Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

Ryslinge Udviklingsselskab vinder Fjernvarmeprisen 2024

Lokale ildsjæle fra Ryslinge på Fyn vandt afstemningen om Fjernvarmeprisen 2024. Prisen gik således i år til Ryslinge Udviklingsselskab.

24. okt. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Modtageren af Fjernvarmeprisen 2024 er Ryslinge Udviklingsselskab ApS fra Fyn. Torsdag aften vandt selskabet afstemningen om årets fjernvarmepris, der blev afgjort ved en afstemning blandt de mere end 2.400 deltagere ved Dansk Fjernvarmes landsmøde.

    Ryslinge Udviklingsselskab var nomineret til Fjernvarmeprisen 2024 for at arbejde sammen med fjernvarmeselskabet i Ringe om at få fjernvarme til Ryslinge.

    Prisen glæder Flemming Rytter fra Ryslinge Udviklingsselskab:

    - Det er en kæmpe ære. Og det er med stor taknemmelighed, at vi modtager den her pris, sagde han fra scenen i Wallmann's, hvor vinderen blev afsløret.

    - Tak til jer for at stemme på os. Og tak til Ringe Fjernvarme for at indstille os. Vi er bare en lille flok frivillige i Ryslinge som vil gøre noget godt for byen, som vi bor i, sagde Flemming Rytter i takketalen.

    Udviklingsselskabet arbejder i bred forstand for at fastholde Ryslinge som et attraktivt sted at bo og i den forbindelse var etableringen af fjernvarme i byen gjort til et centralt projekt. Og det projekt kom solidt i mål med en tilslutning på hele 83 procent af byen. Den succes har ført til, at to andre nærliggende landsbyer med samlet 700 boliger nu også får fjernvarme.

    Vinderen af Fjernvarmeprisen 2024 får rosende ord med på vejen fra Dansk Fjernvarmes formand, Jesper Frost Rasmussen:

     - Jeg er rigtig glad for, at Ryslinge Udviklingsselskab har vundet Fjernvarmeprisen 2024. De er et fremragende eksempel på, hvordan frivillige kræfter i samarbejde med eksisterende selskaber kan få fjernvarme til nye områder. Og deres arbejde viser, hvordan fjernvarmen er central i den grønne omstilling og i at udvikle attraktive områder at bo og leve i, siger Jesper Frost Rasmussen.

    Udover Ryslinge Udviklingsselskab var også Jan Eric Thorsen fra Danfoss  og ARC nominerede til prisen.

    I videoen nedenfor kan du opleve prisoverrækkelsen og høre reaktion fra Flemming Rytter fra Ryslinge Udviklingsselskab.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...