Gå til hovedindhold
Biomasse
Dansk Fjernvarme

Fliskontrakten har i år fået en større overhaling

Af forskellige årsager har Dansk Fjernvarme i år valgt at give den vejledende skabelon til leveringskontrakt vedrørende træflis en større overhaling og har til dette arbejde fået ekstern assistance af NMS Sourcing.

29. apr. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dansk Fjernvarme har historisk udarbejdet en skabelon for kontrakt for indkøb af flis og efterfølgende opdateret denne ca. en gang årligt med ny viden enten af teknisk karakter eller ved ny/opdateret lovgivning.

    Målet har været at gøre den operationel i endnu højere grad samt forsøge at sikre et mere ligeværdigt forhold i kontrakten for at kunne være en attraktiv køber i et marked bestående af mange købere. Det har desuden været hensigten, at kontrakten i højere grad juridisk skal have karakter af netop en kontrakt fremfor en hensigtserklæring. 

    - Markedet ændrer sig, og derfor er det en fordel med en kontrakt, der både rent juridisk sikrer at sælger – eller køber for den sags skyld – ikke kan løbe fra aftalen, samtidig med at kontrakten er så rimelig for begge parter, at der ikke er incitament hertil, siger seniorkonsulent hos Dansk Fjernvarme, Line P. Schmidt.

    Først og fremmest er basisaftalen og leveringsbestemmelserne nu samlet i et samlet kontraktdokument; Leveringskontrakten. Det sker af hensyn til at skabe en mere brugervenlig kontraktskabelon, hvor der er mindre risiko for modstridende bestemmelser, og mindre risiko for gentagelser, som kan skabe forvirring.

    Når man spørger NMS Sourcing, hvordan de er gået til opgaven med at opdatere kontraktskabelonen, svarer de reflekterende

    - Brændselsindkøbskontrakter bør være operationelle værktøjer, som danner både et robust, utvetydigt og transparent aftalegrundlag og sikrer forståelse for alle parter. De skal derfor finde en balance mellem at være overskuelige og udtømmende i krav- og fleksibilitetshenseender. Det kræver nøje overvejelser mht. detaljeringsniveau og ordvalg. Specielt når en kontraktskabelon skal kunne benyttes til at bredt spektrum af brugere med forskellige behov indenfor mængder, kvalitet og fleksibilitet mm.

    Oplevelse af at den leverede flis er for tør – eller våd

    Prismodellen var en af de elementer som Dansk Fjernvarme ønskede at forbedre i den nye vejledende skabelon til leveringskontrakt vedrørende træflis.

    - Vi oplever, at vores medlemmer ringer, fordi de modtager flis, hvor fugtindholdet ligger længere fra det driftsoptimale fugtindhold sammenlignet med tidligere. For nogle indeholder flisen mere fugt end tidligere, og for andre er flisen de modtager mere tør end tidligere, siger Line P. Schmidt.

    Det giver først og fremmest driftsudfordringer for medlemmerne, men der er også økonomiske konsekvenser forbundet herved.

    - Foruden de markante prisstigninger på flis de senere år oplever medlemmerne, at de skal bruge mere flis, tilføjer Line P. Schmidt.

    I den nye vejledende skabelon til leveringskontrakt vedrørende træflis fremgår en prismodel, der skal sikre motivation for at levere flis med et fugtindhold inden for det ønskede interval. Der er dog nogle opmærksomhedspunkter som medlemmerne skal overveje, når de fastsætter intervallet.

    Sælger har kun begrænsede muligheder for at mitigere fugtindhold, hvorfor det i høj grad vil blive indregnet som et risikotillæg i leverandørens basispris, hvis medlemmerne sætter for snævert et interval.

    Det er vigtigt at huske, at produktionen af træflis i udgangspunktet er et afledt produkt af en anden primær aktivitet fx tynding i skove, vedligeholdelse af veje osv., og at hugsttidspunkt og vejrforhold mm. Ikke er under leverandørens fulde kontrol.

    Herudover spiller bl.a. produktionstidspunkt ift. endeligt leveringstidspunkt også en stor rolle. At sigte efter at ramme en præcis procentsats for fugtindholdet, afspejler ikke den praktiske virkelighed.

