Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Sønderborg: Landsbybeboere blev klogere på lokalvarme

Det nystiftede Sønderborg Lokalvarme var værter for 13 landsbyer i Sønderborgområdet om potentialet for at få lokal fjernvarme.

24. maj 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Udrulningen af fjernvarme i Sønderborg Kommune er i fuld gang, og det skal også nå ud til de mindre landsbyer for at afløse de mange olie- og gasfyr, som skal udskiftes til fordel for grønne alternativer. Nu er der taget hul på arbejdet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sønderborg Varme.

    Sønderborg Varme har til formålet stiftet Sønderborg Lokalvarme, der skal hjælpe de landsbyer, hvor det ikke kan betale sig at lægge fjernvarme ind. Fjernvarmen skal være alternativet til især varmepumper.

    Og via midler fra byrådet og BMC-Fonden er der nu penge til at undersøge mulighederne for at lave lokalvarme i Asserballe, Fynshav, Hundslev-Notmark-Almsted, Kværs, Lysabild, Oksbøl-Broballe-Mjels, Skelde, Skodsbøl, Skovby, Stevning, Tandslet, Tørsbøl, Ragebøl (nord). 

    - Sønderborg Byråds beslutninger og samarbejdet med de etablerede udbydere er både super relevant, tiltrængt og værdsat. Vi repræsentanter fra landsbyerne, kan være med til at åbne nogle indgange til lokalsamfundet. Det hjælper vi gerne med, udtaler Christopher Mose, Dynt-Skelde-Gammelgab landbylaug

    Deltagerne vil have en styregruppe

    På mødet samlede Sønderborg Lokalvarme 32 repræsentanter fra 13 landsbyer i Sønderborgområdet. Fælles for de fremmødte er, at netop deres landsby har potentiale til at få lokalvarme, og på mødet fik de mere at vide om både teknologien – og deres muligheder.

    På mødet blev der også tid til at diskutere, hvordan man opnår den bredest mulige opbakning til projekterne med lokalvarme.

    Flere af repræsentanterne pegede på lokal involvering - fx i form af en styregruppe, der kan samarbejde med lokalvarmeselskabet. Men også fornuftige priser og forsyningssikkerhed spiller en vigtig rolle.

    - Da vi opleverede de store stigninger i gasprisen i 2022, blev mange nervøse for om det kunne ske igen. Hvis vi står sammen, er vi stærkere og forhåbentlig kan en lokalvarmeløsning gøre, at vi er bedre rustet til fremtiden, lød det fra Dorthe Hansen, Stevning.

    Sønderborg Lokalvarme er datterselskab under Sønderborg Varme, og trækker derfor på den ekspertise Sønderborg Varme allerede besidder indenfor fjernvarmeudrulning og fjernvarmedrift. Og det var en glad direktør, der sluttede mødet af.

    - For at et lokalvarmeprojekt kan gennemføres, er det helt afgørende med en solid opbakning i de enkelte lokalsamfund. Derfor er jeg også rigtig glad for den indsats og det engagement repræsentanterne har vist indtil nu og på vores møde i dag. Det lover rigtig godt for den videre proces, siger direktør Erik Wolff.

    Næste skridt er en række borgermøder i de relevante landsbyer, hvor alle interesserede er inviteret. Efter møderne skal lokalvarmeselskabet i gang med at regne på en etableringspris ud fra de tilkendegivelser, der ligger fra borgere, som er interesseret i at få lokalvarme. Først når prisen foreligger, skal borgerne tage endeligt stilling til lokalvarme i deres by.

    Andre klikkede på...