Kraftvarme: Stadig en del af elforsyningssikkerheden

Alle danske familier har fået besked på at forberede sig på krise ved blandt andet at købe vand og mad til at være selvforsynende i tre døgn. Men regeringen har ikke været lige så klar i mælet, når det kommer til Danmarks nationale elforsyningssikkerhed.

På trods af advarsler fra Energinet om stigende risiko for faldende elforsyningssikkerhed har regeringen nemlig ikke taget initiativ til handling, og det synes kritisk, i en tid hvor flere og flere fjernvarmeselskaber lukker kraftvarmekapacitet ned, fordi det nuværende elmarked ikke giver indtægter, der kan dække omkostninger til reinvesteringer og ”major overhauls” af maskineriet.

Aldrende anlæg

Kraftvarmekravet blev indført for over 30 år siden, fordi man ønskede at udnytte varmen, der blev skabt ved termisk elproduktion. Det førte naturligvis til etablering af mange kraftvarmeanlæg rundtom i landet, og mange af kraftvarmeanlæggene er ved at være godt oppe i årene.

Samtidig er de politiske udmeldinger meget klare, og ambitionerne er store, når det handler om elproduktion på både sol og vind. Derfor kan man nemt blive fristet til at tro, at kraftvarmeanlæggene ikke længere har nogen rolle i forhold til elsystemet.

Energinet, der har det overordnede ansvar for elforsyningen i Danmark, ser dog mere nuanceret på det. Den helt overvejende grund til, at Energinet ser fordele ved kraftvarmeanlæggene, er, at de kan levere vejruafhængig elproduktion. Denne egenskab bliver i stigende grad vigtig for at opretholde forsyningssikkerheden, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

I takt med at en større andel af elforbruget skal dækkes af sol og vind, forventer Energinet også, at der kommer flere og flere timer med høje elpriser. Og risikoen for, at der ikke kan produceres nok strøm til at dække elforbruget, er stigende.

Dunkelflaute

Det kan være svært at hidse sig op over elforsyningssikkerhed, når man kan læse, at Energinet planlægger med beskedne 36 afbrudsminutter i 2034, og at danskerne i gennemsnit oplevede 30 afbrudsminutter i 2024.

Det, man ikke kan læse i disse gennemsnitstal, er, at de dækker over en stigende spredning, og at i de fem ”værste vejrår” varer afbruddene mellem 25 og 75 timer. Det hænger sammen med, at der kan være længere perioder uden vind og sol – det, der nogle gange beskrives med det tyske ord Dunkelflaute.

Den 12. december 2024 fik vi en lille forsmag på Dunkelflaute, hvor solen ikke skinnede, og vinden ikke blæste mange dage i træk – og samtidig var det koldt. Vi undgik afbrud, men fik højere elpriser end 2022, som ellers er kendt for energikrisen.

Det ser ikke mindre spændende ud, hvis vi spoler tiden frem til 2034, hvor elektrificeringen af samfundet har øget elforbruget, hvor endnu mere af elproduktionen kommer fra vind og sol, og hvor antallet af kraftvarmeværker er reduceret markant.

Så er risikoen for intense perioder med meget høje elpriser og/eller reelle afbrudstimer faktisk ikke længere uden betydning. Disse perioder med knaphed i elsystemet kommer ikke nødvendigvis hver måned eller hver vinter – men det bliver dyrt, når de rammer.

Kapacitetsmekanismer på vej i nabolande

Samme fremtidsbillede står Sverige, Tyskland og stort set alle vores naboer overfor. Derfor arbejder regeringerne i vores nabolande målrettet på at introducere forskellige ”kapacitetsmekanismer”, der skal sikre tilstrækkelig elproduktionskapacitet – og tilstrækkelig selvforsyningsgrad.

Energinet anbefaler da også i den såkaldte ”Redegørelse for Elforsyningssikkerhed 2024”, at vi i Danmark også skal analysere forudsætninger og muligheder ved en kapacitetsmekanisme. I faktaboksen ”Behov for regulerbar produktionskapacitet” fremgår det lidt nærmere, hvorfor Energinet mener, at en kapacitetsmekanisme er værd at overveje.

Den samfundsøkonomiske gevinst

For at der er en samfundsøkonomisk gevinst ved en kapacitetsmekanisme, skal omkostningerne ved at have afbrudsperioder være højere, end det koster at undgå de samme afbrudsperioder.

Derfor beregner myndighederne omkostningerne ved afbrud. Det bliver ofte kaldt Value of Lost Load og forkortes VoLL.