    - Vi anbefaler at køber og sælger bruger deres kontraktforhandling til at uddybe og drøfte hvilke specifikke behov og vilkår der er mulige på værket såvel som i flisproduktionen. Vores erfaring er at parterne igennem sund dialog kan skabe et operationelt aftalegrundlag der tager højde for behov og fleksibilitet i produktionen for både værket og leverandøren, siger Niels E.B. Severinsen fra NMS Sourcing.

    Håndtering af nye (ukendte) krav om bæredygtighed og EUDR

    Energistyrelsens eksisterende bæredygtighedskrav til biomasse skærpes med effekt fra 21. maj 2025. Der er stadig en del uafklaret i den sammenhæng, da opdateringen af det vejledende omkring lovgivningen endnu ikke er udarbejdet.

    Derfor har det været vigtigt i den nye vejledende skabelon til leveringskontrakt vedrørende træflis at kunne håndtere de nye og i en vis grad ukendte skærpede bæredygtighedskrav.

    - Med sådanne usikkerheder om kommende lovgivningskrav er kontrakten nødt til at indeholde en grad af fleksibilitet, som værket og træflisleverandøren skal være klart til at håndtere i fællesskab. Specielt hvis det skulle vise sig, at de endelige lovgivningskrav får en strammere tekst eller fortolkning end forventet, siger Sune B. Hansen fra NMS Sourcing.

    Der findes desuden eksempler på, at både træflisleverandøren og driftspersonalet på modtageværket er usikre på selv de eksisterende bæredygtighedskrav. Derfor indeholder det nye kontraktformat mere udspecificering af de vigtigste bæredygtighedskrav. Det er dog stadig vigtigt, at både modtageværket og træflisleverandøren sætter sig ind i gældende og kommende lovgivning.

    Ud over Energistyrelsens krav er det ligeledes vigtigt at sikre, at træflisleverandørerne forstår deres forpligtelser i forhold til EUDR og er klar til at efterleve kravene i 2026.

    I den nye vejledende skabelon til leveringskontrakt vedrørende træflis lægges der i højere grad end tidligere op til en gensidig forpligtelse.

    - Vi anbefaler generelt, at medlemmerne i kontraktforhandlingerne går i dialog med sælger - fx om de er opmærksom på de bæredygtighedskrav, de skal efterleve. Vi opfordrer ligeledes til, at medlemmerne sikrer at disse krav efterleves, siger Line P. Schmidt

    - Løbende leverandørdialog og due diligence i løbet af sæsonen er en rigtig god idé. Er træflisen først leveret og brændt af på værket, er det for sent at tage fat i træflisleverandøren. Så er det værket, der skal stå til regnskab for et lovbrud, tilføjer Sune B. Hansen fra NMS Sourcing.

    Detaljerede individuelle værksbeskrivelser i bilag

    I den nye vejledende skabelon til leveringskontrakt vedrørende træflis er de generelle overordnede forpligtelser om f.eks. levering beskrevet i selve kontrakten, mens de detaljerede og værksspecifikke forpligtelser beskrives i bilag.

    - Det er de færreste værker, der er helt ens og har samme muligheder for tilgang af brændsel og brændselskvaliteter. Det er det enkelte værk, der har det bedste udgangspunkt for at beskrive lokale vilkår og forpligtelser, der tager højde for at skabe de bedste rammer for deres eksakte drift, siger Morten A. Nielsen fra NMS Sourcing

    Anbefalinger til medlemmer omkring kontrakt og -forhandlingerne

    Dansk Fjernvarme har spurgt NMS Sourcing, om de har yderligere anbefalinger til medlemmerne om, hvilke overvejelser de skal gøre sig, og hvordan de stiller sig selv bedst muligt.  

    - Fjernvarmeværkernes fornemmeste opgave er forsyningssikkerhed. Vi ser eksempler på, at prisen på flisen har en tendens til at veje tungere i træflisindkøbet end håndtering og minimering af de risici, der findes i træflismarkedet. Disse risici omfatter bl.a. leveringssikkerhed i svære år, kvaliteten af træflisen og den praktiske bæredygtighedsefterlevelse, som alle i sidste ende påvirker fjernvarmeværkers forsyningssikkerhed og virksomhedsprofil. Markedsforståelse, robuste træfliskontrakter, gensidig forståelse af kontrakternes betingelser, leverandør-dialog og løbende due diligence er i vores øjne af stor vigtighed, lyder svaret.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...