Hold fokus på bolden og vær nysgerrig
Bjørk Paamand Olsens rollemodeller rådede hende til at gå målrettet efter de arbejdsopgaver, som interesserer hendes mest. Det råd følger hun stadig i dag.
Da Vestforbrændings områdechef Bjørk Paamand Olsen tog hul på sin karriere i energisektoren i 2006 efter endt uddannelse fra DTU, gik det hurtigt op for hende, at hun var trådt ind i en mandeverden.
- Der var klart en overvægt af mænd i begyndelsen af min karriere i sektoren i forhold til, hvordan fordelingen af køn er i dag. De var både kompetente og imødekommende, men man spejler sig i nogen, der ligner én selv, og der var udvalget lidt begrænset.
Måske er det netop derfor, at det er en markant kvinde, som står tydeligst i Bjørk Paamand Olsens hukommelse, når samtalen falder på rollemodeller.
- Inga Thorup Madsen fra CTR er en rollemodel for mig. Hun rakte ud til mig, da jeg var i begyndelsen af min karriere.
Og tilføjer:
- Hun så mig, og opfordrede mig til at bide mig fast og blive i sektoren.
Håndsrækningen fra en etableret stemme i energisektoren har haft stor betydning for Bjørk Paamand Olsen.
- Inga var et kæmpe fyrtårn i sektoren i 2010’erne, det har gjort en enorm forskel for mig at blive set og at have en rollemodel at kunne spejle sig i.
Da Bjørk Paamand Olsen begyndte som direktør hos Holte Fjernvarme i 2013, inviterede Inga Thorup Madsen hende på rundvisning hos CTR.
På den rundvisning fortalte hun Bjørk Paamand Olsen om varmelasten i København, og hvorfor hun mener, at det var vigtigt at sprede budskabet om, hvor bredt fjernvarmeområdet er.
- Den samtale gav mig et indblik i strategien bag lastfordeling, som virkelig åbner op for fjernvarmens rolle i sektorkobling. Det gav mig blod på tanden til at udnytte fjernvarmens forskellige strenge at spille på.
Ingen alder
Udover at have Inga Thorup Madsen som rollemodel har Bjørk Paamand Olsen også andre rollemodeller, som hun har mødt i løbet af sin karriere.
- Min første chef Ole Stausgaard Nielsen er også en rollemodel for mig. Jeg lærte ham at kende, dengang jeg arbejdede hos Ørsted.
Ole Stausgaard Nielsen lærte Bjørk Paamand Olsen begrebet ”politisk kapital”. Han gav hende en praktisk forståelse for energisystemer, og at have fokus på at kigge udover den åbenlyse løsning.
Det er ikke alle Bjørk Paamand Olsens rollemodeller, som hun har mødt gennem sit arbejde. Det er vigtigt for hende at understrege, at en god rollemodel ikke handler om at have en specifik alder eller at have mange års erfaring.
Bjørk Paamand Olsen
- Den 1. november 2024 tiltrådte Bjørk Paamand Olsen stillingen som områdechef for Vestforbrændings varmeforsyning.
- Inden da sad hun som chef for varmeområdet i energiselskabet E.ON i Danmark, hvor hun har stået for udvikling og implementering af ny strategi for udfasning af fossile varmekilder og indfasning af mere bæredygtige og grønne løsninger.
- Bjørk Paamand Olsen har det sorte bælte i karate men er ikke længere aktiv i sporten, men er til gengæld aktiv på violin. Øvrige interesser omfatter motorcykler, snowboarding og stand-up paddling.
Senest blev hun motiveret af at høre formanden for Danske Skoleelever, Caroline Helene Hermansen, da hun holdte oplæg på Dansk Fjernvarmes Landsmøde 2024. Her holdte formanden en tale om, hvad skal der til for at fremme den næste generations uddannelsesvalg, således at de rette kompetencer sikres i fremtiden.
- Jeg blev meget inspireret af Caroline. Hendes tale understreger for mig, at rollemodeller findes i mange aldre. Hendes autoritet var tydelig, fordi hun brænder for sit budskab.