Samtidig beregnes også omkostningerne ved at tilføre mere elproduktionskapacitet til systemet, det bliver ofte kaldt Cost of New Entry og forkortes CONE. Det særligt ved CONE er, at det også dækker over omkostninger til reinvesteringer, der sikrer, at nogle anlæg ikke lukker.

Energistyrelsen har beregnet, at på en vinterdag koster en times uvarslet strømafbrud i gennemsnit danske husholdninger og virksomheder 174 kroner pr. mistet kWh. Selvom tallet er usikkert og dækker uvarslede afbrud for både virksomheder og private, så siger det alligevel noget om, at elforsyningssikkerhed er vigtig og har stor samfundsøkonomisk værdi.

Dansk Fjernvarme har derfor lavet en analyse, ”Effektstøtte fra kraftvarmeværkerne i et grønt energisystem” (august 2024), med det formål at undersøge, om det er billigere at reinvestere og fastholde de eksisterende anlæg, eller om det bedre kan betale sig at bygge nye, moderne anlæg. Analysen sammenligner omkostningerne ved at levetidsforlænge regulerbar elproduktionskapacitet med at investere i nye OCGT-gasturbiner.

Regulerbar elproduktionskapacitet er billigst og mest effektiv

Resultaterne af Dansk Fjernvarmes analyse viser, at både biomasseværker, affaldsværker og gasmotorer og turbiner har det tekniske potentiale til at levere regulerbar elproduktionskapacitet. Og helt generelt er reinvestering i disse anlæg billigere end nyinvesteringer og billigere end langt de fleste andre måder, at lave regulerbar elproduktion på.

Figur 1 viser, at det er dyrere at investere i en ny gasturbine (ny OCGT), end det er at levetidsforlænge eksisterende anlæg med forskellige brændsler.

Den samfundsøkonomiske værdi af regulerbar elproduktion aflønnes imidlertid ikke i de nuværende elmarkeder. Dansk Fjernvarme har i flere analyser påpeget, at mange af disse anlæg nærmer sig at være teknisk/økonomisk afskrevet.

Dansk Fjernvarmes beregninger viser, at med de nuværende rammevilkår og fremskrivninger af elpriserne vil det ofte ikke kunne svare sig økonomisk for et typisk decentralt fjernvarmeværk at fortsætte driften af de gasfyrede anlæg – se figur 2.

Analysen viser dog også, at i længerevarende perioder med høj elpris bidrager de gasfyrede anlæg til en markant lavere varmepris og kan dermed være medvirkende til at gøre varmepriserne mere robuste overfor år med høje energipriser.

Den konkrete beslutning om at skrotte eller levetidsforlænge vil altid afhænge af forholdene i hver enkelt situation – Dansk Fjernvarme har analyseret på, hvad vi vurderer er et ”typisk/klassisk” decentralt fjernvarmeværk.

Selvforsyning og solidaritet

Udover de mere direkte samfundsøkonomiske gevinster ved elforsyningssikkerhed er der også potentielle strategiske gevinster ved at have national elproduktionskapacitet.

Samtidig med elektrificering og et stigende teknisk behov for regulerbar elproduktionskapacitet oplever vi også, at sikkerhedspolitik fylder mere og mere. Siden den russiske invasion af Ukraine har det været tydeligt, at sikkerhedspolitik, infrastruktur og forsyning hænger tæt sammen.

I Danmark har vi i dag en selvforsyningsgrad på 30 procent i den mest knappe time. Det betyder, at det danske system i de mest pressede timer kan dække mellem cirka 60 og 80 procent af det efterspurgte forbrug – uden forbindelser til nabolandene. Et niveau, der ventes at falde til mellem cirka 25 og 40 procent i 2034 – hvilket illustreres i figur 3.

Det er et lavere niveau end alle vores naboer, og Danmark er dermed meget afhængigt af udlandsforbindelser. Derfor er det eksempelvis dårligt nyt, at den norske regering for nylig har skabt usikkerhed om den fortsatte forbindelse mellem Danmark og Norge. Under energikrisen i 2022 var der også tendens til, at de enkelte lande prioriterede egen elforsyningssikkerhed højere end naboernes.

Udover den åbenlyse risiko, der ligger indbygget i det faktum, så udsætter vi samtidig os selv for en kritik af, at vi ikke bidrager solidarisk til at løse udfordringer med den effekttilstrækkelighed, som også er et problem i vores nabolande.

Ved at fastholde mere regulerbar elproduktionskapacitet kan vi altså øge vores selvforsyningsgrad og samtidig bidrage solidarisk til et stabilt europæisk elsystem. Begge dele synes væsentlige i den aktuelle verdensorden.