Gå til hovedindhold
Landsmøde

2.000.000 forbrugere er nu på fjernvarme

De seneste 15 år er der kommet 400.000 flere på fjernvarme i Danmark. Og der er plads til endnu flere, men det kræver, at politikerne skaber de rette rammer og dropper den nuværende zig-zag-kurs om gasudfasning, lyder det fra formanden for Dansk Fjernvarme.

30. okt. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Hvis man politisk beslutter sig for at sadle om, selvom jeg her advarer mod det, så skal det ikke komme forsyningsselskaberne eller vores forbrugere til last. Det kan ikke være forbrugerne og fjernvarmeselskaberne, der skal stå tilbage med regningen fordi regeringen og Folketinget zig-zagger, siger Jesper Frost Rasmussen i sin tale til Landsmøde 2025. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Tallene taler nærmest for sig selv: Fjernvarme er både den foretrukne boligopvarmning og populært blandt danskerne. I dag er der således 2 mio. brugere – husstande og lejligheder - på fjernvarmen – en stigning på 400.000 i fællesskabet om fjernvarme siden 2010.

    Det er meget positivt og et meget markant udtryk for, at fjernvarmeselskaberne i Danmark har taget opgaven om at medvirke til den grønne omstilling på sig. Særligt på bagkant af energikrisen i 2022 var der fuld fart på konverteringerne væk fra fossil til fjernvarme.

    Men der er skår i glæden, lød det fra formanden for Dansk Fjernvarme, Jesper Frost Rasmussen, da han torsdag formiddag holdt tale til det årlige landsmøde for fjernvarmebranchen i Odense Congress Center.

    Omkostninger og politik

    Ifølge formanden er der især to ting, som medlemmerne af Dansk Fjernvarme peger på, når de skal forklare, hvorfor konverteringsbølgen er faldet markant i tempo og nogle steder er gået helt i stå.

    Den ene er stigende omkostninger, hvilket må siges næsten af være forudsigeligt, når alle selskaber landet over akut får den samme opgave og skal fiske i det samme farvand for at få medarbejdere, komponenter, gravemaskiner, svejsere og så videre.

    - Enhver kubikmeter grøn gas brugt unødvendigt i en bolig i Danmark, er en kubikmeter vi ikke kan bruge til at udfase den fossile gas i Europa, argumenterer Jesper Frost Rasmussen. Foto: Jesper Voldgaard.

    - En anden årsag er desværre selvforskyldt politisk. Og det er, at politikerne på Christiansborg og ikke mindst i regeringen sår tvivl om retningen. Et enkelt parti har endda – med min personlige beklagelse – været ude og undsige den energipolitiske aftale, lød det fra Jesper Frost Rasmussen med klar adresse til hans ”eget” parti, Venstre.

    Formanden for Venstre, Troels Lund Poulsen, har før sommerferien gjort det klart, at Venstre ikke længere ser et behov for, at der skal en slutdato til for, hvornår boligopvarmningen ikke længere skal være baseret på gas.

    Men som Jesper Frost Rasmussen påpeger, så har vi ikke bare i Danmark, men også i EU besluttet, at det skal være slut med gas for at kvitte afhængigheden af fx Rusland.

    - Og det haster. Det er de bevidste om i Europa-Kommissionen hvor klimakommissær Dan Jørgensen netop har fremlagt en roadmap for at gøre Europa uafhængig af russisk gas. Det har han blandt andet, fordi vi i Europa fortsat importerer gas fra Rusland i en størrelsesorden hvor vi sender flere penge til Putins krigsmaskine end vi bidrager til at Ukraine kan forsvare sig imod den, lyder det fra Jesper Rasmussen.

    Han understreger, at fjernvarmesektoren intet har imod, at vi i fremtiden skal bruge biogas, hvor det er muligt, men han påpeger, at biogas skal bruges, hvor der ikke er alternativer – blandt andet i industrien – og i den decentrale kraftvarmeproduktion.

    - Men enhver kubikmeter grøn gas brugt unødvendigt i en bolig i Danmark, er en kubikmeter vi ikke kan bruge til at udfase den fossile gas i Europa, argumenterer Jesper Frost Rasmussen.

    Der er brug for en beslutning - meget snart

    Samtidig lagde han vægt på, at politikerne på Christiansborg skal beslutte sig – og at de skal beslutte sig meget snart for, om de vil fastholde udfasningen fra 2035.

    - For hvis man politisk beslutter sig for at sadle om, selvom jeg her advarer mod det, så skal det ikke komme forsyningsselskaberne eller vores forbrugere til last. Det kan ikke være forbrugerne og fjernvarmeselskaberne, der skal stå tilbage med regningen fordi regeringen og Folketinget zig-zagger, siger formanden og understreger budskabet:

    - Så derfor, kære Mette, Kære Lars, Kære Troels og kære Folketing: Stå fast. Køb, køb, køb og stå fast!

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...