Det er Bjørk Paamand Olsens pointe, at hun mener, man skal håndplukke det, man kan bruge fra forskellige rollemodeller. Da det ifølge hende ikke kan forventes, at du kan få råd til alting fra én rollemodel.
Der, hvor en særlig god rollemodel skiller sig ud, er, når rollemodellen ikke kun kommer med gode råd men også følger de personer, mentoren er rollemodel for over længere tid.
- En god rollemodel for mig er en mentor, som følger op på personen, de er rollemodel for, både på deres udvikling, udfordringer og mål.
Og tilføjer:
- Når du aktivt udviser interesse i at følge andres proces og udvikling, er det der, du som mentor bliver interessant for mig. Det er der, du gør en kæmpe forskel.
Uden omsvøb
Bjørk Paamand Olsen bliver også inspireret af Julie Abrahamsen fra Rådet for Grøn Omstilling, Susanne Gellner, som er CFO i E.ON Nordic og bestyrelsesformand for Hofor, Susanne Juhl. Bjørk Paamand Olsen roser dem alle tre for deres indsats for at fremme energisektoren.
Det er Susannes Juhls særlige evne til på samme tid at balancere sine skarpe analyser og personlige holdninger, som Bjørk Paamand Olsen især beundrer hende for.
Hun oplevede til en netværksbrunch, at Susanne Juhl blev spurgt om, hvorfor Hofor er en god og spændende arbejdsplads. Hertil svarede hun, at Hofor er en god arbejdsplads, fordi de arbejder med interessante ting.
- Det er et simpelt råd. Jeg følger det selv, og forsøger at navigere helhjertet efter at beskæftige mig med de arbejdsopgaver, jeg finder mest interessant. Det er dér, jeg er bedst.
I sin professionelle rolle som områdechef for Vestforbrænding finder Bjørk Paamand Olsen også inspiration til sin egen ledelsesstil fra sin tidligere chef Peter Jonsson, der er administrerende direktør E.ON.
Det er hans evne til at være en utrolig tillidsfuld leder og hans innovative ledelsesstil, som Bjørk Paamand Olsen er inspireret af.
Stærkt netværk
Et fællestræk der går igen hos Bjørk Paamand Olsens førnævnte rollemodeller er, at de alle sammen på hver deres måde har givet hende rådet om at holde fokus på bolden og gå målrettet efter at beskæftige sig med de arbejdsopgaver, der interesserer hende mest. Det råd følger hun fortsat i dag.
Når Bjørk Paamand Olsen reflekterer over sin karriere, er det bedste råd, hun kan give til nye ansigter i energisektoren, at de skal være nysgerrige, åbne og blive ved med prøve, også selvom de begår fejl.
Skulle hun give sit yngre jeg et godt råd, er det at lade følelsen af tvivl fylde mindre.
- Jeg ville råde mit yngre ”jeg” til at droppe tvivlen og lade være med at kigge tilbage, når beslutningen er taget.
Bjørk Paamand Olsen vil også råde nye i energisektoren til, at de ikke skal tøve med at række ud til de personer i fjernvarmesektoren, de er inspireret af.
- Fjernvarmesektoren er en sektor med en helt unik åbenhed, og det giver mulighed for et utrolig stærkt netværk, der gerne deler ud af sin viden og erfaringer.
Og tilføjer:
- Det er enormt vigtigt at få skabt sig et stærkt netværk, som du kan trække på og dele ud af senere hen i din karriere.
- Dansk Fjernvarme sætter i januar 2025 fokus på rollemodeller i fjernvarmesektoren.
- Det gør vi, fordi vi med de historier gerne vil give nuværende og nye stemmer i sektoren et indblik i, hvilke rollemodeller nuværende stemmer i sektoren har mødt på deres vej, og som har inspireret dem fagligt og personligt.
- Desuden kommer de nuværende stemmer med et godt råd eller en anekdote, som de deler med læseren, der skal inspirere andre i fjernvarmesektoren til at gå efter deres mål og drømme