Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Produktion
Medlemmer

Opgravet jord fra fjernvarmeprojekter skal genbruges i Køge

Køge Fjernvarme anlægger en såkaldt ressourceplads, hvor man kan håndtere og genbruge den jord, der er opgravet i forbindelse med fjernvarmeprojekter.

12. nov. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Der bliver ofte gravet store mængder jord op, når der skal lægges fjernvarmerør. Nu vil Køge Fjernvarme samle den opgravede jord og genbruge den til gavn for miljøet.

Indhold

    Det bliver til gavn for miljøet, råstofmanglen og økonomien, når Køge Fjernvarme anlægger en såkaldt ressourceplads. Her kan fjernvarmeselskabet både håndtere og genbruge jord, der er opgravet i forbindelse med fjernvarmeprojekter.

    Konkret betyder etableringen af ressourcepladsen, at Køge Fjernvarme fremover vil genbruge de store mængder jord, der graves op i forbindelse med de mange fjernvarmeprojekter – lokalt og uden at skulle tilsætte råstoffer andre steder fra.

    Det er godt nyt for både miljøet, økonomien og de trafikanter, der ønsker sig færre lastbiler på vejene, fremgår det af en pressemeddelelse fra Køge Kommune.

    - Da jeg blev præsenteret for ideen af en projektleder i Køge Fjernvarme, undersøgte jeg straks mulighederne for en miljøgodkendelse. Jo hurtigere vi kunne komme i gang, jo mere kan vi spare på CO2 udledningen fra den tunge trafik og på de jomfruelige materialer i grusgravene, som Sjælland har svært ved at grave frem i de mængder, som bliver brugt i øjeblikket, udtaler Inge-Lise Pedersen, VEKS’ teamleder for QHSE & F - VEKS’ miljø og arbejdsmiljø.

    Køge Kommunen har givet grønt lys til ressourcepladsen, der bliver placeret på Køge Havn. Her bliver den opgravede jord fra fjernevarmeprojekter sorteret – sten, grus og sand sorteres fra og kan genanvendes direkte som råstoffer - og restjorden bliver stabiliseret med kalk.

    Herefter kan materialet anvendes igen - både som sand, der skal beskytte de nedlagte fjernvarmerør, og som påfyldt jord helt op til, hvor asfaltbelægningen starter.

    - Vi har ikke tøvet med at give Køge Fjernvarme tilladelse til at etablere et ressourcecenter, hvor man kan genbruge den jord, de arbejder med i forbindelse med deres mange projekter. Det giver kun god mening at undgå de lange transporter af jord og at skulle indhente sten og grus fra i forvejen pressede grusgrave, når hullerne med de nye rør skal fyldes op igen. Så vi er glade for løsningen her, siger Susan Bladt, teamleder for Miljø & Affald i Køge Kommune.

    Tidligere har man kørt langt med jorden fra fjernvarmeprojektets mange opgravninger og et typisk last-vognslæs med grus rummer mellem 10 og 40 tons. Transporten er i sig selv derfor både tids- og ressourcekrævende - samt en miljøbelastning. Samtidig bidrager den nye proces til ambitionen om et fossiltfrit Danmark, da fjernvarmeprojekterne bliver mindre omkostningstunge.

    Ved i stedet at håndtere den opgravede jord lokalt er der også mange penge at spare. Køge Fjernvarme ønsker så vidt muligt at anvende bæredygtig jordhåndtering ved alle projekter. Alene fra august 2024 og året ud forventes 15.000 tons at blive genanvendt.

    Projektet omkring etableringen af den nye ressourceplads har været et pilotprojekt ikke kun for VEKS, Køge Fjernvarme og Køge Kommune. En række andre fjernvarmeselskaber er ligeledes interesseret i den nye metode med bæredygtig jordhåndtering, fremgår det af pressemeddelelsen fra Køge Kommune.

    VEKS, Køge Fjernvarme har foreløbig lejet arealet af Køge Havn for en periode på 3 år. Da fjernvarmeudrulningen fortsætter i mere end 10 år endnu, er det dog sandsynligt, at der vil være behov for ressourcepladsen i mere end 3 år.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...