er frivillig for dem, der har muligheden og ønsker at tage et klimaansvar. Varmeforbrugerne får dermed en initiativret, vi alle kan få gavn af, fortsætter Kim Mortensen.
Dansk Fjernvarme håber på, at regeringen og Folketingets partier tager godt imod branchens forslag.
- Teknologien er til stede, og vi har kraftvarme- og affaldsværker, der er klar til at påtage sig en samfundsopgave på vegne af alle danskere, slutter Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Væk med barrierer for CO2-fangst
Regeringen har udsendt pressemeddelelse om deres nye udspil omkring CO2-fangst.
Regeringen lægger i sin pressemeddelelse op til, at det store CO2-fangstpotentiale i forsyningssektoren skal realiseres, så blandt andet CO2 fra danskernes affald kan blive indfanget.
Læs regeringens pressemeddelelse her: Potentialet i forsyningssektoren skal hentes hjem.
Hvad skal der ske med affaldsenergien?
Dansk Fjernvarme er løbende kommet med input til myndighedsprocessen om, at vi bør gennemtænke modellen, så affaldsenergien bliver brugt smartere. Bl.a. så vi øger potentialet for CO2-fangst.
https://danskfjernvarme.dk/maerkesager/affaldsenergi/input-til-myndighederne
Skriv kommentar